Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Dagbladet Information 24.april 1997
Siden 1990, da de såkaldte konvergens-kriterier for deltagelse i EU’s økonomisk-monetære Union (ØMU) blev et offentligt samtaleemne, har europæiske banker, finansvirksomheder og analyseinstitutter løbende publiceret data, så alle kunne følge med i, hvor landene stod i kapløbet for at kvalificere sig. Men efterhånden som datolinjen er rykket nærmere, er det blevet stadig vanskeligere at danne sig et overblik.
Dels har den politiske interesse mere og mere samlet sig om kun ét af de i alt fem kriterier: Underskuddet på medlemsstaternes finansbudgetter (der ikke må overstige 3,0 procent af bruttonationalproduktet, BNP). Det er, som om kapløbet alene samler sig om dette mål, som kun Grækenland, Italien og Spanien synes helt afskåret fra at nå. Men drastiske, kreative omposteringer i de enkelte medlemsstaters budgetter gør det efterhånden til en umulighed at trænge frem til de reelle tal i mange medlemsstater.
Maastricht-traktaten har imidlertid fire yderligere adgangskrav: at den samlede statsgæld ikke overstiger 60 procent af BNP; at den pågældende valuta har opnået en høj grad af prisstabilitet (inflationstakten må højst ligge 1,5 procentpoint over ‘de bedste’ i så henseende); at medlemsstatens valutakurs over to år har demonstreret en høj grad af fasthed over for de andre valutaer i det Europæiske Monetære Samarbejdssystem; at denne fastkurs-situation afspejler sig i en langfristet rente, der ikke overstiger ‘de bedste’ med mere end to procentpoints.
De fem kriterier – som oprindelig er blevet udtænkt af et udvalg af centralbankchefer og monetære eksperter, og som ikke mindst den tyske Bundesbank har haft sin store andel i – tjener flere formål. Først og fremmest skal de udgøre en ‘objektiv indikator’ på konvergensen, d.v.s. graden af overensstemmelse mellem de pågældende medlemsstaters økonomiske befindende. Men sidstnævnte er naturligvis både bestemt af regeringernes økonomiske politik og erhvervslivets præstationer. Derfor er overførselsindkomster, pensionsniveauer, arbejdsløshedstal, lønudvikling, produktivitet, samhandel, betalingsbalance o.s.v. altsammen medbestemmende faktorer. (Hvis f.eks. tekstilindustrien i to medlemsstater har meget forskellige produktivitetsniveauer, vil følgen af at smelte deres valutaer sammen uundgåeligt blive katastrofal for den svagere part.)
Maastricht-traktaten foreskriver, at EU’s stats- og regeringschefer på et topmøde inden 1. juli 1998 skal godkende en opgørelse over, hvilke medlemsstater, der har opfyldt traktatens adgangsbetingelser og således har kvalificeret sig til at deltage i ØMU fra starten. De statistiske data, der skal danne grundlag for denne opgørelse, tilvejebringes af EU-kommissionen!
Spørgsmålet er imidlertid, om den endelige afgørelse ikke vil bero på politiske, snarere end på økonomiske overvejelser. Den folkelige skepsis er voksende, ikke mindst i ‘kernelandene’. Udenrigsredaktør ved The Times, Mike Binyon, beskrev i forgårs ØMU-opløbet som en chicken game: Helmut Kohl, Jacques Chirac og den engelske premierminister holder alle vejret og venter på, at én af de andre som den første stiller forslag om en udskydelse af hele projektet.
Her følger en status over situationen i syv udvalgte EU-stater:
♦ Luxembourg er den eneste medlemsstat, der i øjeblikket synes i stand til at klare alle Maastricht-traktatens konvergens-kriterier. Der er ikke i hertugdømmet registreret nogen politisk modvilje mod at opgive Lux-Francen. Luxembourg overtager den 1. juli EU’s formandskab (efter Holland).
♦ Tyskland betaler i øjeblikket en stor regning for den økonomiske genforening. Arbejdsløsheden er rekordhøj. Både finansbudgettet og den samlede statsgæld overskrider de tilladte grænser i Maastricht-traktaten – det forekommer nu helt usandsynligt, at Tyskland vil kunne nå ned på konvergenskravene. Samtidig har D-Marken været præget af store svingninger – især rygterne om en politisk motiveret slækkelse på ØMU-kriterierne har svækket den ellers så stærke tyske valuta, der i denne måned nåede et lavpunkt over for dollar. I det hele taget er D-Markens kurs meget sårbar over for ØMU-rygter: Hvis valutamarkederne begynder at tro på en udskydelse, vil det straks kunne aflæses som et markant opadgående pres på DM-kursen. Mange EU-valutaer følger den tyske kurs (bl.a. danske Kroner og østrigske Schilling) – de vil i givet fald blive automatisk inddraget i samme spekulationsbølge.
På den politiske scene står regeringen officielt meget fast på ØMU-tidsplanen. Men i kulissen lurer en holmgang mellem Bonn og Bundesbank, der forfatningsmæssigt er forpligtet til at værne om D-Marken og næppe vil tolere nogen opblødning af konvergenskriterierne. Forfatningsdomstolen i Karlsruhe har med sin kun betingede godkendelse af Maastricht-traktaten i 1993 givet det politiske system en (alt for upåagtet) opt-out klausul.
♦ Frankrig har både statsgæld, inflation og renteniveau på plads. Men arbejdsløsheden er voldsom og regeringens budgetnedskæringer voldsomt upopulære. Franskmændene, der har været vant til at betragte den politiske arena som nationens stolthed, skyder skylden på EU. Parlamentsvalget i næste måned er derfor blevet udskrevet for at give premierminister Juppé mandat til at gennemføre de sidste hårde nedskæringer, der kan bringe Frankrig på den rette side af kravet om et budgetunderskud på højst 3% af BNP. Tilbage er kun det femte kriterium: valutakursen, der naturligvis er ligeså følsom over for den kommende tids spekulationer som D-Marken.
♦ Belgien er det EU-land, der har den højeste statsgæld (relativt) – mere end 120% af BNP. Selv i løbet af ti år vil det næppe kunne høvles ned under traktatgrænsen på 60%. Alligevel regnes Belgien for en sikker deltager i ØMU’s startgruppe. Landet opfylder godt nok de fire andre konvergens-betingelser, men viljen til at se bort fra den femte er en klar illustration af forholdet mellem økonomi og politik i beslutningsprocessen: Belgien vil med. Der er ingen nævneværdig politisk opposition imod det.
♦ Holland har også problemer med statsgælden, omend i mindre skala (75% af BNP). Regeringens succesfulde foranstaltninger mod arbejdsløsheden har resulteret i et vist opadgående pres på inflation og rente. (Også Gylden og Belgiske Franc er bundet stærkt til D-Markens kursbevægelser.) Alligevel skulle det være muligt at holde statsbudgettet på den korrekte side af 3%-grænsen. Så på bundlinjen er det den samme historie som den belgiske: Holland vil med i ØMU.
♦ Italien vil også gerne, men må sandsynligvis ikke. Den relative statsgæld er stort set lige så høj som Belgiens. Budgetunderskuddet bliver til gengæld på mirakuløs vis mindre måned for måned! Det er nu nede på 3,8% af BNP (mod 4,4% ved årsskiftet). Liraen er for nylig blevet bragt tilbage i den europæiske valutakursmekanisme, som den dramatisk faldt ud af i september 1992. Internationalt er tilliden til den offentlige del af den italienske økonomi imidlertid meget ringe; derfor er det vigtigt for tyskerne at holde liraen borte fra D-Marken (i hvert fald i første ØMU-bølge). Men netop det spekulerer valutamarkederne i, og selvom EU måske godkender Italien som ‘ØMU-medlem i anden runde’, kan liraen let blive det første offer for en ny valutauro.
♦ Storbritannien har som Tyskland en indenrigspolitisk defineret opt-out klausul. Både John Major og Tony Blair har lovet en folkeafstemning om britisk ØMU-medlemskab, dersom de ved regeringsmagten skulle nå frem til at anbefale det. Pundet fulgte i 1992 liraen ud af valutakursmekanismen, men er kommet langt mere overbevisende tilbage. Og bortset fra en promille eller to på finansbudgettet, overholder Storbritannien i dag alle Maastricht-kriterier! Derimod er befolkningens ØMU-skepsis traditionelt den højeste i Europa – og meget mærkbar i de politiske partier. Ingen regner for alvor med briterne, og påstanden om at regeringskonferencen afventer Tony Blairs magtovertagelse bør ikke tages for pålydende – den er kun er kærkommen begrundelse for at udskyde egen stillingtagen.
Sammenfattende er det kun inflations- og renteudviklingen, der lever op til forventningerne hos Maastricht-traktatens fædre. 11 ud af 15 medlemsstater overskrider det tilladte gældsloft, 7 overskrider det tilladte budgetunderskud. Værst af alt – og ejendommeligt negligeret – er dog udviklingen på valutakursmarkedet: ‘Sorte Torsdag’ i august 1993 brød den eksisterende kursmekanisme sammen. Indtil da havde den maksimalt tilladte udsvingsmargin været 2,25%; den blev nu erstattet med en reelt intetsigende margin på 15%. Det stillede markedets spekulationsappetit, men ændrede hele projektets forudsætning. Og stadig lurer nervøsiteten på børserne: Hvad sker der, hvis og når udsvingsmarginen ændres fra 15% til 0,00?