Af KLAVS BIRKHOLM
Det tjener Jyllands-Postens Ralf Pittelkow til ære, at han med sine meningers mod går ind i debatten om Ægyptens fremtid, der ellers, begivenhedernes omfang taget i betragtning, har fremkaldt påfaldende få kommentarer fra politisk hold.
Pittelkows indlæg, ”Egyptens skjulte sandhed” (Jyllands-Posten 09.02.2011) [1] fremfører to synspunkter:
1) Den ”politisk korrekte del af indvandringsdebatten” herhjemme har været begejstret over demonstrationerne i Cairo og andre ægyptiske byer ”som var det folket, der rejste sig for at kræve demokrati”.
2) I virkeligheden ønsker et flertal af ægyptere deres samfund styret efter islamiske regler, og derfor bør vi som europæere ikke støtte demonstranterne, men sætte vores lid til ”militæret bakket op af USA”.
Mit indtryk er det modsatte. I det segment, Pittelkow kalder den ”politisk korrekte del af indvandringsdebatten” har holdningen til 25.januar-bevægelsen været påfaldende forbeholden, netop på grund af frygten for islamisme. Og mens præsident Barack Obama taler om, at vi er ”øjenvidner til Historiens gang”, foretrækker danske politikere til højre og venstre at tale om efterlønsreform og om sagsbehandling i integrationsministeriet.
Hvorfor? Fordi i 25.januar-bevægelsen forenes to poler, som de fleste debattører helst vil holde adskilte. På den ene side det universelle i kravet om demokrati og menneskerettigheder. På den anden side det partikulære i demonstranternes ægyptiske baggrund og tankesæt – deres kogte bønner, deres fredagsbøn, deres maqam-musik, deres mavedans o.s.v.
Pointen er, at det universelle ingensinde kommer til syne, uden at det sker i en partikulær skikkelse. Det er den illusion, Europas intellektuelle venstrefløj i reglen falder for (Jürgen Habermas f.eks.). Det kunne netop ikke lade sig gøre for USA og dets allierede at indføre demokrati i Irak ’ovenfra’, med ren militær magt. I sammenligning med billederne fra Cairo og Alexandria er det ynkeligt at erindre den konstruerede mediehappening, da ’befolkningen’ i Bagdad væltede en statue af Saddam Hussein.
Demokrati betyder folkestyre. Det fordrer et folk i kød og blod, der beslutter sig for, at det ikke bare vil adlyde og bøje nakken, men rejse hovedet og bestemme selv. Men Pittelkows synspunkt synes at være, at eftersom et flertal af ægyptere er muslimer, er det bedst, at de ikke får demokrati.
Dette markante standpunkt søger Pittelkow at underbygge med en påstand om, at når demonstranterne kræver frie valg, ytringsfrihed, religionsfrihed, stop for korruption, stop for politibrutalitet og ophævelse af den 44 år lange militære undtagelsestilstand – så mener de det slet ikke!
Pittelkow har læst en opinionsmåling, som Pew Research Center har foretaget i Ægypten i april-maj 2010 [2], og som ifølge Pittelkow ”burde være udgangspunkt for enhver seriøs debat om Egypten”.
Ifølge undersøgelsen anser 85 procent af alle muslimer i Ægypten [3] det for positivt, at religionen spiller en vis rolle i politik. – Det stillede spørgsmål går altså for det første på, om de adspurgte vil vedstå deres kultur i politiske anliggender (ethvert samfund bygger som bekendt på religiøse værdier). Men for det andet går spørgsmålet også på, om de adspurgte vil anerkende forfatningens legitimitet.
Man skal forestille sig, at en mand banker på døren, det sker i april sidste år. Med sig har han en blok og nogle store spørgeskemaer. ”Ifølge Ægyptens forfatning er islam statsreligion og statens muslimske borgere er underkastet sharia-lov – går De ind for dette? kryds ja eller nej!”
Tja, hvad bør man svare? Hvad sker der, hvis man svarer nej? Og hvad vil de samme muslimer svare, hvis den samme mand banker på døren med det samme spørgsmål den 12.februar 2011?
Ifølge undersøgelsen fra Pew Research Center mener kun 31 procent af alle Ægyptens muslimer, at der i deres land foregår en kamp mellem islamiske fundamentalister og fornyere [4]. Blandt disse 31 procent stiller 58 procent sig på fundamentalisternes side. Alt i alt altså 18 procent af de adspurgte muslimer i Ægypten.
Selvfølgelig bør man ikke overse den risiko, som lurer i dette segment af det meget uens udviklede samfund. Men det er værd at bemærke, at Det Muslimske Broderskab så langt fra at instigere de folkelige demonstrationer, der er løbet sammen i 25.januar bevægelsen, tværtimod har forsøgt at hoppe med på bevægelsens bagperron.
Det er nemlig ikke mere religion, der er på dagsordenen for de folkelige bevægelser. Det er mere demokrati.
Og snarere end at lytte til Hosni Mubaraks allierede på Jyllands-Posten bør den vestlige verdens magthavere i Washington, Berlin, London og Bruxelles måske overveje, om ikke ytringsfrihed, retssikkerhed og frie valg nu bør rykkes højere op på mellemøstpolitikkens dagsorden.
(P.S. Netop som jeg sætter det sidste punktum her, indløber nyheden om, at Hosni Mubarak omsider er trådt tilbage.)
[1] http://jp.dk/opinion/pittelkow/article2333528.ece
[2] Se http://pewresearch.org/pubs/1874/egypt-protests-democracy-islam-influence-politics-islamic-extremism
og: http://pewglobal.org/2010/12/02/muslims-around-the-world-divided-on-hamas-and-hezbollah/
[3] Ikke blandt alle ægyptere, som Pittelkow skriver. Der er trods alt andre religioner i landet, skønt islam dækker det overvældende befolkningsflertal (90 procent).
[4] Jeg skriver ”kun”, fordi de tilsvarende tal f.eks. er 53 procent i Libanon og 52 procent i Tyrkiet.