Af KLAVS BIRKHOLM – leder i Dagbladet Information 27.september 1995
UDTRYKKET skyldes Frankrigs præsident, Jacques Chirac. Under weekendens EU-topmøde på Mallorca udtalte han, efter en samtale under fire øjne med Helmut Kohl, foranlediget af postyret om Tysklands seneste meldinger vedrørende den økonomisk-monetære union: »Kansleren talte med bibelsk klarhed. Dette er et ikke-problem.«
Hvad den tunge tysker sagde bag de lukkede døre, ved vi ikke. Så hvorvidt Chirac tænkte på Moses eller profeterne, Apokalypsen eller lignelsen om de gemte talenter, skal vi undlade at gisne om. Desuden er planerne om at sammensmelte de europæiske valutaer i én fælles mønt grundlæggende et fransk-tysk anliggende, og har altid været det. Derfor var det helt ude fra sidelinjen, at den engelske premierminister, John Major karakteriserede planerne som »noget, der minder om en regndans«. For vort eget vedkommende har vi allerede for fire år siden profeteret, at denne opskruede utopi kan ende med at slå hele EU-samarbejdet i ruiner – men det var ligeledes fra sidelinjen.
Mallorca-topmødet viste, at »ikke-problemet« omsider er ved at rykke ind i opmærksomhedens centrum. Dér har det hele tiden befundet sig for nogenlunde klarttænkende finanseksperter og centralbankdirektører. EU-politikerne har til gengæld været spærret inde i deres egen utopi. Nu begynder deres bevidsthed at famle ved tremmerne.
RØRET begyndte et par dage før topmødet, da Tysklands finansminister, Theo Waigel fortalte Forbundsdagens finansudvalg, at hverken Italien eller Belgien ville have store chancer for at opfylde adgangsbetingelserne til den økonomisk-monetære union (ØMU) inden Maastricht-traktatens frist, den 1.januar 1999.
Det var ellers planen, at de 15 stats- og regeringschefer skulle have benyttet de to dage på Mallorca til at drøfte videre integrationsskridt og optagelse af nye medlemslande fra Centraleuropa (dagsordenen for den nye regeringskonference, der skal begynde næste forår i Firenze). Men Theo Waigels udtalelser fremkaldte så voldsomme reaktioner, både blandt EU-politikerne og på valutamarkedet, at dette »ikke-problem« kom til at overskygge alt andet på Mallorca.
Ikke fordi nogen valutahandler havde bildt sig ind, at Italien og Belgien ville kunne nå at løse deres gældsproblemer inden traktatfristen. Men fordi en så entydig formulering fra finansministeren i det land, hvis valuta er altafgørende for hele ØMU-projektet, kun kunne tolkes som en tilsigtet genåbning af hele den fortrængte debat om misforholdet mellem adgangsbetingelserne og den økonomiske virkelighed i flertallet af medlemslande.
At den tolkning var rigtig, er til fulde blevet bekræftet efter topmødet. Dels af Theo Waigel selv, som nu kalder debatten »helt nødvendig« og gentager, at »intet land skal forvente nogen udtynding af adgangskravene blot for at kunne overholde tidstabellen«. Dels af chefen for den tyske Forbundsbank, Hans Tietmeyer, som selvbevidst udtaler, at hans gremier på rette tid og sted vil gøre det klart, hvilke lande der kan lukkes ind i D-mark zonen. Så ved enhver, at de andre må blive ude i kulden – så magtfuld er Forbundsbanken – uanset, hvad EU-kommissionen og EU’s Monetære Institut til den tid måtte finde på at indstille.
OVERRASKENDE er de tyske positioner på ingen måde. De blev fremført igen og igen under regeringskonferencen op til Maastricht-traktaten, og dr. Tietmeyer udtalte sig ganske tilsvarende, da vi i forsommeren 1991 interviewede ham her i avisen. Det eneste nye er, at Kohl og Waigel synes at have opdaget nødvendigheden af at tale klart, også til EU-partnerne – 75% af alle tyske vælgere er imod opgivelsen af »vores D-mark«, og et stigende antal tyske opsparere flytter nu i bekymring deres investeringer over i Schweizer-Franc.
Overraskende er det heller ikke, at de skarpeste reaktioner på Waigels udtalelser hverken kommer fra italienske eller belgiske politikere, men fra Paris, hvor ministerpræsident Alain Juppé ærgerlig erklærer: »Hvis man ønsker at undgå ØMU, skal man bare skærpe tonen.« Lige siden Berlin-murens fald har Frankrig opfattet med-kontrollen over Europas stærkeste valuta som sin strategiske modydelse for Tysklands genforening. Men endnu engang er den svækkede franske Franc af det valutariske samarbejde med D-marken, og Chirac kan inden længe blive tvunget til det ubehagelige valg mellem renteforhøjelse og kursjustering.
Men dramaets clou er, at Frankrig og Tyskland nu gennem ti år har investeret så voldsom politisk kapital i ØMU-projektet, at de ligesom Macbeth må øjne ligeså meget blod i et tilbagetog, som i en fortsættelse.
Bevidstheden famler ved tremmerne. Jo før, den bryder ud, jo større er chancen for at undgå en ødelæggelse af EU-fællesskabet. Chirac og Kohl må for vor skyld gerne tænke bibelsk. Bare de når til klarhed. birk