Af KLAVS BIRKHOLM – ledende artikel i Dagbladet Information, 23.november 1996
ULRIK FEDERSPIEL blev ikke den første embedsmand, der løb fortabt i den udøvende magts kælderlabyrinter. Det skete f.eks. også – og på langt mere tragisk vis – for hans forgænger som departmentschef i statsministeriet, Peter Wiese. Ligesom det for ganske nylig skete for udenrigsministeriets øverste embedsmand, direktør Henrik Wøhlk.
Alligevel sidder man efter Federspiels afgang tilbage med en fornemmelse af, at et bæger er flydt over – at noget afgørende nyt er indtruffet i statsadministrationen. Den gensidige kontrakt, der siden forfatningskampen for hundrede år siden har reguleret ansvars- og arbejdsdelingen mellem politikere og embedsmænd, synes brudt, eller i det mindste i opløsning.
Det er ikke et spørgsmål om retfærdighed – hvem der personligt har været ‘skyld’ i forkludringerne omkring Salman Rushdies besøg og overrækkelsen af Aristeion-prisen, overlader både politikerne og embedsmændene rutinemæssigt til pressen at søge svar på. Det er de vant til, og begge parter har påtaget sig at leve i en verden, hvor både ære og retfærdighed er troløse følgesvende.
Det er snarere et spørgsmål om tryghed – om afgrænsning af roller og afgrænsning af ansvar. Lige nu hersker der både desperation og raseri blandt de øverste ansatte på Slotsholmen. I et hidtil ukendt omfang taler departementchefer og kontorchefer højlydt ondt om deres politiske foresatte, fordi de igen og igen lader embedsmændene eksponere på en måde, der skaber utryghed. I udenrigsministeriet udbrød der borgerkrigslignende tilstande efter afskedigelsen af Wøhlk. Reaktionerne vil sikkert ikke være mindre i disse dage, når større og mindre karrieredyr må konstatere, at selv en så loyal og anonym embedsmand som Federspiel kan blive sparket. I det hele taget foregår udskiftningen af chefer med accellererende hast.
Dertil kommer, at pressen er begyndt at udpege embedmændene som politiske aktører. Især har det skabt ophidselse, at Erik Meier Carlsen tidligere på måneden – i bogen Konger uden land – fremstillede chefembedsmændene som de egentlige magthavere. Det er et ‘departementchefstyre’ (med finansministeriets chef som den centrale edderkop) der i realiteten afgør, hvem der kan danne regering i Danmark, påstår Meier Carlsen.
MINISTER bestyder ‘tjener’ eller ‘undergiven’. Og meningen er naturligvis ikke, at ministeren skal være tjener for embedsværket, men for folket. Altså: en embedsmand i centralforvaltningen er folkestyrets tjeners tjener.
Oprindeligt var rollefordelingen klar. Embedsmanden skulle være strengt partipolitisk neutral og loyal overfor den til enhver tid siddende minister. Til gengæld kunne han være sikker på tryghed i ansættelsen, avancement i lønrammerne og behagelig pension. Ældre ministermemoirer er fulde af portrætter af den type embedsmænd.
Denne forvaltningstradition, som er enestående for Danmark, fik sine første knæk i årene efter 2. verdenskrig. Det var dengang, de unge cand. polit. socialdemokrater (anført af Jens Otto Krag og Erik Ib Schmidt) resolverede, at rationel økonomisk planlægning og statslig dirigeret velfærd var uforeneligt med amatørpolitikeres ideologisk bestemte vedtagelser i Folketingssalen. Den politiske beslutningsproces skulle professionaliseres. De sagkyndige skubbes længere frem i sagsbehandlingen. Embedsmændenes rolle blev mere betydningsfuld.
Det var Efterkrigsepokens fremskridtsoptimistiske demokratiforståelse. Dens økonomiske dimension brød sammen i 70’erne – med gælds- og balanceproblemerne. Dens forvaltningsdimension brød sammen i 80’erne – med tamilsagen. Da opdagede man, at uskylden var tabt: Embedsværket var uigenkaldeligt blevet politiseret, politikerne uigenkaldeligt blevet neutraliserede.
Der opstod et nyt og temmelig uværdigt kapløb om ansvarets placering, især ansvaret for politiske og forvaltningsmæssige fejlgreb. Da hverken politikere eller embedsmænd ville påtage sig det, forsøgte man i en række tilfælde at skubbe ansvaret ind i dommerudvalg og juridiske undersøgelseskommissioner – hvilket yderligere forplumrede magtdelingens skel. Nu, i Rushdie-sagen, har statsministeren påtaget sig ansvaret. Bør vi ikke for folkestyrets skyld lade det blive dér?
Samtidig opstod blandt embedsmændene en anden slags kapløb. Nogle dyrkede den højere politiske cigarføring. Andre, deriblandt muligvis Federspiel, fastholdt det mere klassiske ideal. Også det kapløb bør standses for folkestyrets skyld. Måske med politisk udpegede statssekretærer?
birk