Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 1.december 2008
Forskere ved Newcastle Universitet meddelte tidligere i år, at det er lykkedes dem at frembringe et menneskeligt fosteranlæg med tre forskellige forældre.
Få timer efter befrugtningsøjeblikket fjernede de cellekernen fra et nyt fosteranlæg og anbragte den i et donoræg, som var blevet tømt for DNA-information. Og cellekernen tog bolig i det nye æg, hvor fosteret begyndte at vokse normalt. Indtil forskerne efter seks dage fandt det rigtigst at destruere dette nye liv.
Metoden er velkendt blandt stamcelleforskere, der gerne vil omprogrammere en menneskelig celle, f.eks. en hudcelle, og have den til at vokse i et nyt æg. Det kan være i et menneskeæg, men i de senere år har der typisk været tale om griseæg eller kaninæg – de er selvsagt mindre problematiske at få fat på.
Under alle omstændigheder opnår stamcelleforskerne med en sådan omprogrammering at komme uden om den etisk uforsvarlige (– og i de fleste lande forbudte) brug af menneskelige fosteranlæg til frembringelse af stamceller.
OGSÅ DET nye eksperiment i Newcastle rummer nogle klare gevinster. Langt de fleste arveanlæg, herunder eventuelle sygdomsdispositioner, stammer fra det genetiske materiale i cellekernen. Men enkelte arvelige sygdomme overføres faktisk via det såkaldt mitokondrielle DNA i kvindens æggeblomme. Det gælder bl.a. muskel-dystrofi, visse former for diabetes og alvorlige leverlidelser.
Nu håber professor Patrick Chinnery fra Newcastle Universitet, at familier med den type sygdomsdispositioner i nær fremtid kan slippe for at give dem videre til deres børn.
For hvis man straks efter befrugtningen tager en cellekerne ud fra moderens æg og giver den et helt andet ’moderæg’, så er det kun mitokondrielt DNA fra det nye æg, der vil påvirke barnets arvelige anlæg.
Marita Pohlschmidt fra Foreningen Muskulær Dystrofi i Storbritannien er selvsagt begejstret over det nye gennembrud, der kan gøre fremtiden lysere for mange medlemmer af hendes forening.
VI STÅR HER med et ægte etisk dilemma: Newcastle-forskernes hensigter er yderst ædle, men som Samuel Johnson engang observerede, er vejen til helvede brolagt med gode hensigter. Også i dette tilfælde vil teknologien kunne anvendes til helt andre formål end de tilstræbte.
F.eks. er det ikke svært at forestille sig, at tanken om et barn med to mødre kan sætte nye drømme i gang hos mange lesbiske kvinder. Selvom den ene kvinde måske kun leverer én pct af arvemassen, så bidrager de dog begge med et æg og får begge ’genetisk andel’ i det nye menneske.
Og mens vi er i den boldgade: Når det kan lade sig gøre at omprogrammere en hudcelle til en stamcelle, så vil det naturligvis også kunne lykkes at omprogrammere den til en mandlig kønscelle eller på anden vis få blandet to mænds DNA-materiale sammen i et enkelt fosteranlæg.
Et barn med to mødre. Et barn med to fædre. Det er på ingen måde den slags drømme, der driver de medicinske forskere. Men som K.E. Løgstrup gør opmærksom på, er det meget ofte sådan, at forskningens umiddelbare mål har en ret begrænset effekt, mens de utilsigtede bivirkninger kan forvandle hele verden.
Da James Watt i 1774 opfandt dampmaskinen, var hans umiddelbare mål at få vandet pumpet op af de britiske kulminer. Han havde næppe forestillet sig, at den vigtigste effekt af hans opfindelse blev kernefamilien – idet dampmaskinen afskaffede familiearbejdet.
Tilsvarende har Patrick Chinnery måske ikke skænket det en tanke, at hans kernetransplantationer gør kærligheden mellem kønnene helt overflødig – hverken køn eller kærlighed vil længere være nødvendige forudsætninger for artens videreførelse.
Børn kan fra nu af bestilles hos befrugtningsindustrien. Og hvis genmassen skal modificeres, klarer industrien også det.
Den bekymring kan Marita Pohlschmidt naturligvis ikke bruge til en snus. Men det gør den ikke mindre berettiget.