Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Dagbladet Information 15.juni 1996
Jeg befandt mig omtrent dobbelt så langt fra det bulgarske mål som linjevogter Henning Knudsen. Alligevel var jeg ikke i tvivl: bolden kom over målstregen, da den rumænske midtbanespiller Munteanu med et kanonskud ramte overliggeren, hvorfra bolden sprang ned på græsset bag målmand Mihaylov og tilbage i spil. De hollandske og franske journalister, jeg sad iblandt, var alle af samme opfattelse. Men Peter Mikkelsen vinkede afværgende – hans linjevogter havde ikke haft flaget oppe.
Det skete i kampens 31. minut, og de efterfølgende øjeblikke blev præget af hektisk aktivitet. Ivanov headede bolden væk fra den bulgarske målstreg, men rumænerne fastholdt presset. I Bulgariens stadig overbefolkede straffesparkzone så man en stresset Balakov taget hånden til hjælp. Igen appellerede rumænerne – og igen vinkede Peter Mikkelsen spillet videre.
Der syntes at gå evigheder, før det interne TV-kredsløb omsider viste et replay af den dramatiske langskudssituation. Mens en bulgarsk spiller nede på banen tog tilløb til et tilfældigt indkast, lød der pludselig et mægtigt aaaahh! fra de mange hundrede journalister i presselogen: still-optagelsen gjorde enhver tvivl til skamme – bolden var i mål, næsten en halv meter indenfor stregen.
For rumænerne blev den danske dommertrios fejlkendelse som bekendt fatal. Trods overvægt i spillet og mange nydelige nipserier på tværs foran modstanderfeltet formåede de aldrig at udligne den føring, som Stoichkovs eminente solopræstation havde skaffet Bulgarien allerede i kampens 3. minut. Herefter er EM-turneringen forbi for landstræner Iordanescu og hans mandskab; de har kun æren at spille for i deres sidste opgør mod Spanien.
Det rumænske fodboldforbund har indgivet en protest til UEFA. Den vil ikke få betydning for Hagi, Popescu, Lacatus & co.’s videre EM-deltagelse. Men mon ikke rumænerne nu vælger at støtte forslaget om at indføre en overdommer, som sidder uden for banen med en TV-skærm og har myndighed til at gribe ind i slige kritiske situationer? FIFA har tidligere afvist tilsvarende forslag, endda mange gange. Bl. a. ønskede de amerikanske arrangører ved VM i 1994 at give banedommerne lejlighed til at studere tvivlsomme situationer i slow repeat på storskærme.
Hvis denne EM-turnering fortsætter, som den er åbnet – med meget få scoringer og kun få kampe afgjort med mere end ét måls average – vil det nye forslag sikkert få vind i sejlene i FIFA. Lidt for mange points er blevet fordelt som følge af dommernes afgørelser: Schweiz fik uafgjort i åbningskampen efter en diskutabel straffekendelse mod Englands Stuart Pearce. Holland gik glip af et straffespark og måtte nøjes med uafgjort mod Skotland, da dommeren overså en overlagt hands.
Og der er flere eksempler. Heriblandt desværre turneringens to hidtil smukkeste scoringer. Den første faldt i opgøret mellem Spanien og Bulgarien, da Stoichov stormede regulært gennem det spanske midterforsvar og i et genialt timet opspring modtog et medløbslob, som han hængende i luften vollyede videre over målmand Zubizarreta – for fantastisk for den italienske linjevogter, der ukorrekt viftede off side.
Skønheden ved den anden fejlannullerede scoring – den her på St. James’ Park – bestod ikke alene i Munteanus rene aftrækker, men ligeså meget i Hagis overrumplende oplæg. Med et maskeret tilløb ved hjørnesparkspletten narrede den rumænske midtbanemaestro hele det bulgarske forsvar ind foran eget mål – kun for at aflevere en behersket servering bagud til sin skudstærke medspiller.
Efter EM’s afslutning vil disse to annullerede scoringer måske blive stående som turneringens flotteste. Alligevel vil det være en ulykke for fodboldspillets fremtidige udvikling, hvis FIFA føler sig fristet af tanken om at indføre en elektronisk overdommer.
En fodbolddommers væsentligste funktion kan nemlig aldrig være af juridisk karakter. Spillets regler er enkle, og forudsætningen for en god kamp er altid fair play hos begge hold. Dommerens opgave er at få spillet til at glide. Opgaven er ikke at votere og udlægge reglementerne efter en eller anden slags bevisførelse.
Selvfølgelig kan gemytterne komme i kog; i så fald må dommeren sætte sig i respekt med henstillinger, advarsler og om nødvendigt udvisninger. Men formålet med den slags ‘magtdemonstrationer’ er alene at få holdene til at spille fair igen. Den gode fodbolddommer er kendetegnet ved at han respekterer spillets rytme, undgår pedanterier, læser begge holds intentioner og i det hele taget medvirker til at gøre kampforløbet så musikalsk som overhovedet muligt. Ud fra den betragtning gjorde Peter Mikkelsen faktisk en bedre figur end eksempelvis den schweiziske Serge Muhmenthaler, der fløjtede opgøret mellem Kroatien og Tyrkiet halvt i stykker.
Og netop sådan ville det med sikkerhed gå de fleste kampe, hvis man indførte en elektronisk overdommer. Afbrydelse efter afbrydelse og verbale trakasserier – på bekostning af tilskuernes vidvinkeloplevelse på selve spillets arena: Oplevelsen af holdenes skaklignende manøvrer; af de taktiske fægtninger over hele banen; af holdenes balletlignende løbekoreografi, o.s.v. Kort sagt ville detaljen, den individuelle præstation, komme i fokus på bekostning af helheden og helhedsforløbet.
At det vil gå sådan, kan man ikke afvise; der er jo tale om en udvikling, der vil bringe det gamle spil endnu et stykke fra den sansede til den virtuelle virkelighed.
En af de store myter i EM-turneringens historie handler om Englands sejrsmål i 3-2 finalen mod Tyskland i 1966. Hundredevis af gange har man set den sort-hvide optagelse af bolden, der hopper fra overlæggeren ned på mållinjen, nøjagtig som Munteanus scoring her på St. James’. Havde TV-teknologien dengang været lige så udviklet som i dag, ville utallige kameravinkler sikkert definitivt have afgjort, hvad ingen har turdet sige med sikkerhed på grundlag af de gamle optagelser: Var scoringen OK?
Hvem ved? Og ville fodboldspillet blive rigere, hvis man kendte svaret? I den sansede virkelighed den dag for tredive år siden på Wembley blev englænderne Europamestre. Nogen anden virkelighed fandtes ikke.
I nutidens zoomede, allerede halvt virtuelle virkelighed, blev Informations EM-udsending til gengæld nærmest overfaldet af udenlandske journalister, der alle havde samme spørgsmål til deres enlige, danske kollega på St. James’: “Hvem er Henning Knudsen?”
Han var dagens historie. Ikke mødet mellem Letchkovs dybe kontraspil og Hagis elegante pasningsspil. Ikke bulgarernes i virkeligheden fortjente sejr og deres videre chancer i turneringen. Ikke spillet. Ikke kunsten. Men linjevogteren.
Jeg trak opgivende på skuldrene. Jeg ved ingenting om Henning Knudsen.