Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Dagbladet Information 18.juni 1996
EM-turneringen er a moment of glory for de seksten deltagende landstrænere. Året igennem må de finde sig i at stå i skyggen af de nationale turneringer, hvor al opmærksomhed rettes mod storklubberne og deres træneres dispositioner og orakeludtalelser. Men i denne måned er Alex Ferguson, Louis van Gaal, Johan Cruiff, Franz Beckenbauer – og hvad de allesammen hedder – for en stund blevet henvist til kulissen. Nu følges alle landstrænernes mindste bevægelser af en armé af TV-crews og blitzende fotografer. Selv den spinkleste udtalelse vendes og drejes af linjehungrende journalistskarer.
Her til lands dukker Englands Terry Venables og Skotlands Craig Brown op på skærmen hver eneste aften – ofte endda flere gange og i reglen med helt ligegyldige bemærkninger. Tilsvarende går det for sig på spansk TV, tysk TV, portugisisk TV, etc.
Hvor mange tons papir har italienske aviser ikke sat til på at kommentere Arrigo Sacchis ændringer af sit holds startopstilling efter Italiens succesrige åbningskamp mod Rusland? Hvad var trænerens dybere overvejelser bag den tilsyneladende besynderlige disposition at fjerne den velspillende angrebsduo Zola-Casiraghi (der i den første kamp havde sørget for to smukke fuldtræffere) til fordel for duoen Ravanelli-Chiesa? Og efter det overraskende nederlag til Tjekkiet: hvor mange tons papir er ikke yderligere blevet sat til på at vurdere de fatale konsekvenser af denne udskiftning?
Landstræneren er blevet manden i fokus. Den ene dag hyldet som helgen, den næste dag stemplet som landsforrædder. I de otte lande, der når at blive elimineret inden kvartfinalerne næste weekend, tegner fremtiden ikke lys for de hjemrejsende trænere. Ingen vil undre sig, hvis de første fyringer allerede rapporteres inden finalematchen den 30. juni.
Man kan kalde det hysteri. Men det er på den anden side en risiko, de pågældende trænere bevidst har påtaget sig – og bevidst har taget sig dyrt betalt for. Man kan endog argumentere for, at en del af dem gør, hvad de kan, for at bringe sig selv i den situation. I fokus.
For elskere af fodboldspillet som kunstart er følgerne af denne mediepåvirkning katastrofale. Først og fremmest fordi der er gået alt for meget taktik i det hele.
For fire år siden blev EM-trofæet vundet af et mandskab, der var ankommet helt uden fysiske eller taktiske træningsprogrammer. Det danske hold diskede slet og ret op med den form for fodbold, som spillerne i den givne situation havde lyst og evner til. Som enhver kunne se, frigjorde det mængder af kreative og fightende energier på banen.
Nu er det, som om en del af de seksten landstrænere har sat sig for at demonstrere, at den begivenhed var en besynderlig afvigelse; at EM-turneringen, når alt kommer til alt, er en toreadorkamp mellem trænernes strategiske overblik og taktiske klogskab. Spillerne skal disciplineres til at danse efter trænernes partitur. Og ingen skal tro, at det bedste hold er holdet med de bedste spillere. Stjerner som Roberto Baggio, Eric Cantona og Raul Gonzales behøver man slet ikke at bringe med til England; deres spektakulære spil er nemlig ikke til at styre.
‘Holdspillet’ – engang et begreb, der handlede om at spille uselvisk for hinanden og at kæmpe sammen som et team – er nu blevet forvandlet til noget nivellerende management: ‘Holdet’ er trænerens, ikke spillernes. ‘Holdet’ sammensættes ikke af de dygtigste og mest kreative, men af dem der bedst kan indordne sig trænerens funktionsbeskrivelse af den-og-den bestemte opgave på banen.
Et meget eksponeret eksempel er Englands første puljekampe, hvor Terry Venables insisterede på at benytte den stereotype Tottenham-spiller Teddy Sheringham som angrebsdirigent, mens Liverpools langt mere bevægelige og opfindsomme Steve McManaman blev anbragt på en bunden opgave som venstrekantspiller og hans dynamiske holdkammerat Jamie Redknapp simpelthen blev henvist til bænken. Efter en målløs og temmelig katastrofal 1. halveg i lørdagens afgørende match mod Skotland, besluttede Venables – det må siges til hans ros – i sidste øjeblik at kaste tøjlerne. Redknapp kom på banen og McManaman fik frie hænder: Hvilken forvandling af det engelske spil, straks fra starten af 2. halveg! Uden den forvandling, der afstedkom to spektakulære scoringer, havde det nu set sort ud for værtsnationens videre deltagelse.
Heller ikke den danske landstræner synes at ville stå tilbage for sine kollegaer. Med endnu større stædighed end Venables har han insisteret på at benytte den uophørligt boldtabende Brian Steen Nielsen på den defensive midtbane, mens Superligaens p.t. bedste midtbanespiller, Allan Nielsen, med største selvfølgelighed har været henvist til at overvære de danske lidelser fra bænken. Allan Nielsen ville med sit store erobringsarbejde, sine pasninger og sine løb mod baglinjen utvivlsomt kunne gøre det ud for mere end Brian Steen Nielsen og Michael Schjønberg tilsammen. Men nej. “Han passer ikke ind i det taktiske koncept”, mener landstræneren.
Hvabehar? Hvis Richard Møller Nielsen havde haft tid til den slags overvejelser, inden han tog Kim Christofte, Henrik Andersen og Flemming Povlsen med til Sverige, ville trofæet sikkert aldrig være havnet i Danmark for fire år siden. Men denne gang, hvor opgaven er blevet forberedt ‘professionelt’, må de danske klassespillere på forhånd finde sig i at stille op med ni mand og et par blinde pletter på banen. I kampen mod Portugal så man endda Michael Laudrup og senere Mikkel Beck blive sat på bundne forsvarsopgaver. I kampen mod Kroatien så man Michael Schjønberg og Claus Thomsen hunderædde for at bevæge sig væk fra den zone af banen, de tydeligvis havde fået besked på at arbejde i. Ja, man så nærmest hele holdet paralyseret af taktiske bindinger.
Det kaldes resultatfodbold. Resultatet er ganske vist ikke underholdende. Men internationale klassemandskaber er i dag så jævnbyrdige, at de fleste opgør afgøres på marginaler. Havde Kim Vilfort i søndags bragt Danmark foran med sit langskud i det 31. minut, eller havde Brian Laudrup udlignet den kroatiske ét-måls føring med sit prik på stolpen i det 78. minut, ville matchen sandsynligvis have vendt sig anderledes. I så fald ville Richard Møller Nielsen være blevet udråbt til geni.
Det er landstrænernes private Casino. Resultatet af resultatfodbold er – hvis de vinder – højere lønninger, større bonus’er og flere moments of glory.