Af KLAVS BIRKHOM – ledende artikel i Dagbladet Information 18.april 1997
ORDET ER – skønt konferenceenglish – så træffende, at det fortjener ovenstående synliggørelse. Oprindelig blev det lanceret af den amerikanske sikkerhedsstrateg Zbigniew Brzezinski. Nu har de tyske redaktører Hans-Peter Martin og Harald Schumann hentet det ind i deres bestseller Die Globalisierungsfalle (på svensk: Globaliseringsfällen. Angreppet på demokrati och velfärd) – udførligt præsenteret i forgårs her i avisen.
Tittytainment er, forklarer Martin & Schumann, en kombination af de to amerikanske ord entertainment (underholdning) og tits (babser). »I den forbindelse«, meddeler forfatterne, »tænker Brzezinski mindre på sex end på den mælk, der strømmer ud af en ammende mors bryst«. Forskellen behøver nu ikke være så stor for en mand med nogen livserfaring. Og var det måske heller ikke oprindelig for Brzezinskis ordspil, fristes man til at tænke ved læsning af Martin & Schumanns efterfølgende sammenfatning: »Med en blanding af bedøvende underholdning og tilstrækkelig næring skulle man nok kunne holde verdens frustrerede befolkning i ro og godt humør.«
Hvordan hænger det sammen? Jo, globaliseringen brager igennem på alle fronter og braser ind i alle verdens afkroge – »verden bliver én«. Martin & Schumann har været omme på den anden side af jordkloden, og selv dybt inde i Amazonaslandet, nær grænsen mellem Bolivia og Brasilien, har de kunnet verificere Brzezinskis association: »I de lumre hytter ved den grumsede Rio Purus diskuterer unge caboclos, efterkommere af indianere og sorte slaver, størrelsen på Pamela Andersons brystmål«. Således accepterer de indfødte distræt, at man fælder deres sidste mahognitræer.
OMGÅENDE »kom ordet på alles læber«, beretter Martin & Schumann. ‘Alle’, det vil sige de 499 andre »hjernekapaciteter fra den globale magtelite«, som Gorbatjov-stiftelsen i september 1995 havde fløjet til San Francisco, hvor de i tre dage – bag Fairmont Hotellets lukkede døre – diskuterede »fremtidens turbokapitalistiske verdensorden«.
Uventet for de fleste deltagere vendte drøftelserne ustandseligt tilbage til megaarbejdsløsheden, den sociale polarisering, de lokale kulturers sammenbrud og de demografiske katastrofer – altsammen på baggrund af den ny-liberale verdensordens »stenhårde konkurrence« om »kæmpemæssige udbytter«. Og det er her, Brzezinski sætter prikken over i’et:
»Arrangørerne af de tre tankevækkende dage på Fairmont mener at være på vej mod en ny civilisation. Men den retning, som den samlede sagkundskab fra bestyrelseslokaler og videnskab peger ud, leder tilbage til førmoderne tid. Siden 80’erne har europæerne være bange for totredjedels-samfundet, men det repræsenterer ikke længere en beskrivelse af fremtidens fordeling af velstand og status. Fremtidens globale model følger formlen 20:80. Enfemtedels-samfundet anes i horisonten, og i dét må de udelukkede mennesker tage til takke med tittytainment.«
Sådan er ‘turbokapitalismens’ definition af det tilbageværende arbejde.
OPSÆTSIGHED mod denne fremtidsorden har hårde odds. Man skal nemlig vide, at den kolde krig ikke blev vundet af NATO’s militærapparat, endsige de østeuropæiske dissidentbevægelser. Den blev vundet af Disney-koncernen, lyder det fra den globale magtelite. »Stalin efterstræbte omnipotens, men Mickey Mouse opnåede omnipræsens.« Cindy Crawford og Pocahontas nidstirrer én på hvert eneste gadehjørne, akkurat som Lenin-statuerne i det tidligere Sovjetunionen.
Den fascinationskraft, som de levende billeder har til at fastholde og præge menneskers drømme, befæstes i dag til kontant økonomisk og politisk magt i kraft af de globale, elektroniske transmissionsteknologier. Underholdningsindustrien fusionerer med tv-stationerne. Og de nye mediegiganter sætter ikke blot deres egen – underholdende – dagsorden for de nationale politikeres kamp om magt og embede. I menneskerettighedernes navn bestråler de også det kinesiske ‘marked’ med deres egen, liberale formel – et ultimatum: no sex, no violence, no news.
OPIUM FOR folket – hed det i en anden tid, i et sprog som de fleste helst vil glemme. Men underholdning er i sit væsen afhængighedsdannende, som den amerikanske antropolog Gregory Bateson engang påpegede. Den ruller hele tiden ned ad bakke. Brugeren behøver hverken mobilisere sine fysiske eller åndelige ressourcer. De visner i stedet for at udvikles til den uafhængighed, der er opsætsighedens første forudsætning.
Tittytainment er det gode og det onde smeltet sammen i én verden: Det gode, som det lille barn og den modne mand næsten ikke vil give slip på, forvandlet til et blålys, der holder haren fast i sin dødbringende kegle. Paralyseret.
birk