Af KLAVS BIRKHOLM
1.
Meget er blevet skrevet, endnu mere sagt, om “rettigheder og pligter” de seneste 10-15 år. Så er det gået som så ofte før: Det synes, som om denne sti er blevet fladtrådt i den offentlige samtale om velfærdssamfundets indre vanskeligheder.
Da Ejvind Larsen og dagbladet Information i begyndelsen af 80’erne for alvor satte balancen mellem rettigheder og pligter på dagsordenen, befandt vi os endnu i kølvandet på 70’ernes populistiske (folkelige) og på mange måder berettigede oprør mod den socialdemokratiske formynderstat. Som fire unge socialdemokrater for et par år siden påpegede i en øjeåbnende debatbog[1], er det helt karakteristiske for efterkrigsepokens socialdemokratiske projekt, at det ikke længere bygger på princippet om “hjælp til selvhjælp”, men tværtimod på tiltro til staten som garant for fortsat voksende materiel tryghed. Dermed brød efterkrigsepokens nye ledergeneration i Socialdemokratiet (og dets allierede partier i regeringssamarbejde) med en vision, der havde været bærende i folkestyrets ungdom. Arbejderbevægelsen og de øvrige befolkningsgrupper behøvede ikke længere nogen form for (selv)organisering som redskab for at tilkæmpe sig værdighed og frihed. Man kunne roligt overlade ansvaret, både for sig selv og for hinanden, til det offentlige og dets dygtige eksperter. Borgerne blev forvandlet til rettighedshavere: ret til en bolig med mindst ét værelse per familiemedlem, ret til daginstitutionsplads for alle børn, ret til uddannelsesstøtte, ret til offentligt finansierede orlovsperioder, ret til fjernsyn i alle hjem, o.s.v.
På den baggrund var det velgørende, at Ejvind Larsen igen og igen fremhævede den dobbelte binding i arbejderbevægelsens allerførste slagord: Ingen rettigheder uden pligter! Ingen pligter uden rettigheder! “Ansvarssamfundet” hed den nye vision. “Vil vi have ansvaret tilbage!” “Vi vil ikke have det godt, vi vil være gode!”
Til en vis grad lykkedes det på det tidspunkt at fremkalde en debat om velfærdsstatens grundlag. Poul Nyrup Rasmussen, dengang cheføkonom i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, kaldte Ejvind Larsen “mit livs fremkaldervædske”. I både Socialdemokratiet og Det radikale Venstre indledtes en selvransagelse, der stadig pågår. Men desværre er kritikken af det politiske formynderi blevet mere og mere udtyndet i takt med, at kritikkens repræsentanter er kommet til magt og embede. Karen Jespersens socialpolitiske initiativer er et godt eksempel – her forbindes velklingende formuleringer om “balance mellem pligter og rettigheder” med en ganske uændret videreførelse af efterkrigsepokens statslige formynderi.
Det er det, jeg mener med, at stien efterhånden synes fladtrådt.
2.
Samtidig har vi i en række andre lande været vidner til ganske tilsvarende debatter – bl.a. i det nu hedengangne Sovjetunionen, i det genforenede Tyskland, i USA og ikke mindst i Storbritannien. At portrættere alle disse strømninger og deres indre modsætninger falder uden for rammerne her, hvor opgaven vistnok er langt større: at sætte det globale spørgsmål om menneskerettigheder og “menneskepligter” under debat!
Måske en rigelig stor mundfuld, men alligevel nødvendig. Tydeligere og tydeligere må vi nemlig konstatere, at talen om menneskerettigheder og handlen i menneskerettighedernes navn bærer præg af skavanker, der ikke er ganske ulig rettighedstænkningen i det socialt-liberale velfærdsprojekt. Sjældent eller aldrig handler det om at bringe “hjælp til selvhjælp”. Når regnskabet gøres op og alle faktorer tælles med, handler det stort set altid om at bringe folk og lande ind under et eller andet økonomisk eller politisk formynderi.
Særlig tydeligt er det måske blevet i forbindelse med de “humanitære interventioner”, som militære enhe-der under FN’s auspicier har forestået rundt omkring i verden – noget der som bekendt har antaget et stigende omfang siden kommunismens sammenbrud. Officielt betyder en “humanitær intervention”: indgriben til beskyttelse af de elementære menneskerettigheder. Officielt er de militære enheder, der optræder under FN’s blå flag bemyndiget til at fungere som en slags verdenspoliti, der skal sikre opretholdelsen af menneskerettighederne. Men realiteten er ofte en helt anden.
Lad mig blot nævne tiårets vel mest plastiske eksempel: Den aktion, der blev indledt den 9.december 1992 ved daggry på stranden ud for Mogadishu – efter at CNN, CBS, ABC og NBC havde fået fem dage til at stille deres udstyr op på stedet, så landsætningen af 30.000 amerikanske marineinfanterister kunne serveres direkte til hver eneste ophidset familie og redaktionssekretær verden rundt – drejede sig angiveligt om at standse sulten i Somalia. Som følge af en langvarig borgerkrig (kombineret med uheldige klimatiske omstændigheder) var i hundredetusindvis af somaliere truet på deres elementære ret til livet. Nu ankom FN-soldaterne for at sikre skibshavne, lufthavne, fødevare-distributionscentre, konvojer og i det hele taget muliggøre en storstilet nødhjælpsindsats.
Men de ankom også med en karakteristisk ideologisk bagage: “Vi er her for at genopbygge den demokratiske nation”, erklærede FN’s særlige udsending, den pensionerede general J.T.Howe. Hvid tale for de nødlidende somaliere, hvis samfund gennem århundreder havde været bygget på en klanstruktur uden særlig respekt for idea-lerne i Europas og Nordamerikas borgerlige revolutioner. Allerede i løbet af den første måned indledte admiral Howe opbygningen af et selvstændigt retssystem og et selvstændigt politikorps, helt uden deltagelse af de lokale somaliske myndigheder, endsige repræsentanter for klanerne. FN-styrkerne optrådte og blev opfattet som en besættelseshær. Deres sammenstød med somalierne blev stadig mere hadefulde og forsmædelige. Det samme kan siges om styrkernes indre demoralisering. Til sidst blev soldaterne trukket hjem, ikke fordi deres mission var fuldbyrdet, men i realiteten fordi de udgjorde en slagen hær.
Der er ingen grund til at repetere de mange flor-omvundne taler og idealer, med hvilke diverse regeringsrepræsentanter og FN-officials ledsagede disse soldater på deres mission fra udsendelse til hjemsendelse. Lad det være nok at konstatere, at hele det gruelige eventyr – som andre af lignende art – blev gennemspillet i menneskerettighedernes navn.
3.
Den Universelle Erklæring om Menneskerettighederne, der blev “vedtaget og proklameret” af FN’s generalforsamling i 1948, udsprang helt og holdent af det samme politiske baggrundsmiljø, som den nordvestlige civilisations velstandsprojekter. Efter krigen mod nazismens barbari blev det magtpåliggende for sejrsmagterne – der uomgængeligt også selv var blevet barbariseret af krigens vold – at identificere, hvad der egentlig havde sejret: hvilket menneskesyn, hvilken samfundsopfattelse, hvilke politiske visioner, der nu skulle forme fremskridtet.
Menneskerettighedserklæringen blev til som en del af dette ‘identitetsarbejde’. Som Poul la Cour bemærkede allerede i 1955: “Baglæns vilde man finde ud af og nedtegne de ideale Bevæggrunde, som havde drevet Verden ud i den hæsligste af alle Krige. Men det vil ogsaa sige, at man for en Del ligefrem maatte skabe disse Bevæggrunde, som i hvert Fald ikke alle havde været bevidste, mens Vaabnene talte. Menneskerettighedserklæringen er følgelig i lige saa høj Grad et Løskøbelsesforsøg fra Fortiden som en direkte Plan for en kommende Fremtid. Jeg tror, det er nødvendigt at holde sig dette for Øje, hvis man helt skal forstaa Erklæringens Uformelighed og det Forhold, at saa forbavsende faa Mennesker kender dens Tekst i alle Enkeltheder. Man kunde simpelthen ikke vaske sig ren nok, ikke finde tilstrækkeligt mange Ord til det, fordi man – mens man opgjorde sig sin Vilje til Fremtid – var indspundet i og begravet i Fortid.”[2]
I væsentlige henseender var dokumentet en videreførelse af tilsvarende erklæringer tidligere i den vestlige Oplysningsbevægelses politiske historie: Bill of Rights, der blev vedtaget af det engelske parlament i 1689, den amerikanske Declaration of Independence fra 1776 og den franske revolutions Déclaration des droits de l’homme et du citoyen fra 1789. Men på to afgørende punkter adskiller FN-erklæringen sig fra alle sine forgængere.
Det ene er dens fordring på at være global. Den kalder sig en Verdenserklæring, hvilket betyder, at den skal omfatte alle klodens milliarder af mennesker, fra Sibiriens inuitter til de raceblandede konglomerater i USA’s storbyer, fra Kinas bondebefolkning til Polynesiens stammefolk. Erklæringen postulerer et sæt fællesmenneskelige værdier, der gælder på tværs af nation, samfundsindretning, kulturhistorie, teknologisk stade o.s.v.
Umiddelbart skulle man vel tro, at et sæt rettigheder med moralsk gyldighed for en så broget mangfoldighed af mennesker måtte begrænses til et sæt meget elementære og kortfattede formuleringer. Men nej, og det er det andet punkt, hvor FN-erklæringen adskiller sig fra alle sine forgængere. Den er langt mere omfattende og ordrig – ikke mindre end niogfyrre forskellige punkter specificerer et ligeså stort antal “frihedsrettigheder”, der skal gælde alle eksemplarer af menneskearten.
Til disse hører ikke blot den klassiske naturrets elementære menneskerettigheder – retten til liv, retten til menings- og trosfrihed, retten til lige stilling for loven. Men også de mere omfattende “politiske frihedsrettigheder”, der fra 16- og 1700-tallet blev karakteristiske for Vestens borgerlige samfund – ejendomsrettens ukrænkelighed, retten til at få enhver anklage afprøvet ved offentlig proces, retten til frit at vælge ægtefælle. Hvortil yderligere føjes et sæt “økonomiske og sociale rettigheder”, der ganske tydeligt afspejler vort århundredes individualistiske fremskridtsdyrkelse i de liberalistiske og socialistiske systemer, der tilsammen havde vundet krigen mod nazismen – retten til arbejde, retten til en tilstrækkelig levefod, retten til hjælp og behandling under sygdom, retten til betalt ferie.
I 1948 var det så sandelig et optimistisk fremtidsprojekt for hele jordens befolkning: at alle skulle komme til at leve som menneskene i de moderne industrisamfund. Endnu mere bemærkelsesværdigt er det dog, hvor langt det efter kun 50 år er lykkedes at realisere dette projekt.[3]
4.
Det er en taknemmelig opgave at eftervise, hvordan verdens rigeste og mægtigste stater gennem årene har formået at føre dobbelt bogholderi med disse menneske-rettigheder og hele tiden bøje dem under realpolitikkens mere brutale statsræson. Fængslingen af politiske afvigere i det tidligere USSR, henrettelserne i USA’s fængsler, den mangeårige internationale støtte til Israel trods mord og fordrivelser af palæstinensere, Frankrigs atomprøvesprængninger i Stillehavet – listen kan forlænges næsten i det uendelige.
Omvendt forekommer det hævet over enhver tvivl, at selve eksistensen af en verdensorganisation, baseret på fælles anerkendelse af elementære frihedsrettigheder, gennem årene har tjent som inspiration og opmuntring for dissidenter og folkelige bevægelser, der på deres plet af jorden har kæmpet for mere menneskeværdige forhold: kampen mod det sydafrikanske apartheidregime, demokratibevægelserne i Central- og Østeuropa, tibetanerne og de kinesiske dissidenter o.s.v.
Tvetydigheden kommer af, at menneskerettighederne i FN’s regi er gjort til et erobrende projekt, hvis succes er betinget af, at vores velfærdscivilisation efterhånden gennemtrænger hele verden. Lad mig blot nævne et enkelt eksempel: I september 1995 afholdt FN i Beijing en international kvindekonference, hvor kvinders økonomiske og sociale ligestilling blev sat på programmet. I oplæggene til konferencen fra FN’s Udviklingsorganisation UNDP og i en række taler til de forsamlede var hovedkravet til “fremskridt for kvinders menneskerettigheder” en økonomisk selvstændiggørelse af kvinder i alle kulturer. Mand og kone skal udstyres med hver sit kreditkort med “lige købekraft”, mand og kone skal have lige adgang til banklån og bankrådgivere, mand og kone skal dele alle former for husarbejde lige over, kvinders husarbejde skal aflønnes i penge (opgjort til 63 billioner kr på verdensplan!) Og selveste USA’s præsidentfrue, Hilary Clinton, belærte konferencens deltagere om, at de levede i undertrykkelse, hvis skilsmisser ikke var en dagligdags sædvanlig ting, dér hvor de kom fra.
Meget kan siges pro et contra dette projekt for kønnenes ligestilling. Men ét er sikkert: dets forestilling om et værdigt og lykkeligt liv er hverken hentet fra Mexicos Hopi-indianere eller fra Tyrkiets fårehyrder. De er nemlig, i henhold til vores fremskridstreligion, “underudviklede”.
5.
Mange politologer og idéhistorikere har i lærde afhandlinger kunnet føre de elementære menneskerettigheder tilbage til vor kulturs tidligste rødder – til den stoiske filosofi i Hellas og Rom og til kristendommens Nye Testamente.[4] Jeg skriver elementære, for “retten til arbejde” og “retten til betalt ferie” kan naturligvis aldrig være menneskerettigheder, kun politiske ideologier. Men selv de elementære menneskerettigheder kan, som den polske filosof Leszek Kolakowski for nylig sagde i en interviewsamtale med mig, aldrig erstatte den kristne tanke om personen som uerstattelig; sker det alligevel, vil resultatet være et ‘samfund’ mærket af alles krig mod alle.
Med lidt god vilje kan vi imidlertid godt forestille os et begreb om menneskeret, der er fælles for alle kulturer til alle tider. Det er den menneskeret, der opstår, så snart det ene menneske slutter sig sammen med det næste og derved bliver et led i en familie, en gruppe, en stamme, et fællesskab, et samfund. I samme øjeblik opstår nemlig et ansvar for helheden. Hvad betyder dette? Det betyder, at vores menneskerettigheder ikke begynder med vores friheder, men med vores forbindelse med hinanden. Med Poul la Cours ord har vi alle ret til at bære ansvar. “Ingen af de Friheder, vi finder umistelige, har nogen som helst Værdi for Menneskelivet, hvis de ikke udspringer af en oprindelig Bundethed.”
Går vi til kulturernes ældste tekster, handler menneskeretten ikke om at løsrive den enkelte fra livet ved at udstyre ham eller hende med en række abstrakte friheder, men om at binde den enkelte til livet med et påbud om ansvarlighed. Derfor hed det oprindelige ikke: Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed! Men: Du må ikke slå ihjel!
“De Forenede Nationers Menneskerettighedserklæring taler ikke en eneste Gang om Ansvarlighed, men om ‘duties’, om pligt, og det vil paradoksalt nok sige om Ufrihed. Nej, jeg tror ikke, vi kun har Pligter overfor vores Medmennesker. Saa løsrevne fra dem kan vi ikke være uden selv at sætte vores Menneskelighed over Styr. Vi er derimod stadig og altid forbundet med dem i Ansvarlighed, som blot er et andet Ord for Kærlighed.”[5]
Hvorfor kalder Poul la Cour pligt for ufrihed? Fordi pligter kun påkaldes, hvor mennesker ikke er bundet sammen i kærlige fællesskaber. I sådanne fællesskaber går retten og magten som bekendt hånd i hånd, hvad enten vi taler om Danmark, Somalia eller USA. Når derimod retten og magten går hver på egen hånd, må øvrigheden formynderisk tøjle alle borgeres krig mod alle. Det kan f.eks. gøres med kreditkort til alle, kvinder såvel som mænd, med betalt ferie til alle, med fjernsyn i alle hjem, med socialpolitiske initiativer og med en “passende blanding af pligter og rettigheder”.
[1] Jan Juul Christensen, Henrik Sass Larsen, Hans Stavnsager og Torben Tranæs: Tilbage til Friheden (1996, Forlaget Fremad).
[2] Poul la Cour, “Kampen for Menneskerettighederne” i Kontakt 1955, nr. 8.
[3] Se f.eks. Hans Magnus Enzensberger, “Ufrivillig eurocentrisme” i essaysamlingen Vanvittig normal (1990, Gyldendal).
[4] Se f.eks. A.P. d’Entrèves, Natural Law (London 1951. Hutchinson) og Maurice Cranston, What Are Human Rights (New York, 1973. Basic Books).