Af KLAVS BIRKHOLM

Børn har ikke stemmeret. Selvfølgelig ikke. Børns verden er en førpolitisk verden, fri for ansvaret for de fælles anliggender. Men i en tid, hvor ’folkestyret’ er forvandlet til et sæt af forhandlinger mellem magt­fulde interesseorganisationer og bureaukratiske embedsmænd, kan ingen længere se noget med børns øjne. Det perspektiv er der simpelthen ikke plads til, når alle de velvoksne interesser og rettigheder skal tilgodeses. Derfor er børns vilkår blevet et af de største tabuer i det moderne samfund.

Og jeg mener virkelig tabu: Noget, der fortrænges eller forties.

 Blandt de mange interesser og rettigheder, børn må betale prisen for, er f.eks. ligestillingen. – Et social-liberalt velfærdsgode; en umistelig rettighed for moderne mennesker, ikke sandt? Kvinders ligestilling. Mænds ligestilling. Ægtefællers ligestilling. Forældres ligestilling. Det er ting, der ikke kan sættes under debat.

Aldrig så snart har nogen ytret et pip om behovet for at modificere reglerne for biologiske forældres samvær med deres tvangsfjernede børn, før en hel hær af advokater står parate til at forsvare ”menneskerettighederne” for den ene eller den anden voksengruppe. Hvem kan tænke på at beskytte disse, ofte skrøbelige og i hvert fald udsatte børn?

Tilsvarende i forbindelse med skilsmisser, som ellers er belastende nok for børnene. Hele processen handler om rettigheder – mødres rettigheder contra fædres rettigheder. Foreningen Børns Vilkår har for nylig dokumenteret en stribe konkrete tilfælde, hvor børn i forfærdende grad har været ofre for en forvaltning, der er underlagt det nye politiske ønske om i højere grad at tilgodese fædrenes ligestilling. Statsamter og Civilretsdirektorat handler på ideologiske signaler fra justitsministeriet (bestemt af interessegruppers lobbyarbejde). Hvem kan interessere sig for de virkelige børns virkelige lidelser? Tabu.

Et tredje eksempel – og formodentlig det mest ømtålelige af alle – angår kvindernes ligestilling på arbejdsmarkedet. Hvad denne moderne rettighed rummer for børn, kunne for et par uger siden aflæses i to internationale mediebegivenheder: EU’s ekstraordinære topmøde i Lissabon (23.- 24.marts) og offentliggørelsen af nye OECD- og UNICEF-tal om bl.a. fattigdom og voksende ulighed blandt alle verdens børn (omtalt i Berlingske Tidende 22.3). Hver for sig var de to mediebegivenheder for så vidt banale. De rystende perspektiver åbner sig først, når man læser dem sammen.

Lissabon-topmødet gjorde et stort nummer ud af, at flere kvinder skal i beskæftigelse i EU. Officielt handlede topmødet ganske vist om at befordre udnyttelsen af de digitale teknologier (så EU kan få større del i det IT-økonomiske vækstmirakel). Men uofficielt handlede det i lige­så høj grad om den uacceptabelt høje arbejdsløshed og sociale marginalisering, der tilsyneladende bliver grellere og grellere. Paradoksalt nok er denne ’massearbejdsløshed’ (både den statistisk anerkendte og den statistisk skjulte) ikke mindst en følge af: (a) den enorme forøgelse af arbejdsstyrken siden 1960’erne, hvor kvinderne i stort tal er vandret ud på arbejds­markedet; og (b) den teknologiske revolution, der siden 1980’erne har sparet menneskelig arbejdskraft i større omfang, end den har kunnet skabe nye jobs.

På den baggrund kan det måske undre, at topmødet i dén grad forpligtede sig på en gammel, ideologisk dagsorden. Ifølge slutdokumentet skal antallet af kvinder i job yderligere øges fra i dag 51% til over 60% i år 2010 (procent af alle kvinder i den erhvervsduelige alder, beregnet som gennemsnit i hele EU).

Danmark er er i så henseende et foregangsland. Som Poul Nyrup Rasmussen stolt konstaterede overfor pressen i Lissabon: ”Vi har en førende position i verden med beskæftigelsesgraden for kvinder.”

Faktisk overgås Skandinavien i så henseende kun af Storbritannien, hvor der i dag ligefrem er flere kvinder end mænd i beskæftigelse. Og derfor også større ledighed blandt mænd end blandt kvinder.

I den modsatte ende finder vi de sydeuropæiske EU-lande. I det katolske Sydeuropa er familierne større – og familieværdier højere i kurs – end i det protestantisk-libe­rale Nordeuropa. Allerede i 1995 kritiserede FN’s udviklingsorganisation UNDP lande som Spanien, Portugal og Grækenland for deres lave erhvervsfrekvens blandt kvinder. Ifølge UNDP har Spanien, Portugal og Grækenland en ringere standard for menneskelig velfærd end f.eks. Japan og Thailand, hvor kvinder bidrager til en større del af den private indkomstdannelse.

Hvad har det nu alt sammen med børn at gøre? Tabu.

Men prøv alligevel at spørge OECD-tallene, som her kan udvide perspektivet, bl.a. med interessante oplysninger om antallet af børn i hjem uden voksne i job. Denne kede­­lige statistik toppes af – rigtigt gættet – Storbritannien. Her lever 19,5 procent af samtlige børn i den slags hjem. I den modsatte ende finder vi – igen rigtigt gættet – Portugal og Grækenland, hvor kun henholdsvis 3,3 og 4,5 procent af alle børn vokser op i hjem uden en forældre, der går på arbejde.

Sagen er jo den, at når flere og flere kvinder suges ud på arbejdsmarkedet – i en situation, hvor mængden af jobs er begrænset – så vil arbejdsløsheden ramme med dobbelt social tyngde: To fuldtidsbeskæftigede forældre blandt de ressourcestærke. To langtidsledige forældre blandt de ressourcesvage.

Det er det sociale mønster, der tegner sig for enden af den vej, som EU’s regeringer har skitseret: Et voldsomt polariseret samfund.

Ved den ene pol de uuddannede subkulturer, hvor både børn og voksne søges underholdt med mobiltelefoner og TV-sæbeserier (såkaldt public service). Det er her, vi får de ekstraordinært mange skilsmisser, fordi arbejdsløse mænd lettere forsumper i selvforagt; og så er det lettere for mødrene at smide dem helt ud.

Ved den anden samfundspol de veluddannede, IT-udstyrede hjem, hvor far og mor arbejder mere og mere for at holde sig på toppen. Men bare rolig, forsikrede Romano Prodi i Lissabon; EU vil satse massivt på at bygge flere børneinstitutioner. Forældre har jo en pasningsrettighed (på dansk omskrevet til pasningsgaranti).

Ligger det ikke også i tiden, at forældre har en ret til at få lukke­loven liberaliseret og en ret til at få forlænget åbningstiderne i skoler og børnehaver? Hvem spørger, om mere institutionsliv også er i børnenes interesse? Tabu.

Skulle en og anden af de rige, ressourcestærke familier formaste sig til at beslutte, at nu lader vi nogle år den ene ægtefælle løbe dobbelt så hurtigt (dobbelt indkomst er jo nødvendig for at kunne leve op til middelklassens sociale standard), så den anden til gengæld kan samle sig om hjem og børn – ja, så vil skatteministeren straks belære de formastelige om, at det må man skam ikke. Her beskatter vi ikke familier, vi beskatter individer. Det er en menneskeret. Er det også i børns interesse? Tabu.

Med EU’s ’sociale dimension’ ønsker Nyrup Rasmussen, Tony Blair og Gerhard Schröder at gøre sig til fornyere af den socialdemokratiske internationale bevægelse. Projektet går under navnet Den Tredje Vej (og sponsoreres som sådan bl.a. af den akademiske hofsnog Anthony Giddens).

Om Det Tredje Vej ved vi nu følgende: Ingen film eller TV-programmer er i dag forbudt for børn; det er til gengæld Den Tredje Vej. Nogle børn skal vokse op i ressourcestærke ’hjem’, hvor far og mor aldrig er tilstede. Andre skal vokse op i ’miljøer’, hvor de er altfor meget hjemme eller bare på værtshus.

Men børn har ikke stemmeret. Så det taler vi ikke om.