Af KLAVS BIRKHOLM – indtalt som Dagens Spids på DR-P1 24.maj 2000
”Hvorfor er højre in?” Det spørgsmål blev jeg forleden indbudt til at besvare for en forsamling af præster i Helsingør Stift. Det er pudsigt, for spørgsmålet er på én gang rigtigt stillet og forkert. Rigtigt stillet, fordi det i allerhøjeste grad er in at tale om højreorientering og højrebevægelser. Men forkert, fordi højre jo aldeles ikke er in. Højre er yt, ja har formodentlig aldrig nogensinde været mere yt. Højre er SÅ yt, at enhver deltager i den offentlige debat, der af en eller anden grund måtte nære en tanke, som nogen måske kunne finde på at karakterisere som højrevendt – han eller hun må hellere vare sin mund, hvis det er vigtigt fortsat at blive respekteret og ikke bare havne som bajads.
Selvfølgelig kommer det an på, hvad vi mener med ordet højre. Jeg for mit vedkommende taler om konservatismen og beslægtede politiske idéer. Altså f.eks. den tanke, at samfundet er organisk vævet sammen af et fint netværk af institutioner, som er vokset frem gennem generationer, og som vi alle sammen er afhængige af; sådan noget som familiemønstre, partiforeninger, amatøridrætsklubber, aftenskoler, måltidsritualer, karrieresystemer – alt det, de engelske konservative kalder ”the fabric of society”, samfundsvævet, og som det ifølge konservatismen gælder om at værne om; som man ikke ustraffet kan rive op i.
Er det en tanke, der er in? Nej, tænk bare på nutidens arbejdspladser, der i mange tilfælde er forvandlet til slagmarker for revolutionære eksperimenter – hvert år et nyt managementsystem, respekt for erfaring og faglig kunnen udtalt tåbelig, fornyelse og omstillingsparathed de største plusord.
Eller den tanke, at vi kun eksisterer som lemmer i organiske fællesskaber? At familien, egnen, nationen er fællesskaber, som vi alle har medansvar for og alle bidrager til ”med lige værdighed i borg og hytte”? Nej! Tænk bare på den halve million danskere, der ufrivilligt er stødt ud i en tilværelse uden job. Dem må vi ikke engang tale om, ifølge Mogens Lykketoft. De eksisterer slet ikke, nu hvor det går så godt med de økonomiske nøgletal. Organiske fællesskaber? Vorherre bevares, siger finansministeren og enhver medieegnet filosof.
Eller (lad mig nævne et tredje eksempel) den ærkekonservative tanke, at fællesskabet også omfatter alle tidligere generationer og endnu ufødte generationer? At mennesket ikke er som sommerfuglen, der flagrer efter den ene dags lykkeopfyldelse, men også må forvalte et ansvar, både for den historiske arv og for de kommende generationer? Vås! Siger Anders Fogh Rasmussen. Hvis vi i miljøpolitikken, energipolitikken eller trafikpolitikken henviser til kommende generationer, begår vi formynderi. For enhver generation skal frit kunne træffe sine egne valg.
Konservatismen er stendød. Dyder som mådehold, sparsommelighed, respekt for lokale kulturers forskellighed og ”kun gradvise forandringer” kan end ikke findes på de gule sider. Dét kan til gengæld det venstreorienterede. Og med dét mener jeg den opfattelse, som liberalismens profet Adam Smith og socialismens profet Karl Marx var fælles om – nemlig at vækst i produktionen, vækst i teknologierne, vækst i forbruget hele tiden bringer menneskeheden op på et højere stade. At økonomisk vækst derfor altid er ensbetydende med fremskridt.
Det er venstreorienteringen, der behersker alle de socialliberale partier, der har regeringsmagten i Danmark, Sverige, Tyskland, Storbritannien o.s.v. Det er venstreorienteringen, der behersker alle de verdensforbedrende internationale organer som EU, FN, NATO og WTO. Det er venstreorienteringen, der styrer både den nationale og den globale medieindustri. Det er gamle 68’ere, der befolker mange af de managementbureauer, som i øjeblikket rykker ind i private og offentlige virksomheder medbringende en slags ’permanent revolution’ – noget der bedst kan sammenlignes med maoismens Store Spring Fremad (som på tilsvarende vis ødelagde et fint netværk af institutioner og kompetencer i det kinesiske samfund).
Det er venstreorienteringen, der regerer overalt.[1] Så er det ikke sært, at det er in at tale om højre.
[1] Men det er absolut ikke in at tale om det. Tværtimod. Det er helt yt.