Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 27.oktober 2008
Brugen af følelses- og adfærdsregulerende medicin er steget drastisk i de seneste tiår, ikke mindst sammenhængende med udviklingen af vores indsigt i hjernens biokemiske processer. En psykiatriker på Harvard Universitetet, Joseph Glenmullen hævdede i 2000, at ikke mindre end 10 procent af hele USA’s befolkning – og heriblandt et klart flertal af kvinder – var eller havde været på Prozac eller beslægtede medikamenter.
Den amerikanske samfundstænker Francis Fukuyama fremsætter i den anledning en interessant overvejelse: Kampen for anerkendelse og hæder anses af mange for at være den afgørende drivkraft i menneskelige civilisationsprocesser. Det kan være bankassistentens kamp for at avancere til bestyrer, det kan være forskerens kamp for at vinde en Nobelpris, det kan være borgerens kamp for at blive valgt til Folketinget, det kan være feltherrens kamp for at underlægge sig et helt kontinent.
Hvad der driver denne uophørlige kappestrid, er naturligvis et åbent spørgsmål, som hver enkelt kan forsøge at besvare i overensstemmelse med sin tro og sin livsfilosofi. Grundtvig udtrykker det i de kendte verslinjer:
Så lad derpå os syn da fæste,
Hvad ædle kaldte livets lyst!
Ja, lad os kappes med de bedste
Og vove kækt med død en dyst!
Men uanset, om det nu er den grundtvigske lyst til kappestrid eller en mere moderne trang til at komme i søgelyset eller noget helt tredje, der driver værket: fænomenet er velkendt og ubestrideligt. Og fra hjerneforskningen ved vi idag, at individer (også dyr) der har held i anerkendelseskampen, oplever høje koncentrationer af serotonin i hjernen, mens mennesker og aber i den nedre ende af anerkendelseshierarkiet har et lavt serotoninniveau.
Betyder det, spørger Fulkuyama i sin fortræffelige bog Our Posthuman Future, at Napoleon ville have afstået fra sine forbrydelser, og at Gabriel Garcia Marquez aldrig ville have skrevet sin Nobelprisvindende roman, hvis de havde gået rundt med Prozac i inderlommen?
Et andet – og nærmest modsat rettet – psykotropisk præparat er ritalin. Dets udbredelse er eksploderet i den amerikanske undervisningssektor, hvor mange synes at tro, at problemer med at klare lektioner, lektielæsning, opgaver o.s.v. aldrig er et spørgsmål om at opbyde karakterstyrke eller udholdenhed, men altid blot handler om visse mangler i hjernens kemi, mangler som passende kan udbedres med ritalin. Det voksende antal børn og unge, der diagnosticeres med etiketten ADHD, ordineres næsten alle ritalin. Tallene for udbredelsen af denne medicin i USA varierer, men næsten alle skøn befinder sig langt over alarmgrænsen.
I Danmark refererede Kristeligt Dagblad i april, at mange unge under uddannelse benytter sig af nervemedicin omkring eksamen. Endnu flere lærere i det danske uddannelsesvæsen er afhængige af stressmedicin. Det rejser naturligvis spørgsmålet, om undervisningssystemet har udviklet strukturer, der gør mennesker syge, og medicinen blot tildækker problemet?
Prozac og Ritalin er kun første generation af den slags mediciner. I takt med, at vi bliver i stand til at kortlægge vores individuelle genomer, vil de følelses- og adfærdsregulerende præparater kunne designes til den enkeltes krop – og vi befinder os hinsides den dystopi, som Huxley beskriver i Brave New World. Vi vil kunne forbedre din evne til at koncentrere dig, dæmpe din uro, gøre din søvn kortere og mere effektiv, klare din hukommelse, mindske dine smerteoplevelser og øge din generelle følelse af at være lykkelig.
Det kalder på en etisk refleksion. Og efterfølgende en overvejelse, om området skal reguleres gennem lovgivning?