Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 13.september 2010
”FORDUM var der fred på gaden” … Når der synges aftensang fra højskolesangbogen, skråler jeg altid fornøjet med på Vilhelm Andersens vise, hvor den knarvorne og reaktionære Jeronimus giver frit løb for sin irritation over samtidens unoder.
Fordum var der ro på om aftenen. ”Godtfolk gik fra aftensmaden fredeligt i hi.” Ingen larm på gaden eller hos naboen. Ingen blinkende reklamer. ”Ingen te og sukkerlade, / intet kaffekompagni”. Ingen ghettoblastere og bilradioer. Ingen TV. Ingen rapmusik. Men ”maskarade, maskerade! Freden er forbi!”
Visen indgår i Carl Nielsens opera fra 1905 (Maskarade), og den har nr 553 i Højskolesangbogen. Jeg tror ikke, at noget sangbogsudvalg, hverken det seneste eller de tidligere, har haft under overvejelse at fjerne den. For alle kender jo Jeronimus, han er tilmed blevet klonet, så han nu dukker op overalt!
En af mine favorit-Jeronimus’er er den polsk-britiske filosof og religionshistoriker Leszek Kolakowski, som i 1990 udgav en essaysamling med titlen: Det moderne på anklagebænken i én uendelighed (Modernity on Endless Trial). Normalt gælder jo det modsatte. Hvem reklamerer f.eks. med et umoderne møblement? Det moderne er sjovt nok altid det bedste, og hvis et umoderne møblement på et tidspunkt kan sælges, er det fordi det umoderne er blevet moderne. Så ”modernitet” og ”det moderne” er kun ord, der tjener til at standse enhver argumentation. Og hvis det moderne altid er det bedste, hvad kommer så efter det post-moderne, spurgte Kolakowski profetisk i 1990.
”ALT VAR bedre i gamle dage”, det er Jeronimus’ evige omkvæd. I gamle dage var der ikke så megen trafik. I gamle dage skulle vi ikke hele tiden skynde os. I gamle dage var der ingen mobiltelefoner til at forstyrre os. I gamle dage sagde man ”De” i radio og fjernsyn og lagde vægt på høflig omgangsform. I gamle dage – det var før 1968, ungdomsoprøret og den seksuelle revolution. Før end autoriteten blev skudt i sænk:
”Ingen ungdom kom for skade, / spurgte først, ’Hvad far vil sige’. / Maskarade, maskarade! / Nu er alle lige!” Carl Nielsens melodi er genial, den billedliggør musikalsk de vrantne mænd, der står og råber med deres stokke. Det er en tale-melodi. En slags rap i slowmotion.
Men hallo! Har Jeronimus ikke også en pointe? I 1905 var stress et næsten ukendt fænomen, i dag er det en folkesygdom. Er vi virkelig blevet lykkeligere af, at alle har fået bil og dagligt kan sidde fast i trafikpropper, måske i timevis? Og er vi blevet lykkeligere af, at vi også kan tale i mobiltelefon, mens vi sidder fast i trafikken?
Er vi blevet lykkeligere af, at fjernsyn nu kun kan købes – eller rettere: skal købes – i pakker à 25-30 kanaler, så alle får ”det frie valg” med deres remote control? Er vi blevet lykkeligere af, at reklamer i det offentlige rum nu beslaglægger op mod 35 minutter af vores opmærksomhed om dagen? Er vi blevet lykkeligere af, at alle kan shoppe døgnet rundt? Er vi blevet lykkeligere af, at et kæmpe segment af unge og erfaringsløse managementkonsulenter og virksomhedsledere definitivt har sat 68-oprøret mod faderautoriteten igennem i arbejdslivet og gjort de fleste virksomheder til scener for en permanent revolution?
Jeg synes, Jeronimus har en pointe. Hver gang jeg ser mig selv i spejlet, må jeg ærligt talt udbryde: ”Maskarade! Alt var bedre i gamle dage!”