Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i kristeligt Dagblad 12.april 2010
At kunne svare enhver sit og aldrig erhverve sig noget, man ikke i forvejen har sparet op til – dét er en klassisk, konservativ kardinaldyd. Man kan endnu finde den i litteraturen, men i nutidsbevidstheden er den ligeså pist-borte som den almene dannelse. Det er blot et blandt mange tegn på tidens vægt- og orienteringsløshed, at det antikonservative ”folkeparti”, der går til valg under listebetegnelsen C, nu er førende i felttoget mod denne kardinaldyd.
Hvordan er det gået til?
Min farfar var cigarmager i Holstebro fra 1920’erne til 1960’erne. Familien levede i beskedne kår, og i de store arbejdsløshedsperioder sørgede farfar for middagsmaden ved at fiske i Storåen. Når farfar fik sin ugeløn (i en lille, lysebrun kuvert) blev et mindre beløb straks anvendt til at købe et julemærke, som farmor klæbede ind i en sparebog, hun gemte i klædeskabet. Hvert år til november kunne hun så indfri det opsparede beløb og med det i portemonnæen købe de nødvendige julegaver, f.eks. en flot brandbil til mig.
Min bedsteforældre-generations evne til at spare op er legendarisk. Den blev også nødvendig, for mængden af pakker til jul og til fødselsdage begyndte på et tidspunkt at vokse hastigt. I 1960’erne og 70’erne foretog min far en voldsom social opstigning, som farfar og farmor iagttog med en blanding af vantro og beundring. Eget hus, større hus, egen bil, større bil, egen virksomhed, større virksomhed – i de tiår var der for alvor gang i hjulene i Danmark.
Én blandt flere vækstfremmende faktorer var de gunstige skatteafskrivningsregler, som blev gennemført kort før 1960, og som først og fremmest kan tilskrives den socialdemokratiske finans- og statsminister Viggo Kampmann. Reglerne stimulerede erhvervslivet til dristige investeringer, og snart fulgte også det private boligmarked, da rentebyrden blev fradragsberettiget.
Indtil jeg som dreng engang i 1960’erne så Per Hækkerup – under en valgkamp i det sort/hvide TVs tid – råbe til hele Danmark: Stift gæld! Stift gæld! At spare op er det dummeste, man kan gøre!
Socialdemokratiets ”økonomiske troldmand” var kendt for sit whisky- og cigarforbrug, så ordene faldt på en måde naturligt i munden på ham. Men jeg, som var dreng, tænkte på farmors sparemærkebog. Og jeg tænkte på farmor og farfars reaktion: De havde hele livet været trofaste læsere af Social-Demokraten i Holstebro. Men altså også konservative, i dette ords oprindelige og ovennævnte betydning. For dem var en bankdirektør en ekstraordinært troværdig person! Og når de så de nye villabyggerier, der skød frem i den mindre provinsby, undrede de sig over, hvor de mange mennesker havde de mange penge fra. De drømte ikke om, at pengene kunne være lånte.
Socialdemokratiets økonomiske politik er en afgørende forudsætning for efterkrigstidens vækst og velfærd. Men også for Kurt Thorsen og Stein Bagger. Og for den idiotiske forestilling om, at et fortsat stigende forbrug vil gøre menneskeheden lykkeligere og bedre.
Undersøgelser efterlader ingen tvivl om, at de fleste danskere oplever en kraftig forbedring af deres livskvalitet i de første tiår efter 2.verdenskrig. Men hen mod slutningen af 1970erne standser den kurve brat, og ingen kan vise, at vi skulle være blevet lykkeligere de sidste 30 år.
At leve livet for–nøjeligt kræver nemlig, at man kan nøjes. Og den evne har vi mistet i takt med, at vi har glemt, hvad sparsommelighed betyder.