Af KLAVS BIRKHOLM – ledende artikel i Dagbladet Information 1.maj 1995
Ordet kommer af latin, socialis, en tillægsform af socius: fælle, forbundsfælle. Bogstaveligt talt betyder »socialisme« altså at fremme fælle-skabet, hvor fælle er fælle bedst. Det samme fænomen, der på engelsk kaldes fellowship, på tysk Genossenschaft.
Deres lederskribent mener at kunne lokalisere ordets indtræden i den politiske debat til året 1803, da den gejstlige Giacomo Giuliani i Vicenza udgav bogen L’antisocialismo confutato (gendrivelse af anti-socialismen). Paradoksalt nok stiller Giulianis budskab ham på linje med briten Edmund Burke, i de samme år grundlægger af den europæiske konservatisme: »Anti-socialismen« er betegnelsen for den individualistiske, samfundsopløsende strømning, der udgår fra Rousseaus lære og den franske revolution. Broder Giacomo advarer mod dyrkelsen af de individuelle frihedsrettigheder, som vil underminere både traditioner og fælle-skaber. Det er langt mere end bare en pudsighed, at »socialismen« her i sin første optræden forbindes med den private ejendomsret, der gennem århundreder havde været ét af fælle-skabets solide fundamenter. (Det var før, nogen havde hørt om aktieselskabsformer, derivativer og transnationale fusioner.)
Fra Norditalien vandrede det nye ord nordpå. Det blev overtaget af den britiske tekstilfabrikant, Robert Owen, hvis utopiske »socialister« søgte at opbygge mønstersamfund, baseret på produktionsfælle-skaber og fuldstændig lighed mellem alle. Men samtidig blev det også overtaget af den franske greve, Henri de Saint-Simon, hvis utopiske »socialisme« var et program for en europæisk superstat – rationelt styret af industrialister, teknikere og videnskabsmænd – med en vidtgående socialforsorg, som skulle sørge for at fremme arbejdsevnen og dermed produktiviteten.
I de følgende tiår grundlagde Karl Marx og Friedrich Engels den internationale arbejderbevægelse på den paradoksale (og i realiteten umulige) forening af disse to, vidt forskellige bestræbelser. På den ene side den anti-statslige, som søgte mod traditioner og fælle-skaber, og som byggede på håndværks- og andelssammenslutninger. På den anden side den storindustrielle, som var teknologisk begejstret, elitær og fremskridtsdyrkende.
Hele bevægelsens efterfølgende historie kan ses som ét langt, smerteligt vidnesbyrd om striden mellem disse to betydninger af grundordet – den indre kamp om, hvad der egentlig er »socialismens« mening.
OGSÅ 1.MAJ-dagen har været præget af dén modsigelse: Årligt tilbagevendende, unævnelige uoverensstemmelser om »grundlag«, paroler, talere og »agitationsfrihed« – mellem kommunister, socialdemokrater, folkesocialister, venstresocialister, trotskister, maoister, anarkister og andre bevægelser i bevægelsen.
Støtte eller angribe Sovjetunionen? Støtte eller angribe Socialdemokratiets indkomstpolitiske kontrakt mellem stat, arbejdsgivere og fagbevægelse? Støtte eller angribe EU-Unionen?
Alt har sin tid. »Arbejderklassens internationale kampdag« blev grundlagt i 1890 på 2. Internationales proklamation om indførelse af 8 timers arbejdsdag, overalt og for alle. Også denne parole blev bærer af den klassiske tvetydighed: På den ene side et økonomisk krav om udvikling af virksomhedernes produktivitet, så »lønarbejdets forbandelse« kunne indskrænkes til en tredjedel af tilværelsen. På den anden side en politisk bestræbelse for at give alle – faglærte som ufaglærte, cigarmagere, kuske og stukatører, såvel som tarmrensere og butiksassistenter – en ligeberettiget plads i samfundet og folkestyret.
Alt har sin tid. Den videnskabelige rationalitets fortsatte indsats for produktivitetsforøgelse og endnu mere produktivitetsforøgelse har nu den modsatte effekt: at flere og flere udelukkes fra en ligeberettiget plads i samfundet og folkestyret. Vi kalder fænomenet for »jobløs vækst«, udstødning og fællesskabernes opløsning.
Den internationale arbejderbevægelse er i total kollaps på grund af sin manglende evne til at besvare denne udfordring. Enhver velbjerget smed er jo, ligesom hans fagforeningsformand og hans socialdemokratiske statsminister, overbevist om, at hvis vi ikke fortsætter med at øge produktiviteten, så kommer amerikanerne, japanerne og til sidst også kineserne og bomber os allesammen tilbage til stenalderen. Bevægelsens egentlige 1. maj parole er derfor i dag: Fanden tage de sidste!
OMEND Mogens Lykketoft udtrykker dette skønsomt som et »serviceeftersyn af velfærdssamfundet«, forbliver meningen dog den samme: Fremtiden skal bygge på de højtuddannede, der mestrer den abstrakte manipulation med edb-mediets profitable muligheder. Ingen kan bekymre sig om de håbløst langtidsledige, der udelukkes fra ethvert fælle-skab, bortset fra dét foran købmanden på torvet. Ingen kan bekymre sig om at hjælpe de 82 aktionerende buschauffører i Esbjerg, der tydeligvis er komplet forvirrede over påstanden om, at en privatisering vil øge effektiviteten i den offentlige transport – og at en sådan effektivisering er »et fælles gode«.
I den forstand er den socialistiske arbejderbevægelses sygdom til døden ejendommeligt nok, at den omsider har overvundet sin gamle modsigelse mellem stordrift-drømme og håndværker-stolthed. »Fremskridtet« i produktionens internationalisering og teknologisering har endegyldigt taget livet af håndværkets skønhed, håndværkerens stolthed og hændernes folkestyre. Saint-simonismen har sejret ad helvede til. Selv »demokratiet« underlægges nu de globaliserede medier og det globaliserede åndsværk – i form af CNN, TV-1, FN, EU o.s.v.
Ganske konsekvent har fire fortænkere på Socialdemokratiets venstrefløj i dagens anledning offentliggjort endnu et saint-simonistisk manifest: En Europæisk Utopi – strategi for en velfærdsunion. Forfatterne – Erik Meier Carlsen, Henrik Sass Larsen, Lars Olsen og Hans Stavnsager – fortjener anerkendelse, fordi de skærer igennem al oldtidsromantik og belærer deres partifæller om den nøgne sandhed: EU er (rest)socialismens sidste chance. Kun ved at give mere unionistisk magt til Bruxelles, kan 60’ernes og 70’ernes keynesianistiske velstandsprojekt videreføres. Så må fanden tage amerikanerne, japanerne og kineserne.
Hvis enkelte landsbytosser stadig tror på fælle-skaber og andelsforeninger, kan vi kun anbefale dem at aflægge de røde faner og vedstå ur-socialismens slægskab med den oprindelige konservatisme.
birk