Af KLAVS BIRKHOLM – ledende artikel i Dagbladet Information 20.januar 1994
UDFORDRINGERNE til William Jefferson Clinton, da han idag for et år siden blev inaugureret som De Forenede Staters 42. præsident, var gigantiske.
Øverstkommanderende for verdens eneste tilbageværende supermagt, i hvert fald i USA’s egen selvforståelse – med den opgave at finde en ny global mission, nu hvor det gamle fjendebillede var smuldret. En helt ny verdensorden. Men fortsat baseret på amerikanske værdier og amerikansk lederskab, naturligvis.
Som grundlag herfor, et samfund i total indre opløsning. Et samfund, hvor mange har for meget og flere for lidt – og meget få har ustyrligt meget. Et samfund, hvor sølle én procent af husholdningerne (omkring to millioner borgere) råder over næsten halvdelen af alle rigdomme, mens 32 millioner mennesker (12,6 procent af alle borgere) lever under OECD’s officielle fattigdomsgrænse. Hvor antallet af analfabeter efterhånden overgår procenttallet i adskillige udviklingslande. Hvor hjemløse og tiggere bliver mere og mere synlige i bybilledet. Hvor den bedre stillede del af befolkningen derfor sørger for at ghettoisere begge socialgrupper i byplanlægningen, for at gøre dem usynlige for hinanden: slum, som kun befærdes af de forhærdede; prangende velstand, som omhegnes med pigtråd og videoovervågning. Hvor voldskriminaliteten er legendarisk høj, og forbrydelserne på TV-flim kun overgås af virkeligheden. Hvor fjendtligheden mellem de etniske grupper bliver mere og mere betændt og lejlighedsvis slår ud i voldsomme optøjer. Hvor forholdet mellem sundhed og sygdom overlades til pengemagtens kynisme. Hvor både underholdningsindustrien og underholdningsforbruget florerer som ingensinde – flere TV-seere var i sidste uge optaget af at følge transmissionerne fra retssagen mod Lorena Bobbitt, der afskar sin mands lem med en filetkniv, end af Clintons topmøde med Jeltsin.
Kort sagt, Clinton overtog magten i et samfund, hvor den moralske krise vejede langt tungere end det ellers rekordstore underskud på statsfinanserne.
SOM BILLEDE på udfordringens omfang fristes man næsten til at anvende det udtryk, State Department som leder af den nye verdensorden senere på året anvendte om opgaven i Somalia: rebuilding a nation, at genopbygge nationen.
En af præsidentens bedste hjerner i den nye administration, arbejdsminister Robert Reich har gjort billedet lidt mere konkret: En ny klassedeling har anbragt amerikanerne i tre forskellige både, hævder Reich. Luksusbåden med de efterhånden temmelig mange, meget højtuddannede og meget vellønnede symbolanalytikere, der behersker den moderne informationsteknologi og kan omsætte den til noget sælgeligt i form af produktudvikling, reklame, terapi. Den gamle oceankrydser med faglærte og tillærte ansatte indenfor klassisk fremstillingsvirksomhed, bogholdere, smede, slagteriarbejdere. Og plimsolleren med de udstødte, de arbejdsløse og de flere og flere lavtlønnede servicearbejdere på renserier, hoteller, pizzateriaer, tankstationer.
Men den midterste båd er på vej ud af billedet, konstaterer Reich alarmeret. For informationsteknologien vil med stadig større hast tage livet af USA’s klassiske fremstillingsvirksomhed. Tilbage er en overklasse og en underklasse unden nogen som helst fællesinteresse. Hvordan bygge en nation på det grundlag?
Reichs og Clinton-administrationens svar er at bygge en moderne velfærdsstat med social omsorg og et sundhedsvæsen for alle. Underklassen skal sikres, og alle skal have en uddannelse med chance for at rykke op i symbolanalytikernes kleresi.
ALLE PRÆSIDENT Clintons store reformintiativer sigter mod at virkeliggøre dette projekt. Det var også det, han blev valgt på: Change, forandring. Som Frank Esmann skrev i Informations nytårsstatus, »på et løfte om at ændre Amerika og genopfinde begrebet regering«.
Hans resultater har ikke været dårlige, opgavens omfang og længden af et år taget i betragtning. Han har haft held til at få alle væsentlige forslag godkendt i kongressen. Brady-loven, der regulerer salget af handvåben. Loven om forældreorlov. Skattelettelser for mindsteindkomster. Et budget, der over fem år skærer 500 milliarder dollars af underskuddet og derved har bidraget væsentligt til lav rente, økonomisk aktivitet og faldende arbejdsløshed (nu 160.000 nye jobs om måneden).
Hans største sejr det første år var uden tvivl vedtagelsen af NAFTA-frihandelsaftalen, der blev efterfulgt af Stillehavs-topmødet om et asiatisk-amerikansk økonomisk samarbejde, og dernæst af færdigforhandlingen af en GATT-aftale. Modstanden var stor i det etablerede netværk af magtfulde lobbygrupper. Så stor, at en svagere præsident kunne være fristet til at gå baglæns for ikke at blive ydmyget. Men Clinton viste i denne situation to af sine store dyder som leder: Modet til at fastholde en personlig overbevisning, frem for at lytte til rådgivernes gustne overlæg. Og evnen til at tuskhandle fleksibelt, for at få sin sag igennem. Derved lykkedes det ham at fastholde USA som udadvendt og internationalistisk, skønt ledet af en demokratisk administration med samfundets indre genopbygning som sin første prioritet.
Som enhver anden politisk leder har også Clinton sine trakasserier: ukvalificerede udnævnelser, rygter om utroskab, beskyldninger om tvivlsomme banktransaktioner. Når han som taler alligevel virker mere og mere karismatisk, skyldes det uden tvivl, at han viger uden om magtsprogets traditionelle jargon og går dybt til roden af samfundets menneskelige og moralske problemer. Han er, som det hedder, determineret. Det er grunden til, at hans popularitet efter det første år overstiger selv Ronald Reagans, og at hana evne til at bøje kongressen overstiger selv Eisenhowers.
Clinton er en ny type demokratisk politiker, der ikke lader sig låse af det klassiske højre/venstre-skema, som vor USA-kommentator John Judis idag ellers gerne vil have ham tilbage i. Spørgsmålet er bare, om det er nok til at overvinde den moralske krise og bygge Reichs to skibe sammen til èn nation? Vi tvivler. Flertallet af amerikanere er stadig mest optaget af fru Bobbitts filetkniv og mandens påsyede lem.
birk