Af KLAVS BIRKHOLM – ledende artikel i Dagbladet Information 28.september 1993
FOR YNDERE af veltalenhed og visioner var der oplevelse at hente i præsident Bill Clintons første tale til FN’s generalforsamling. Uden at værdige sit manuskript et øjekast fastholdt Clinton hele tiden forsamlingen og verdensoffentligheden på følelsen af et »historisk vendepunkt«. Vi befinder os i et moment of miracle, sagde præsidenten med henvisning til bl.a. den igangværende afvikling af store atomvåbenlagre, fredsprocessen i Mellem-østen, overgangsrådet i Sydafrika og Boris Jeltins ‘demokratiske vovestykke’ i Rusland. Lad os i dette øjeblik minde hinanden om de visioner og det hårde arbejde, som denne organisation blev grundlagt på for 48 år siden, sagde præsidenten. »FN er ikke til for regeringerne skyld, men for folkenes skyld«. De forventer med rette, at vi nu »drømmer dristigere og arbejder hårdere« for at virkeliggøre menneskerettighederne, der »ikke er givet os af nogen kultur, men af Gud«.
For mere skeptiske iagttagere af amerikansk politik var talen først og fremmest et diplomatisk forsøg på at få den hjemlige kongres til at tage FN mere alvorligt. Siden Clinton rykkede ind i Det Hvide Hus, har USA knyttet sin udenrigspolitik til FN i en grad, der ikke har været set i mange år. Men samtidig er FN ramt af en finansiel krise, der til dels skyldes manglende indbetalinger fra USA (i den nye finanslov, der træder i kraft på fredag, har kongressen beskåret administrationens i forvejen fedtede FN-bidrag med 5 pct). Og FN’s mere og mere uheldige mission i Somalia – der mere og mere ligner en klassisk amerikansk militærintervention – har afstedkommet kritiske påstande om, at Clinton anvender FN som »underleverandør af amerikansk sikkerhedspolitik«.
Clintons tale til generalforsamlingen var det foreløbige højdepunkt i administrationens forsøg på at vende dette billede af ‘FN-ismen’ som en dårlig undskyldning for mangel på sammenhængende udenrigspolitik. Mandag holdt udenrigsminister Warren Christopher en stor tale om de nye udfordringer i Mellemøsten. Tirsdag fulgt op af præsidentens sikkerhedsrådgiver, Tony Lake med en nydefinition af USA’s geopolitiske strategi: ikke længere ‘inddæmning’ af kommunismen, men ‘udvidelse’ af fællesskabet af ‘markedsøkonomiske demokratier’. Og torsdag forsikrede FN-ambassadør Madeleine Albright det hjemlige udenrigspolitiske establishment om, at FN-missioner fremover vil blive underkastet strenge kriterier, og at præsidenten stadig er beredt til at anvende amerikanske styrker til beskyttelse af amerikanske interesser.
NETOP DET tema stod også i centrum af Clintons tale igår. Vi må ikke pålægge FN byrder, der »overstiger organisationens formåen«, sagde han med et direkte citat af generalsekretær Boutros Gali. En FN-operation forudsætter, at sikkerheds-rådet kan fastslå: en virkelig trussel; et klart mål; en defineret afslutning; og et budget for operationen. FN kan ikke engagere sig overalt; det gælder om at vide, hvornår man skal sige nej, konkluderede Clinton.
Det er åbenbart, at præsidenten har behov for at tilbagevise den kritik for ‘isolationisme’ og mangel på ‘globalt lederskab’, som med tiltagende styrke er blevet rejst i USA’s politiske elite. Ironisk nok, for Clinton kom netop til magten på en udbredt følelse af, at de tidligere republikanske administrationer havde forsømt samfundets indre problemer for i stedet at spille Kong Gulerod på det internationale diplomatis bonede gulve. Men sandheden er, at Clinton i sine første otte måneder har brugt langt mere tid på udenrigs- end på indenrigspolitiske anliggender.
På veltalenhedens og visionernes plan gav Clinton i FN-talen selv den forløsende formel. Ude og hjemme. »Fornyelse indadtil er en længe tiltrængt medicin, men isolationisme og protektionisme er gift«, sagde han. Med adresse først og fremmest til den amerikanske offentlighed. Men også med direkte henvisning til EF’s blokerende position ved GATT-forhandlingerne og til de globale gevinster ved en vellykket reformproces i Rusland.
De nye udenrigspolitiske udfordringer sætter uophørligt deres egen dagsorden for USA’s præsident: GATT, NAFTA og i de kommende måneder ikke mindst NATO’s omformning. Faren er næppe amerikansk isolationisme, der ganske rigtigt ville være gift. Faren er snarere, at den ny verdensorden aldrig når at blive virkeliggjort i Guds eget land.
birk