Af KLAVS BIRKHOLM – leder i Dagbladet Information 17.januar 1996
Jesus Kristus er død, Karl Marx er død, selv Tyskland har det ikke helt godt.
Corriera della Sera
CITATET fra en leder i Italiens største dagblad er blot den seneste salve i krigen mellem Vesteuropas Uforenede Stater om det økonomisk-monetære unionsprojekt (ØMU). Det er en krig med mange fronter – der er et italiensk-tysk mellemværende, et fransk-tysk mellemværende, et italiensk-fransk mellemværende, et britisk-tysk mellemværende, et dansk-dansk mellemværende og mange andre mellemværender. Det eneste, der synes helt sikkert, er at krigen vil eskalere, og at vi i det kommende halvandet år vil komme til at høre meget mere fra dens fronter.
Først må det lige resumeres, at drømmen om en europæisk møntunion – i denne omgang – blev sat på dagsordenen i midten af 80’erne. Jacques Delors’ idé var at drive medlemslandenes økonomiske integration så vidt, at kvantitet til sidst ville slå over i kvalitet (i form af den politiske integration, der tydeligvis ikke kunne frembringes ad direkte vej). Første fase skulle være Det Indre Marked, som fastlagt med Den Europæiske Fælles Akt i 1986. Anden fase skulle være den fælles mønt, som bekræftet på de 12 stats- og regeringschefers Hannover-topmødet i 1988.
Det var før Jerntæppets opløsning, før Sovjetunionens sammenbrud, før Tysklands genforening. ØMU er udtænkt som 90’ernes store projekt af politikere, der ikke i deres vildeste fantasi havde forestillet sig så radikale forandringer af Europas kulturelle geografi.
OM NOGET rummer den historie en erfaring om umuligheden af at projicere udviklingstendenser fra samtiden til fremtiden. Ikke desto mindre var det netop, hvad de 12 fremturede med under regeringskonferencen i 1990-91. ØMU-projektet blev kernen i det ulyksalige traktatværk fra Maastricht. Og fremskrivninger af medlemslandenes »konvergerende« økonomiske udvikling i en stram og indispensabel tidstabel blev kernen i ØMU-projektet.
I dén grad deponerede EU-lederne deres politiske kapital i veksler i dette projekt, at jo mere »konvergensen« nu afløses af divergens, og jo mere urealisabel tidstabellen forekommer, jo højere lyder råbene omkring dødslejet. Snart manisk-optimistisk, som på Madrid-topmødet i sidste måned. Snart aggressivt-pelsende, som i Corriera della Sera’s skadefro kommentar til Tysklands økonomiske vanskeligheder. Snart desperat-besværgende, som i CDU-politikeren Karl Lamers’ forslag om et »Europæisk Stabilitetsforbund« som en slags associeringsordning for de lande, der ønsker at stå uden for ØMU.
MÅDEN OG tonen varierer, men Tyskland er hele tiden i hovedrollen. Og det er kun naturligt. Dels er Tyskland kontinentets økonomiske reaktor, hvis tilstand alle er afhængige af. Dels har Tysklands økonomiske politik i efterkrigstiden gjort D-marken til én af verdens stærkeste valutaer. Dels har tyske politikere og økonomer hele tiden været krystalklare i deres ØMU-politik – og dermed sat dagsordenen for alle andres diskussion.
En møntunion etablerer »et uigenkaldeligt broderskab mellem deltagerlandene«, fastslog Forbundsbanken allerede i 1990. Med samme valuta, samme rente og samme pengepolitik kan økonomiministrene ikke længere diskriminere (hverken negativt eller positivt) mellem geografiske regioner. Hvis man vil undgå politiske eksplosioner i befolkningerne, er det derfor helt afgøærende at fastholde de stramme adgangsbetingelser: langvarig kursstabilitet, lav inflationstakt, konvergerende rentesatser og stram budgetdisciplin.
Det var sådan set bare det budskab, finansminister Theo Waigel gentog i efteråret med sin ligefremme konstatering af, at Italien næppe ville kunne nå at blive klar til den fastsatte ØMU-start 1. januar 1999. Hvis italienske politikere og lederskribenter først da opdagede alvoren – ja, så var det i sandhed på tide.
AT SAMME Waigel forleden måtte medgive, at Tyskland – med et budgetunderskud på 3,6 procent af bruttonationalproduktet – nu heller ikke tilfredsstiller Maastricht-betingelserne, kan måske nok give anledning til sarkasmer fra de fornærmede, men næppe komme som en overraskelse for nogen.
Tysklands økonomi er mere end anstrengt af genforeningen. Som Erik Holm gjorde opmærksom på forleden i en replik til Marianne Jelved (Information 10.1), kan møntunionen mellem de øst- og vesttyske delstater betragtes som et laboratorium, hvor det større europæiske projekt i øjeblikket afprøves. Gigantiske pengeoverførsler, voldsom belastning af finansbudgettet og pres på arbejdsmarkedet er en selvfølgelig konsekvens af de store geografiske forskelle mellem virksomhedernes produktivitet.
I lidt mindre skæbnesvanger forstand gælder den samme betragtning for et større område af EU: Se bort fra Belgien, Grækenland, Italien og betragt de restende 12 lande som en forgård til ØMU, ikke væsensforskellig fra det »Stabilitetsforbund«, Karl Lamers nu foreslår – altså lande, hvis politiske systemer med sved og tårer forsøger at leve op til konvergenskriterierne for at holde sig tættest muligt ved D-marken. Med en gennemsnitlig registreret arbejdsløshed på over 11 pct. er stram budgetdisciplin og offentlige besparelser ikke ligefrem den mest indlysende økonomiske medicin for disse lande. Men de føler de sig tvunget til at svælge den på grund af en tistabel, der er lige så politisk betydningsfuld, som den er økonomisk vilkårlig.
Hvad de skal bruge et »Stabilitetsforbund« til, er svært at sige. At få del i ØMU’s rigor mortis? Deres bedste håb er åbenbart den eneste virkelige nyhed fra Tyskland: at politikere fra alle fløje nu taler åbent om planens umulighed. birk