Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Dagbladet Information 12.januar 1996
René Descartes (1596-1650) skabte den matrice, som modernitetens europæiske civilisation er bygget på. Descartes’ greb var at ligne stoffet med rummet: at sidestille materie og udstrækning. Derved “ophævede han den reale forskellighed i det fysiske univers, som nu ufejlbarligt adlød nogle få, simple og alt-forklarende mekaniske love”. Han “reducerede Gud til universets logisk nødvendige skaber og opretholder – en magt, som var konstant og derved berøvet enhver signifikant betydning for forklaringen af specielle tildragelser”. Således gjorde Descartes “definitivt op med den klassiske forestilling om Kosmos – en hensigt og mening i Naturens Orden. Verden blev uden sjæl, og kun på den antagelse kunne den moderne videnskab udvikle sig. Ingen mirakler og ingen mysterier, ingen guddommelig eller djævelsk indgriben i begivenhedernes gang var længere tænkelig. Af denne enkle grund blev alle senere (og stadig igangværende) forsøg på at sammenlappe bruddet mellem de gamle tiders kristne visdom og det såkaldt videnskabelige verdenssyn dømt til at savne overbevisning.”
Kolakowski er efter Klavs Birkholms opfattelse en af det 20.århundredes mest oversete filosoffer
Det hævdede Leszek Kolakowski i 1986. Hans nye bog er en afdækning af det måske mest storladne af alle forsøgene på “at sammenlappe hullet” post cartesius: Pascals tragiske felttog mod rationalismens ånd.
Gud skylder os intet bærer undertitlen “en kort bemærkning” om Pascals religion og Jansenismens ånd. Endnu mere beskedent taler Kolakowski i forordet om bogen som “kun en randnote” (no more than a gloss). Mere træffende er nok forlagets omslagstekst, hvor denne nytolkning af én af 1500-tallets mest vidtrækkende idékontroverser karakteriseres som “intet mindre end revolutionerende”.
Blaise Pascal (1623-62) var matematiker og fysiker; han grundlagde sandsynlighedsregningen og konstruerede den mekaniske regnemaskine. I mange henseender var han elev af Descartes. Men det er velkendt, at Pascals filosofisk-litterære hovedværker, Lettres provinciales (1656-57) og Pensées (1670) fremtrådte som magtfulde advokaturer for den katolske kirkes førende anti-jesuitiske og anti-humanistiske reaktion: jansenismen.
Denne bevægelse, der fik sit centrum i klostret Port-Royal lidt uden for Paris, var inspireret af den hollandske biskop Cornelius Jansenius (død 1638). Hans centrale læresætninger blev lyst i band af pavens bulle Cum Occasione (1653) – netop ved den tid, da Pascal for alvor knyttede sig til jansenismen.
Vi skal her huske på, at i de første to århundreder efter reformationens begyndelse dominerede ét bestemt spørgsmål alle teologiske debatter i den katolske verden: Er den guddommelige nåde forligelig eller uforligelig med menneskets frie vilje? Det var synet på nådens forudbestemmelse og menneskets frihed, der so oder so delte alle Europas sekter og skoler fra hinanden – lutheranere, calvinister, gallikanere, thomister, jesuiter, jansenister, etc – og bevægede alle kirkens officielle doktrindokumenter, fra bandbullen mod Luther i 1520 til fordømmelsen af den sidste jansenist-leder Pasquier Quesnel i 1713 (tre år efter, at Port-Royal på Ludvig XIV’s begæring var blevet jævnet med jorden).
Romerkirkens lange opgør med jansenismen var det centrale vendepunkt – med Kolakowskis ord “en skelsættende begivenhed i kristenhedens historie og dermed i den europæiske idéhistorie; ikke en længst hengemt trætte mellem disputerlystne middelalderlige ånder”.
Bogens 1.Del analyserer dette opgør. Kolakowskis “revolutionerende” tese er, at kirken i selvsamme proces skilte sig af med den augustinske lære, som havde været dens eget urokkelige fundament siden 400-tallet, for i stedet at antage en modificeret form for pelagianisme (en teologi beslægtet med Augustins samtidige modstander, kætteren Pelagius).
Bogens 2.Del analyserer Pascals religiøse og filosofiske kamp mod denne kirkelige tilpasning til moderniteten – en kamp med overraskende og nutidige perspektiver.
Som sædvanlig søger Kolakowski at fastholde modsigelsen. Hans egne sympatier er delte, vedstår han. Og citerer Bayle: “Så elendig er menneskets skæbne, at det lys, der udfrier os fra det ene onde, kaster os i armene på det andet.”
Jansenisterne var de reaktionære. De forsvarede Augustins rene lære: Gud er almægtig, og det er umuligt at forestille sig hans vilje forpurret af mennesker. Vi er håbløst fordærvede af arvesynden; ved egne kræfter kan vi kun begære det onde og gøre det onde. “Gud skylder os intet”. Men har vi modtaget Guds nåde, kan intet forhindre os i at gøre det gode. Heroverfor stod jesuiternes moderne retfærdigheds-teologi: ethvert menneske er ansvarligt for sin frelse eller fortabelse, ingen af delene kommer ufortjent.
Jesuiterne beskyldte (med betydelig ret) Jansenius’ grundsætninger for at stemme overens med Calvins kætterske lære om den dobbelte og ubetingede prædestination. Omvendt fremhævede jansenisterne, at essensen i det pelagianske og semi-pelagianske kætteri var tesen om, at mennesket af natur er ufordærvet, og at enhver er fri til at træffe sine valg mellem det gode og det onde.
Længe søgte kirken at undvige en stillingtagen i denne faretruende strid. Men parterne æggede på alle linjer, fra højteologiske læreskrifter til intriger i Vatikanet. Så Paven til sidst måtte fordømme de rene augustinere som “Satans disciple og følgesvende”!
I den forstand ‘vandt’ jesuiterne. Selv om Port-Royal og (især) Pascal fik latterliggjort og udgrænset de kasuistiske “slappere”, så kom kirken til den konklusion, at dens eneste chance for overlevelse i modernitetens nye verden var at tilpasse sig doktrinen om menneskelig retfærdighed og menneskelig frihed.
Paven overspillede ganske vist sit forsvar for kirkens autoritet. Derved fremkaldte han et politisk tilbageslag: Utilfredsheden i den franske gejstlighed bidrog i 1700-tallet til at forvandle jansenismen til en anti-royalistisk bevægelse. Pascal blev ‘libertær’ læsning. Helt imod sin egen, oprindelige ånd blev jansenismen én af de bevægende kræfter i den franske revolution. Men i kirkelig henseende er jesuiternes (semi)pelagianisme i dag autoritativ: Guds nåde er ikke længere enerådende; alle kristne er blevet ‘Herrens medarbejdere’.
Den sag er nu længst afgjort; ingen læser i dag Port-Royals klassiske tekster, bortset fra idé-arkæologer. Hvorfor er Pensées da blevet stående som et af de mest monumentale (og mest kommenterede) værker i filosofiens historie? Fordi Pascal allerede har indset stridens udfald og taler til en verden i sækulariseringens vold.
Hans forehavende er at argumentere dialogisk og rationelt for fornuftens grænser – og for hvad man bør tro og ikke tro hinsides disse grænser. Hans fremgangsmåde er cartesiansk: I den naturlige verden, hvor vi observerer og ræssonnerer os til tingenes sammenhæng, befinder erkendelsen sig i tusmørket, uden definitive sikkerheder. Gud er skjult.
Skjult for den ikke-troende. Fra geometrien ved Pascal, at aksiomer ikke kan defineres og elementære begreber ikke bevises. Men “hjertet”, den intellektuelle intuition ved med “ekstrem naturlig klarhed”, hvad rummet, bevægelsen, tallet, ja selv hvad uendeligheden er. Det er sandheder, der ikke kan bevises rationelt. Og de findes ikke kun i matematikken. “Vi ved, at vi ikke drømmer”, som Descartes siger.
Således også de religiøse sandheder: “Dem, som Gud gav religionen ved hjertets følelse, er velsignede og legitimt overbeviste; men dem som ikke har religionen, kan vi kun give den med ræssoneren og vente, indtil Gud giver dem den ved deres hjerters følelse, uden hvilken troen kun er menneskelig og uden frelse”.
Guds eksistens kan ikke bevises, kun kendes af hjertet. Derfor er viljen og ikke forstanden et afgørende organ for troen. Viljen afgør, om vi leder vores kærlighed mod Gud eller mod os selv. Ateister mangler ikke hjertets følelse, de vil ikke vide af den og dækker sig derfor under det umulige krav om rationelle eller empiriske beviser for Guds eksistens.
At Gud er skjult, bekræfter netop kristendommens sandhed. For en fuldkommen klarhed ville hjælpe forstanden og skade viljen – mennesket ville miste enhver ydmyghed.
Pascal forener således Augustin med Descartes. Naturens lys og åbenbaringens lys skinner i to adskilte verdener. Alle hypoteser, der ikke kan afprøves – dvs falsificeres (Pascal foregriber her Popper) – er videnskabeligt tomme. Guds eksistens kan der aldrig føres videnskabeligt bevis for. Men alle hypoteser, der kan afprøves, må accepteres eller forkastes i overensstemmelse med empirien – og ikke af nogen anden grund. Et religiøst dogme kan ikke interferere i videnskabens undersøgelser.
Denne duale verden, hvor den videnskabelige rationalitet altid er henvist til en sekundær rolle, stiller Pascal i skarpeste modsætning til Thomas Aquinas (1225-74), hos hvem tro og viden, himmelsk og jordisk, evigt og timeligt endnu befinder sig i fuldkommen harmoni.
Pascal besvarede den nye virkelighed efter at Descartes. Han tilegnede sig den videnskabelige metode og bidrog selv til den. Men han radikaliserede Descartes skepticisme! Bag samtidens optimistiske fornuftstilbedelse afslørede han den forklædte desparation.
I dette greb er han beslægtet med vort århundredes eksistensfilosofi (selv om løsningstilbuddene er vidt forskellige). Med Kolakowskis ord: “Begge tilstræber en filosofisk oversættelse af den skjulte panik (fejlagtigt kaldet rationalitet, videnskab, fremskridt, etc), som vi bærer dybt i vore hjerter, når vi møder den verden, vi har tømt for mening. Forgæves foregiver vi at være muntre. Det er dette fremstød mod Oplysningstænkningen, der gør Pascal til vor samtidige.”
Leszek Kolakowski: God Owes Us Nothing. A Brief Remark on Pascal’s Religion and on the Spirit of Jansenism. 250 sider. University of Chicago Press, 1995
(PS) Leszek Kolakowski
… er født 1927 i Radom, Polen. Under krigen blev hans far fanget af de polske fascister, udleveret til Gestapo og henrettet. Teenage-årene under besættelsen tilbragte han på et afsides gods med et stort bibliotek, og allerede som 26-årig blev Kolakowski – efter at have gjort sig bemærket med originale afhandlinger om Avicenna og Spinoza – dr.phil. ved Warszawas Universitet (hos den tids førende marxist, Adam Schaff.)
Under oktober-opstanden i 1956 trådte Kolakowski frem som en af de ledende talsmænd for en humanistisk marxisme. Det skaffede ham en offentlig kritik fra Gomulka (der jo overtog magten ved den lejlighed) – og Kolakowskis stridbare tidsskrift Po Prostu måtte gå ind. Men han startede bare et nyt, Studia Filozificzne. Både her og fra sin lærestol som professor i filosofi ved Warszawas Universitet vendte han sig mere og mere kritisk mod selve marxismen. Fra denne periode stammer Kolakowskis mest berømte bog, Mennesket uden alternativer (1960).
Ved bogens udgivelse på dansk i 1966 fortolkede Villy Sørensen “mennesket uden alternativer” som det menneske, der ikke længere står i en så beklemt situation, at det kun har én valgmulighed: for eller imod – men tværtom har vundet friheden til at indtage et tredje standpunkt, et hverken-eller. Det menneske, der ikke ser friheden i sejren over modstanderen (altså alternativet), men i dialogen, i samtalen med ham. I den forstand er Kolakowski en meget tidlig repræsentant for den idé, der 30 år senere kom til at bære den anti-totalitære opposition i Central- og Østeuropa til målet: nemlig, at den slet ikke skulle satse på magten.
I Mennesket uden alternativer taler Kolakowski endnu som en oppositionel indenfor den socialistiske bevægelse (selvom bogen indeholder betragtninger om fremtidens uforudsigelighed; umuligheden af at skabe en konfliktfri verden; lyksaligheden ved at mennesker altid handler inkonsekvent; og endda det guddommeliges åbenbaring i historien). Men i 1966 blev han ekskluderet fra det polske kommunisparti som “fjende af folket”. Og i 1968, da han stillede sig på studenternes side i oprøret på Warszawas Universitet, mistede han også sit professorat. Ad omveje tog han til England og blev fellow ved All Souls College i Oxford; det var her, han i 70’erne gjorde afregning med marxismens undertrykkende utopi:
På den ene side “betonede marxismen – i overensstemmelse med arven fra Oplysningsbevægelsen – kraftigt individernes selvbestemmelsesret og deres frie udvikling som den højeste af alle værdier. Men på den anden side arvede den også en romantisk længsel efter samfundets fuldkomne enhed og harmoni. Disse to tendenser står i realiteten i skarp indbyrdes konflikt, og de genspejles i to helt forskellige opfattelser af, hvordan et socialistisk samfund i grunden bør indrettes. Marxismens rationalistiske og utilitaristiske side frembragte visioner om en socialisme bestående af individuel lykke, overflod, fritid og skabende formåen. Den romantiske side fremhævede derimod behovet for en tilbagevenden til et organisk fællesskab. Derved fik teorien et element af totalitarisme, eftersom den fuldkomne enheds ideal bestemt ikke kan virkeliggøres i nogen anden form end despotiets.”
Kolakowski udviklede sig i 70’erne og 80’erne til én af dette århundredes helt store tænkere – ikke mindst med en række metafysiske og religionsfilosofiske hovedværker. Mærkeligt, at han stadig mest er kendt for Mennesket uden Alternativer. Det skyldes muligvis opgøret med hans egen marxistiske udgangspunkt: liberalister bryder sig ikke om udgangspunktet og socialister bryder sig ikke om opgøret. Dét udfoldes især i bøgerne Der revolutionäre Geist (1972), Marxismus – Utopie und Anti-Utopie (1974) og de tre bind Die Hauptströmungen des Marxismus (1977-79).
I Le besoin religieux (1973) beskæftiger Kolakowski sig med sækulariseringens indre selvmodsigelser: kan et samfund overhovedet dispensere fra enhver forestilling om det hellige? Husserl and the Search for Certitude (1977, 1986) undersøger fænomenologiens forsøg på at nå erkendelsens yderste kilder. Narr und Priester. Ein philosophisches Lesebuch tematiserer et problem, der gennemvæver hele Kolakowskis værk: at sandheden ikke kan findes som éntydig. Die moderne auf der Anklagebank (1990) er en retrospektiv essaysamling, der vittigt afdækker modernitetens tro på den fuldkomne rationalitet.
Blandt værker, der er ukendte for mig kan nævnes: Der Einzelne und die Uendlichkeit. Über die Freiheit und ihre Antinomien bei Spinoza (1969), Falls es keinen Gott gibt (1982), Philosophie de la religion (1985), Henri Bergson. Ein Dichterphilosoph (1985), Horror Metaphysicus (1989) og Tales fron the Kingdom of Lailonia & The Key to Heaven (1992).
Trods forskellige udmærkelser (Erasmus-Prisen 1983, Ernst Bloch-Prisen 1991) må Kolakowski være en af vor tids mest oversete filosoffer. Han nævnes stort set aldrig i filosofiske oversigtsværker.