Af KLAVS BIRKHOLM – indtalt som Dagens Spids på DR-P1 7.juni 2000
Hvis man, som jeg, bor i Københavnsområdet og har indrettet sig med et ganske almindeligt fjernsynsapparat med stueantenne, så kan man i dag modtage fire tv-kanaler: DR-1, TV-2, TVDanmark 2 og Kanal København. Altså er fjernbetjeningen – rimeligvis – indstillet til at fange de fire kanaler på hver sin knap: 1, 2, 3, 4.
Når jeg trykker på 4, er der en ikke ringe sandsynlighed for, at det første billede, jeg ser, er et close-up af en erigeret penis (23 tommer) eller et par adskilte skamlæber. Eller et gruppebillede med adskillige af begge dele. Eller en kvinde i voldsomt samleje med tre mænd på én gang – én mand i vagina, én mand i anus (jeg prøver her at moderere min sprogbrug af hensyn til lytternes blufærdighed) og én mand i munden.
Så når min søn på otte år er færdig med at se Disney-sjov eller ”Så hatten passer”, eller når min søn på seksten ikke længere gider høre Marianne Jelved drøfte rentespænd med Mogens Rubinstein, så zapper de – og vups: dér står fire mænd og sprøjter deres sæd ud over ansigt og bryst på en kvinde, der åbenbart må tage det hele, som det kommer.
Hvis ærindet her var at vogte over mine børns dyd og værne om deres moral, så kunne jeg forestille mig adskillige tapre forslag fra lytterne: 1. afskaf fjernsynet; 2. fjern forhåndsindstillingen på Kanal København; eller 3. udsted et børneforbud mod at trykke på knap nummer 4. Men for det første er dét ikke mit ærinde i denne sammenhæng: at vogte over dyden og værne om moralen. For det andet ønsker jeg ikke, at mine børn skal vokse op i en familie, der afviger abnormt fra alle andre; de skal også have mulighed for at se Bamse og Kylling, Lex & Klatten, TV-avisen og Edderkoppen. Og endelig, for det tredje, er jeg ikke så stor en tåbe, at jeg ikke udmærket ved, at forbuden frugt smager sødest; Kanal København er en jordbaseret gratiskanal, og den vil sagtens kunne findes, når mor og far er i biografen.
Nej, mit ærinde er et helt andet: Det er ærgerligt og bedrøveligt, hvis børnene – og for den sags skyld hele vores kultur – får en så forkvaklet opfattelse af erotikkens glæder, som denne tv-kanal udstiller. Billederne er ikke bare uæstetiske, de er også ekstremt u-erotiske. Jeg har sjældent set noget, der i dén grad er kontraproduktivt i forhold til sit mål, hvis målet da er at fremkalde lystfølelse. De stakkels medvirkende mænd har det allerstørste besvær med at få erektion (forståeligt nok), og må derfor gøre de besynderligste krumspring for at få det til at lykkes. Og kvinderne – deres ansigter udstråler (ligeså forståeligt) pine, om ikke ligefrem lede. Tilsyneladende har disse aktører ikke begreb om, hvad erotisk lyst og lystfyldt erotik er for noget. Det handler kun om ’udløsning’, om at få det hele overstået.
Hvad der jo også er forståeligt! Hvem ville ikke have travlt med at komme væk fra de scener. Filmstrimlerne viser jo netop ikke, hvad erotik er – kun, at erotik ikke kan gennemføres med lyssætning, kameraer, og hvad der ellers står og råber og skriger under sådanne optagelser.
Men de viser også noget andet. De er et billede på nutiden. De afspejler, hvor afseksualiseret, u-sanselig og kønsløs vores moderne samtidskultur er blevet. Hvor dybt er ikke faldet fra f.eks. 1700-tallets pikante brevromaner og følsomme teaterstykker. Hvor raffinerede antydninger, forførende øjekast, elegante replikker og (ikke mindst) pirrende udsættelser hele tiden driver det erotiske spil højere op. Højere op i forventningsfryd, i erogen spænding og fremfor alt i glæden over, at kærligheden lever i denne frydefulde, sanselige verden.
Nutildags, på Kanal København, kommer en dame ind på et råddent kontor og giver sig straks til at tage kjolen af, mens den apatiske slipsefunktionær bag skrivebordet begynder at lyne bukserne ned, o.s.v., o.s.v. Fuldstændig ordløst. Uden flirt. Uden spil. Uden førlyst. Éthundrede procents kedsomhedsgaranti.
Det er dét, der er synd mod vores børn: Hvis vi giver dem et misforstået billede af, hvad erotik går ud på. Hvis de ikke skal opleve den samme fryd og have lov til at komme lige så højt op, som deres forældre og bedsteforældre. Og generationer før dem.