Af KLAVS BIRKHOLM – indtalt som Dagens Spids på DR-P1 den 10.maj 2000
Mon statsministeren glemte at kigge på valutakurserne, da han for et par måneder siden udskrev folkeafstemningen om en ophævelse af det danske forbehold mod euro’en? Spørgsmålet blev stillet i mandags af dagbladet Information– og med fuld ret. Mon Poul Nyrup var så optaget af andre, måske indenrigspolitiske hensyn, at han helt glemte at tænke på de truende politiske og økonomiske følger af euro’ens mere eller mindre permanente fald siden dens lancering i starten af 1999?
For europæiske bankfolk er det forlængst blevet trivielt at læse den samme overskrift igen og igen på forsiden af aviser som Financial Times og Wall Street Journal: ”Euroen dykker til historisk lavpunkt”, ”Euroen sætter ny bundrekord” o.s.v. I løbet af kun 16 måneder har alle euro-investeringer – det vil også sige investeringer i D-Mark, Gylden, Lira og Pesetas – tabt mere end 25 procent af deres værdi. Og da bankfolk i det lange løb ikke kan sætte politiske hensyn over økonomiske – de skal levere en vare, både til deres arbejdsgiver og til deres kunder – er de begyndt at sælge ud af euro-beholdningerne. Ifølge Financial Times kalder de nu uhøvisk den europæiske fællesmønt for ”en wc-valuta”.
Måske er udtrykket ikke helt ved siden af, for blandt EU’s beslutningstagere er de samme avisoverskrifter godt i gang med at fremkalde politisk diarrhoe. I fredags tog direktøren for Den Europæiske Centralbank, Wim Duisenberg det helt usædvanlige skridt at udsende en presseerklæring til alle europæiske borgere om at bevare roen og tilliden. Man kan trygt forlade sig på, at ens pensioner og opsparinger i Euroland vil beholde deres værdi, kundgjorde Duisenberg. ”Man kan jo direkte læse, hvor bekymret manden selv er”, kommenterede den tyske økonom Alfred Rosenstock.
De bekymrende mavefornemmelser handler først og fremmest om stemningsskiftet i Tyskland, EU’s økonomiske lokomotiv. Tyskerne hader tanken om en svag valuta, og kun modstræbende lod de kansler Kohl trumfe euro-projektet igennem. Nu har Kohl mistet glansen, og med ham også projektet. Så mareridtet i Bruxelles (og i det danske statsministerium) er forestillingen om, at Tyskland til sidst trækker i nødbremsen og udskyder – eller ligefrem skrinlægger – den omveksling af de egentlige pengesedler og mønter, der er planlagt til januar 2002.
Man skal huske på, at euroen hele tiden trækker alle sine medlemsvalutaer med sig i dykket. Det har siden januar 99 ligget fast, at en euro koster 1,95583 D-mark, og tilsvarende f.eks. 168,386 pesetas. Det er netop denne stivhed, der gør hele projektet idiotisk. I Galicien, som jeg lige har besøgt, koster en tweedjakke af god kvalitet omkring 450 kr og 1½ liter CocaCola 4,50 – med pant. Som turist oplever man tydeligt, hvor stærk den danske valuta er i forhold til den spanske peseta. Med danske kroner på bankkontoen kan man næsten få en forbrugsoplevelse som i det hedengangne, kommunistiske Østeuropa. En Citroën Samba koster på gaden 16.000 kr.
Det skyldes ikke kun skatteforskelle. Det skyldes først og fremmest, at produktiviteten – i Spanien i almindelighed og Galicien i særdeleshed – er meget lavere end i Danmark. Hvis nu en CocaCola og en Citroën skal til at koste meget mere i Spanien, så vil befolkningen i første omgang blive forarmet, i anden omgang vil der opstå et enormt lønpres, som vil lukke virksomheder en masse. Hvis derimod en Coca Cola og en Citroën til tid og evighed skal være langt billigere i Spanien, så dømmes landet til at blive europæisk underklasse. Værre endnu er det med Grækenland og Polen.
Derfor vil jeg sige nøjagtig som i 1992, da vi første gang stemte om projektet. Ønsker man, at EU-konstruktionen bryder sønder og sammen, skal man endelig sige ”ja” til euroen. Selv synes jeg, at det europæiske samarbejde er for vigtigt til sådan et politisk hasardspil.