Af KLAVS BIRKHOLM
EN SJÆLDEN gang imellem dukker en nyhed op, som er ubetinget god. Slet ikke noget på-den-ene-side og på-den-anden-side. Da etik, som vi bedriver det i Det Etiske Råd, stort set altid handler om at afveje dilemmaer, hvor der ikke findes nogen entydig god eller dårlig løsning – altid både på-den-ene-side og på-den-anden-side – må det vel være tilladt her under rubrikken ”etisk set” at fejre en af disse sjældne, gode nyheder. Så meget desto mere, som den har været ganske upåagtet i dansk presse.
For tre uger siden meddelte Tysklands nye forbundsregering, at den som en del af sit regeringsgrundlag har forpligtet sig til at fjerne alle tilbageværende, amerikanske atomvåben fra tysk grund. Det er en opsigtsvækkende beslutning og en fantastisk nyhed. For tyve år siden ville den på minuttet have nået toppen i alle verdens nyhedsmedier. At det ikke er sket nu, vidner blot om pressens fuldstændige forfald og den (hermed forbundne) politiske apati. Selv har jeg modtaget nyheden fra en gammel ven i Hollands Interkirkelige Fredsbevægelse, IKV.
Koalitionsaftalen mellem de tyske regeringspartnere CDU/CSU og FDP er tilgængelig på internettet. Her kan man, i aftalens udenrigs- og sikkerhedspolitiske afsnit, læse, at Tyskland ”med eftertryk” vil støtte Barack Obamas forslag om radikale nedrustningsskridt helt frem til endemålet, en atomvåbenfri verden.
I forbindelse med næste års opfølgningskonference på traktaten mod udbredelse af kernevåben (NPT), en konference som præsident Obama har sat en stærk dagsorden for – og i forbindelse med udarbejdelsen af en ny strategi for NATO, vil Tyskland ”såvel i alliancen som overfor vores amerikanske allierede sætte kræfterne ind for, at de i Tyskland tilbageværende A-våben trækkes tilbage.”
I 1980’ERNE DREJEDE verdenshistoriens hjul sig frem for alt om to, indbyrdes forbundne akser: 1) kampen mod opstilling af nukleare kort- og mellemdistanceraketter i Vest- og Østeuropa, der truede med at gøre hele kontinentet til et veritabelt atomminefelt; 2) kampen mod sovjetkommunismens imperiale totalitarisme, der bragte hele østblokken i en både moralsk, politisk og økonomisk istid. De centrale aktører, dissidentbevægelserne i Øst og fredsbevægelserne i Vest, konvergerede i kampen mod Jerntæppets deling af Europa, og Murens fald den 9. november 1989 var først og fremmest en bevægende sejr for disse to bevægelser.
Siden har mange andre smykket sig med sejrens palmer – det kunne der skrives shakespeareske dramaer om! – men den nye tyske regerings beslutning om at ville fjerne alle atomvåben viser, at 80’ernes bevægelser stadig sætter frugter.
Tyskland har altid været det centrale NATO-land, både geografisk og politisk. Det giver næppe mening at opretholde udstationeringen af nukleare missiler i Italien og Storbritannien, hvis der ikke findes nogen i Tyskland. Med den tyske beslutning om at trække sig ud af NATO’s atomvåbenarsenal, er der sat en ændret dagsorden for den debat om NATOs nye strategi, som netop er begyndt.
Så det norske Nobelinstitut har virkelig set rigtigt, da de valgte at give fredsprisen i 2009 til Barack Obama. Der er nu en fair mulighed for, at vidt forskellige historiske aktører og bevægelser igen kan indvirke på hinanden og spille positivt sammen, som det skete i 1980’erne.