Af KLAVS BIRKHOLM – ledende artikel i Dagbladet Information 7.december 1994
SOM ÅRENE ER GÅET, er også euforien og optimismen fra den europæiske fløjsrevolution i 1989. Troen på et helt og helet kontinent, et fredeligt Europæisk Hus fra Reykjavik til Perm – eller måske helt til Vladivostok – synes forduftet. Etniske og nationalistiske borgerkrige, mindretalskonflikter, ny-fascistiske bevægelser, mafiavælde, fremmedhad, meningsløs vold og sociale opløsningstegn har erobret dagsordenen. Så det næppe kunne fremkalde gysen hos én eneste hærdet iagttager, da Ruslands præsident på ugens CSCE-topmøde i Budapest anslog det mest konfrontatoriske tonefald, der er hørt i noget internationalt forum siden kommunismens fald. NATO’s nye planer om at ekspandere mod øst vil sænke Europa ned i en ‘Kold Fred’, sagde Boris Jeltsin advarende.
Det er vedtagelsen på NATO’s rådsmøde i torsdags om at iværksætte en redegørelse for de politiske og militære implikationer ved optagelse af nye medlemsstater i Central- og Østeuropa, der har fået Kreml til at se rødt. Vedtagelsen er relativt uforpligtende, men alligevel en opmuntring for regeringerne i Prag, Warszawa, Vilnius og Sofia, der længe har følt sig i et sikkerhedspolitisk tomrum og bejlet til Vesten om at udfylde det.
KAPLØBET OM en ny europæisk orden har dermed taget en farlig drejning, mener man i Kreml. Hvis NATO som en militær allianceblok under amerikansk lederskab rykker sine grænsepæle over på den anden side af Polen og det baltiske republikker, tæt op under Rusland, så har den gamle supermagt mistet enhver fredsdividende. Så er kontinentet endnu engang delt, blot med Rusland i en svækket og mere isoleret position.
Frygten for isolation er et urtema i russisk udenrigspolitik. I Budapest fik den Jeltsin og hans embedsmænd til at spolere stemningen og ligefrem sætte små blokader ind mod den berammede videreudvikling af CSCE til en egentlig Organisation for Sikkerhed og Samarbejde i Europa. OSCE blev ganske vist etableret. Med udvidede beføjelser til konfliktovervågning og fredsbevarelse, med retningslinjer for civil indsigt i militære anliggender, med en højkommissær for nationale mindretal o.m.a. Men i selve fødselsøjeblikket mistede organisationen en afgørende del af den nødvendige prestige.
RUSLAND HAR ELLERS siden 1989 satset på CSCE som NATO’s institutionelle afløser. Et synspunkt, der har haft betydelig tilslutning i Vesteuropa. Man skal ikke glemme, at CSCE fra begyndelsen af 70’erne spillede en væsentlig rolle i den store europæiske forandringsproces. For Vesteuropa (især Tyskland) var CSCE en ramme, der kunne fastholde USSR i en afspændingsdialog. For Sovjetledelsen var CSCE en adgang til at drøfte europæisk sikkerhed med europæerne selv. Og for USA (der ikke bekendte sig til troen på fælles sikkerhed) blev CSCE katapulten, der skød menneskerettighedsspørgsmål højt op på den internationale dagsorden. Ikke mindst vedtagelserne om militær tillidsskabelse på Stockholm-konferencen i 1986 brød en afgørende breche i Den kolde Krig og bidrog derved til Murens fald tre år senere.
EN GANSKE NATURLIG opfattelse forekom det da at ville gøre CSCE til den nye pan-europæiske sikkerhedsorganisation. Hele konference-processen fra Paris-chartret i 1990 har sigtet frem mod at Budapest-mødet skulle virkeliggøre denne plan.
Nu viste det sig, at de 53 forsamlede stats- og regeringsledere ikke engang kunne enes om en udtalelse om krigen i Bosnien. Som Tjekkiets præsident, Václav Havel lakonisk bemærkede: »Europæere dør stadig i Jugoslavien, og med dem dør håbet om at Europa kan gøre en ende på rædslerne.« Hvad er forklaringen?
DET ER DEN gamle historie om konflikten mellem verdensfredens ideale fordringer og staternes magtpolitiske interesser. Alle Europas tre store sikkerhedsorganisationer – NATO, OSCE og EU – eksisterer i en vis forstand på inertien fra den kolde krigs æra. Ingen af dem afspejler – endsige er udsprunget af – den nye virkelighed. Men forskellige magtgrupper har i tomrummet satset på at dynamisere hver sin organisatoriske ramme.
USA har satset på NATO. Europæerne har satset på EU’s forsvarspolitiske dimension. Begge med skyldige indbyrdes forsikringer om ikke at modarbejde hinanden. Og ikke mindst med forsikringer til russerne om, at OSCE skam også får sin vigtige rolle i helheden. Problemet er bare, at USA aldrig har haft magtpolitisk interesse i Sikkerhedskonferencen og – vigtigst – at Vesteuropa heller ikke rigtigt har det længere.
Nu samles kræfterne om Unionens sikkerheds- og forsvarspolitik. Gennem Stabilitetspagten tager EU endog têten på de mere OSCE-typiske områder.
Scenen er sat til EU’s Essen-topmøde på fredag. Effektivt sat.
birk