Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 8.august 2010
HENRIK den Fjerde, Shakespeares storslåede historiske skuespil i 2 x 5 akter, er en af de mest centrale kilder til tilblivelsen og forståelsen af engelsk national identitet. Lige nu oplever skuespillet en blomstrende sommer i kraft af Dominic Dromgooles vidunderlige opsætning, som trækker fulde huse på Shakespeares Globe i London.[1]
Stykket blev første gang opført i 1597, og det handler om forholdet mellem Lene Espersen og Helle Thorning-Schmidt.
Den unge Prins Hal lever et udsvævende liv i selskab med drukmåse, skøger og småkriminelle. Med prinsens ven, den tykvommede og storpralende Sir John Falstaff som samlingspunkt, fester de døgnet rundt og hengiver sig til de rene drengestreger. Prinsens far, Kong Henrik den Fjerde frygter for sønnens evner som tronfølger. Han er selv kommet til magten ved et komplot mod sin svage og utilregnelige forgænger, og hans trone udfordres af oprørske kræfter i Wales, Skotland og det nordlige England, hvor særlig den unge Henrik Hedspore gør indtryk ved uforfærdet tapperhed. ”Gid han i stedet var min søn”, drømmer kongen i 1.akt.
Roger Allam i glansrollen som Falstaff, den folkekære skikkelse som kronprinsen til sidst må distancere sig fra
Lidet aner han, at prinsen senere under navnet Henrik den Femte skal blive en af Englands største konger (1413-22), fejret for sin samling af nationen og for sin strålende sejr over Frankrig i slaget ved Agincourt. I Shakespeares skuespil finder kroningen sted i sidste akt og fremtræder som kulminationen på en historie om prinsens modnende forvandling til den måske mest engelske af alle Englands regenter.
MENS DEN kampivrige og veltalende Henrik Hedspore hele tiden søger æren og i virkeligheden opfatter kongemagten som ærens pris – og for den sags skyld endda forsager sin forføreriske hustru, Lady Percy – er Prins Hal mindre betaget af både sværdets sang og sceptrets glimmer. Han ved, hvad der venter, og udskyder gerne øjeblikket for endnu et lystigt bæger vin og en nat med Doll Lagensplitter.
Men da oprøret rejser sig, løfter han sin pligt og tager til fronten, hvor han besejrer den overivrige Hedspore i tvekamp. Og da Henrik den Fjerde til sidst er døende, forlader prinsen sine festvenner og drikker magtens bærme til bunds. Han ved kun alt for godt, at kongekåben ikke er en festrobe, men en tung byrde, han må iføre sig. At magtens insignier er andet og mere end pyntelige smykker. I en forfærdelig scene bortviser han sin gamle ven og svirebroder Falstaff, der er hastet til kroningsceremonien i forventning om, at han fra nu af skal leve i ubekymret udskejelse på kongens gunst og for hoffets regning.
For i det øjeblik, Prins Hal får kronen på hovedet, er han ikke længere den, han var [2]. Som Henrik den Femte har han ikke længere en privat tilværelse, men tilhører nationen. Det er denne forvandling, Lene Espersen – sans comparaison – ikke fatter. Så længe hun var folketingspolitiker og sekundaminister, accepterede offentligheden, at hun igen og igen prioriterede privatsfæren, ferier og familieliv. Men da først hun forstødte sit partis ukronede konge og satte sig på rigets næsthøjeste stol, mistede hun retten til at være privat. Hun troede, at det nye ”job” var en endnu lystigere fest; hun forstod ikke, at det er en tung byrde.
Omvendt Helle Thorning-Schmidt, der i anledning af balladen om hendes skødesløse skødeoplysninger straks afbrød sin ferie og trådte frem for pressen iført magtens spadseredragt, læbestift og hårlak, mens hun med værdighed stillede sig til rådighed for både den formelle domsmagt og den glubske folkedomstol.
Således tales magtens ubarmhjertige sprog. Og kan man ikke drikke bærmen til bunds, bør man holde sig på afstand.
Der er mange andre sider af sommerens føljeton om Lene og Helle (der i alt mere ligner en vaudeville end et shakespearesk drama). En af dem er, at Helle Thorning tilsyneladende aldrig kan opnå den folkelighed, der kommer af at kunne færdes hjemmevant blandt Fallstaff’er, soldater, skøger, specialarbejdere og bistandsklienter.
Men det er en anden historie.
[1] Opførelsesperioden er netop blevet forlænget til 9.oktober. Se www.shakespearesglobe.org (hvor billetter også kan bestilles). I øvrigt kan jeg også stærkt anbefale Mark Rosenblatts iscenesættelse af Henrik VIII.
[2] Presume not that I am the thing I was. (II Henry IV, 5,5 l.57).