KlavsBirkholm.dk

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 14.juni 2011

DET ETISKE Råd vil nu rådgive om sproget i det danske sundhedsvæsen. En arbejdsgruppe er blevet nedsat til opgaven, og det er et udtryk for, at Rådet prioriterer sagen højt. De første udtalelser vil komme allerede i år, lyder meldingen. [1]

Alt i alt er der tale om en meget dårlig idé, og jeg begriber ikke, hvordan den har kunnet opstå og nyde fremme i Det Etiske Råd, som ellers har tradition for at være meget sikker i forvaltningen af sit mandat.

Naturligvis vil ingen ved sine fulde fem hævde, at sprogbrugen er betydningsløs eller underordnet. Tværtimod. At sproget besidder en hemmelighedsfuld magt, er en almen erfaring, der gælder på alle områder af menneskelivet, ikke kun i de bioetiske debatter.

Ligeledes, at sproget uophørligt forvandler sig. Ethvert ord er talt i en bestemt situation og etablerer sin betydning netop i situationen. Sproget er levende, og det samme ord, som i den ene sammenhæng kan åbne for samtalens fællesskab, kan det næste øjeblik virke dræbende og lukkende. Tænk blot på ordet ”fred” under den kolde krig. Eller på ordet ”bæredygtighed” i dag.

Som dissidenten Václav Havel skrev få uger før kommunismens sammenbrud, med udgangspunkt i sine egne fængselserfaringer: ”Det samme ord kan være snart sandfærdigt og snart falsk, snart blændende og snart bedragende, snart kan det åbne herlige perspektiver, og snart kan det blot lægge skinner ud, der fører til et helt øhav af koncentrationslejre” [2].

Derfor er det heller ikke muligt at etablere en kanon for korrekt sprogbrug. Alle gode hensigter til trods vil en sådan kanon meget hurtigt blive til et redskab for undertrykkelse af den frie debat.

Forestil Dem, kære læser, at hele det danske sundhedsvæsen efter indstilling fra Det Etiske Råd skal udskifte begreberne ”abort” og ”svangerskabsafbrydelse” med ”fosterdrab”. Mange gode grunde kan tale for en sådan sproglig sanering – for eksempel, at fosterdrab er mere dækkende, og at det nuværende antal aborter på 16.000 årligt afspejler en usund, kollektiv fortrængning, der også afspejles i sproget.

Forestil Dem altså, at en ung kvinde fremover, når hun taler med sin jordemoder, sin partner og sine veninder, er pålagt at bruge ordet ”fosterdrab” og ikke længere må sige ”abort”. Det lyder unægtelig lidt som englenes ø i Milan Kunderas Om Latter og Glemsel eller som som Huxleys Fagre Nye Verden. Som godlidende tvang. Man savner frihedens ilt.

Selvfølgelig er der al mulig grund til at være kritisk over for den sprogbrug, man møder i det offentlige rum. Er man ikke på vagt overfor ordenes skjulte argumenter, kan det blive fatalt. ”Alle vigtige begivenheder i den virkelige verden – smukke og uhyrlige – har nemlig altid deres forspil i ordenes sfære”, som Havel siger. [3] Derfor er det også en god ting, at Det Etiske Råd i flere af sine redegørelser gør sig omhu med at drøfte sprogbrugen på det pågældende område. Endnu bedre, om Rådet selv tager disse drøftelser alvorligt.

I redegørelsen om eutanasi forklarer Rådet omhyggeligt, hvorfor den for tiden så populære omskrivning ”aktiv dødshjælp” er stærkt misvisende. Eutanasi er det klassiske udtryk for medlidenhedsdrab på syge og handicappede, men ordet er miskrediteret af Det Tredje Riges eutanasiprogram, som ifølge historikerne ombragte mere end 270.000 mennesker. Derfor foretrækker tilhængere af, at vi i Danmark tillader aflivning af mennesker, det forskønnende udtryk ”dødshjælp”. Dog – det er og bliver aflivning.

Det giver god mening, at Det Etiske Råd i sine forskellige redegørelser medtager den slags betragtninger om sprogbrugen i de specifikke tilfælde. Men det giver ingen mening, at Rådet befitter sig med en generel sprogpolitik.  

Rådet er sat i verden for at skabe debat og rådgivning om de særlige etiske dilemmaer, som rejses af en række nye og meget avancerede biomedicinske teknologier. Fortrinsvis spørgsmål, som verden aldrig før har set og stillet, i al fald ikke i deres nuværende skikkelser.

Derimod har Rådet har ingen særlig myndighed til at komme med etiske anbefalinger om eksempelvis regionalsygehusenes placering eller korrekt og ukorrekt sprogbrug i sundhedsvæsenet i almindelighed.

Det siger sig selv, at medlemmer af Rådet har stærke meninger og trang til at ytre dem, men ethvert forsøg på at anvende Det Etiske Råds autoritet uden for dets mandatområde, vil ende med at svække dets omdømme og position.