Af KLAVS BIRKHOLM – leder i Dagbladet Information 9.december 1994
NÅR KANSLER Kohl i aften, udmattet efter en lang dags topmøde i det europæiske råd, endelig kan sige til de forsamlede stats- og regeringschefer »jetzt sollen wir essen« – har det ærværdige middagsselskab to store klumper at fordøje. Den ene er de nationale interessekonflikter i den bosniske krig. Den anden er de europæiske middagsborde. Det er Essen-mødets egentlige politiske spørgsmål, uanset hvad der måtte stå på de rundsendte menukort. Begge spørgsmål er dybest set indenrigspolitiske.
»Topmødet for Central- og Østeuropa«, som begivenheden på forhånd er døbt, markerer afslutningen på Tysklands halvårlige formandskab i ministerrådet. Det er ingen hemmelighed, at Bonn i årevis har ønsket EU’s udvidelse østover sat højest på dagsordenen. Seks centraleuropæiske statsledere er indbudt til 90 minutters samtale imorgen. Helmut Kohl har ikke tænkt sig at forlade sin kanslerstol, før end deres økonomiske og politiske integration er sat i faste rammer og medlemsoptagelserne datostemplet.
Projektet har rejst en voldsom debat om EU’s institutionelle rammer: Hvis foreningen udvides til 21 medlemmer, hvordan skal ministerrådet da kunne træffe beslutninger? Skal formandskabet fortsat rotere? Skal alle lande have kommissærer? Hvordan fastholde EU’s »integration i dybden«?
Glem det! For udvidelsen østover rejser et andet og langt mere eksistentielt spørgsmål: Vore fødevarer, de europæiske middagsborde.
ESSEN I Vesteuropas føderalistiske smedie er ikke længere kul- og stålunionen. Sådan begyndte det hele for Jean Monnet og Konrad Adenauer i efterkrigsårene; det føderale Europa skulle bygges på en basisindustriel trustdannelse. Dens monumenter har EU-cheferne her til morgen kunnet studere på autobahnerne ind gennem Essens tætte skorstensrøg.
Strategien blev lagt om i 1968. Nu betragtedes kontinentets koldkrigsdeling som et permanent vilkår, og det blev en prioritet af første rang at gøre Vesteuropa selvforsynende med fødevarer. Landbrugspolitikken blev føderalismens nye fundament – hvad der også passede fint med optagelsen af de nye stater, Storbritannien, Irland og Danmark.
I mange henseender har landbrugspolitikken været en succes. I de forløbne 25 år er der blevet gennemført en formidabel rationalisering af EU’s fødevareproduktion. Vore egne middagsborde bugner, billigt for forbrugerne. Vi kan endda eksportere et betydeligt overskud. Bønder i Østeuropa og Tredje Verden vånder sig over EU’s effektivitet.
Men det er et planøkonomisk system, som Polen, Ungarn og Bulgarien umuligt kan integreres i. Landbrugssubsidierne sluger idag mere end halvdelen af EU’s samlede budget på 533 mia kr. Skulle programmet udvides til de seks centraleuropæiske lande, ville det kræve en budgetforøgelse til anslået 1015 mia kr – hvoraf fødevarestøtten ville udgøre 74 procent! Hertil kommer den kolossale overproduktion, der i løbet af få år ville blive følgen af en sådan udvidelse.
Helmut Kohls projekt har altså en forudsætning, som både han, Poul Nyrup og Ingvar Carlsson bør gøre deres respektive vælgere klart: afvikling af EU’s landbrugspolitik. Heller ikke følgevirkningerne bør skjules: titusindvis af vesteuropæiske landbrugere vil blive væltet omkuld. Og forbrugerne vil i løbet af få år komme til at betale langt højere priser for langt mindre opulente middagsborde.
DER KRÆVES ingen ekspertviden om Frankrigs nyere EU-slagsmål for at kunne indse, at projektet umuligt kan vinde folkelig støtte her – mindst af alle steder. Jaques Delors mangler endnu at dokumentere, at et fransk præsidentvalg kan vindes på forslagene om (1) at forskubbe EU’s geopolitiske centrum fra Paris-Bruxelles til Bonn-Berlin, og (2) at lade højteknologiske virksomheder træde i bøndernes sted (se side 9).
Altså: Essensen i den berømte fransk-tyske koalition, der frem til 1989 var EU-processens dynamo, synes ikke længere intakt. Det samme gælder mantraet »nationalstatens død«. Efter 1989 har det vist sig, at nationalstaten kun er død ét sted i Europa – i Tyskland. Det skete i 1945.
Når de nationale overhoveder i Essen så har overstået oksestegen og sauerkrauten og østlandene, vil de under desserten blive præsenteret for den samme sandhed, én gang til. Når sandheden om den seneste uges storkrise i NATO skal frem, er den fremkaldt af, at Frankrig og Storbritannien har allieret deres nationale interesser om at blokere for USA’s – lidet europæiske – politik i Bosnien. I den sag har den nye Paris-London akse sat den godmodige storkansler lidt ud på sidelinjen.
Det er populært hos de nationale vælgere. Spørgsmålet er, om det også smager godt i Essen? Glider det … birk