Af KLAVS BIRKHOLM – anmeldelse offentliggjort i Dagbladet Information i marts 1993
Sprogfilosofiske overvejelser har stået i centrum for mange af de senere tiårs forsøg på at gøre op med den dualistiske omverdensforståelse. Det var tilfældet i Jesper Hoffmeyers skelsættende værk En snegl på vejen, som Munksgaard/Rosinante udsendte for kun ti dage siden. Det var tilfældet hos K.E.Løgstrup, der viede det første af sine fire Metafysik-bind til “sprogfilosofiske betragtninger” (1976). Og det har været tilfældet hos Løgstrup-elevernes hidtil mest frugtbare forsøg på at videreudvikle mesteren (Svend Andersen, Sprog og skabelse, 1989; Jakob Wolf, Den farvede verden, 1990).
Det er også tilfældet hos Niels Buur Hansen. Ambitionen i Det guddommelige spejl er at tænke Grundtvig med ind i et sådant sprogfilosofisk opgør med den dualitetstænkning, der ses som fællesnævneren for århundreders erkendelsesteori. Som det lyder i en karakteristisk formulering: “Platons og Descartes’ dualisme bliver hos Grundtvig afløst af en trefløjet model, der indskyder et lag mellem ånd og støv, som netop er mennesket. Menneskets sprog, tegnet eller udtrykket bliver et betydningslag, der indskyder sig mellem ånd og støv og henviser til både ånd og støv. Mennesket bliver sel-ve grænsefladen mellem ånd og støv!”
Eller, i en mere prægnant udgave, der trækker heftigt på Merleau-Ponty: “Mennesket er hverken ren ånd eller det bare støv, men et tegn, der forbinder ånden med støvet, en krop af inkarneret mening”.
Den afsluttende bisætning sammenfatter Merleau-Pontys angreb på Descartes’ diktum “jeg tænker, altså er jeg”. Descartes overså, at der i sætningen refereres til to forskellige jeg’er, påpeger Merleau-Ponty: det jeg, der taler, og det jeg, der omtales som tænkende. Væren og viden om væren kan aldrig smelte sammen, for vores viden om væren er altid et billede i bevidstheden. Subjektet må spaltes for at kunne reflektere sig selv.
Dette udspaltede, (selv)reflekterende subjekt eksisterer netop kun i en semiotisk virkelighed; en verden af udtryk og tegn, gestikulationer og sprog. En på én gang analog og digital kommunikation, som i øvrigt altid må være dialogisk. Med den amerikanske socialpsykolog G.H. Mead hævder Buur Hansen, at det dialogiske aspekt sammenvæver sprogets analoge og digitale kode: betydningen er identisk med den andens reaktion.
Eksistentielt drama
Historien om det spaltede subjekts opståen i det lille barn og om dets videre færd i verden er et aldrig afsluttet eksistentielt drama. Fremmedgørelsen er et indispensabelt eksistensvilkår. Og det er ikke til at tage fejl af, at dette eksistentielle drama i det enkelte individ optager Buur Hansen mere end sprogets virke i de mellemmenneskelige relationer. Med Jaques Lacan som hovedperson drejes opmærksomheden i bogens anden halvdel gradvist fra det semiotiske til det psykologiske.
Det er måske logisk nok i betragtning af den selvbiografiske ramme, som Det guddommelige spejl indfattes i. Buur Hansen vender igen og igen tilbage til sin barndoms splittethed mellem hjemmets indremissionske fornægtelse af kødet og kammeratskabskredsens vilde hengiven sig til livet her og nu. Men den psykologiske ramme gør det vanskeligt (for ikke at sige umuligt) at indfri ambitionen om at eftervise, at Grundtvig er “på omgangshøjde” (sic) med de nyeste videnskabelige indsigter.
Kun med vold og tvang kan Grundtvig gøres til psykolog: “Hos Grundtvig er selvbilledet eller sjælen, så vidt jeg kan se, identisk med psykoanalysens Jeg … medens ånden viser sig i det ubevidste”. Det er en ufrugtbar nivellering, for når “de indvortes sanser” (indbildningskraften, rørelsen og forstanden) ifølge Grundtvig har større magt over vores tilværelse end de tilsvarende udvortes (synet, følelsen og hørelsen), så begrundes det hverken i en psykologisk eller en fænomenologisk tolkning, men netop i en teologisk: Guds virke i det menneskelige hjerte, hvor det forstående og det handlende jeg er indbyrdes uadskillelige.
Og her hjælper det ikke, at Buur Hansen med en Nordentoft-inspireret Kierkegaard-udlægning også vil gøre Gud til en projektion af bevidstheden. Den tredje instans, gennem hvilken det spaltede subjekt støder sammen med omverdenen, er for drengebarnet Ødipus, for spidsborgen den offentlige mening, for statsborgeren staten og for den religiøse Gud, hævder han. Men Grundtvig reducerer ikke på den måde Gud til et eksistentielt valg.
Det spaltede subjekts evigt smertefulde sammenstød med omverdenen analyserer Buur Hansen som et herre/slave forhold, hvor kærlighed aldrig kan skilles fra had, men “den virkelige modsætning” i overensstemmelse med Sartre “består mellem ligegyldighed og engagement”. Derfor fortolkes syndefaldet også tidehvervsk som en fortabelse, hvorfra mennesket måske engang skal frelses (hvis det engagerer sig?). Men for Grundtvig er frelsen allerede givet os med Kristus-begivenheden, hvor kærligheden sejrede over døden.
Måske er kritikken uretfærdig, for selv om Buur Hansen er psykolog, er han frem for alt højskolemand, og Det guddommelige spejl bør i virkeligheden læses som ét langt højskoleforedrag, der kommer vidt omkring i en stor fortælling om hovedlinjerne i den europæiske er-kendelsesteori. Læst sådan, et både flot og medrivende foredrag.
Niels Buur Hansen: Det guddommelige spejl. 144 sider, 158 kr. Munksgaard/Rosinante. Udkommer idag.