På besøg i historiens vigtigste skuespilhus

– 30. juni 2011

In Love with Shakespeare. Essay

 

Af KLAVS BIRKHOLM

En af de mest konstante ting i mit liv er min kærlighed til Shakespeare, jeg kan ikke finde et svagere udtryk. Andre forfattere taler stærkt til mig, Goethe, Dostojevskij, men det er altid kun en del af mig. Shakespeare rummer det hele.

Selv om det nu er mere end fyrre år siden, husker jeg stadig krystalklart den første gang, jeg læste et af hans skuespil. Det var skarp sensommer på Århus Universitet, en læsestue i vandrehallen, A Midsummer Nights Dream. Allerede mod slutningen af 1.Akt, hvor teaterkompagniet første gang præsenterer sig, greb latteren så kraftigt fat i min krop, at det blev vanskeligt at respektere kravet om stilhed i læsestuen. På et tidspunkt midt i teksten – måske dér hvor elverdronningen forelsker sig i væveren med æselhovede – måtte jeg hulkende krybe ned på alle fire, mens latterens tårer vædede mit ansigt.

Mange år senere, i 2008, da jeg forlod Shakespeares Globe efter at have set opførelsen af det selvsamme stykke, var tårerne dér igen, men på en anden måde. For det er foreningen af det mest platte og urkomiske med den mest forfinede poesi, der er det særlige ved En Skærsommernats Drøm.

Nu er det på ingen måde mit favoritstykke af Shakespeare, skønt ved nærmere eftertanke kan jeg ikke udpege et sådant. Af den håndfuld skuespil, der stiller sig forrest i køen af kandidater til en sådan værdighed, formår intet at fortrænge samtlige 37 andre. Det er netop helheden, hvor de grelleste modsætninger forenes, der gør Shakespeare så stor.

*

Shakespeares Globe så jeg første gang under en sejltur ned ad Themsen. Det var i slutningen af 90’erne, jeg var på vej til Greenwich for at lave en radioreportage om tidens og tidsmålingens historie. Kort før Southwark Bridge faldt mit blik på en særpræget, hvid bygning på højre bred: Et tilsyneladende cirkelformet bindingsværkshus i tre etager, åbent i midten, med et smalt stråtag og en standart vajende fra et af de to små tårne. Skønt temmelig undseelig midt blandt de mange gigantiske klodser, der her konkurrerer om opmærksomheden – på højre bred har vi lige passeret det gamle kraftværk, der nu er indrettet som Tate Gallery for Moderne Kunst, et industrielt kæmpemonument i funkis-stil, og lidt længere fremme ses Financial Times’ modernistiske hovedsæde; – til trods for, at den lille, hvide bygning med stråtaget og standar­ten synes noget klemt mellem disse mange store naboer, så kommer man alligevel uvilkårligt til at stirre derind. Det er, som om man har set bygningen mange gange før. I drømme måske?

Ganske rigtigt. Min flodskipper kunne oplyse, at der var tale om en replika – en nøjagtig kopi – af The Globe Theatre, Shakespeares berømte skuespilhus, der blev bygget i 1599 mindre end 200 meter fra det sted, hvor kopien nu er opført.

Åh nej! Endnu et Disneyland, end­nu en temapark – ligesom japanerne, der har bygget en kopi af  Tivoli, og amerikanerne, der vil købe Tower Bridge og flytte den til Hudson River. Det lugter forlorent. Ikke noget for mig! Jeg holdt mig væk.

Det holdt imidlertid kun et par år. Allerede ved mit næste arbejdsbesøg i London kunne jeg ikke styre min nysgerrighed. Heldigvis! For det viser sig at være alt andet end forlorent. Det er verdens bedste teater, og de seneste ti år er det blevet en kær nødvendighed i mit liv at se et par forestillinger dér hver eneste sommer.

*

Når man kommer tæt på, virker The Globe både større og ikke mindst smukkere. Det viser sig, at bygningen ikke er helt rund; den er faktisk tyve-kantet. Alle bindingsværkets bjælker, både lodrette og vandrette er i smukt egetræ, udfyldningerne hvidkalkede; det hele virker meget gedigent. De bærende bjælker rejser sig ni meter over jorden, og dertil kommer så stråtaget med yderligere et par meter.

Fire porte leder fra den omkringliggende piazza ind til teatrets indre gård. Men selv om det kun tager få skridt at komme derind, er passagen  næsten som en tidsrejse. En oplevelse der må tage vejret fra enhver elsker af Shakespeare.

Wauw! Det er virkelighed! Og det er samtidig (forunderligt nok) ganske tæt på Shakespeares virkelighed. Den nye Globe er bygget i nøj­agtigt de samme mål, med de samme materialer og de samme hånd­­værksmetoder som Shakespeares. Omkring den indre gård, som måler godt 21 meter i diameter, rejser gallerierne sig stejlt i vejret. Det mellemste og det øverste galleri er forsynet med smukke balustrader i hånddrejet eg. Man kan næsten se Elizabeth-tidens publikum for sig, mens de spiser deres medbragte pølser, drikker deres øl og følger med i alt, hvad der foregår både på scenen og blandt mængden i gården, nede foran scenen.

Men hernede, i gården er det mest overvældende indtryk alligevel den store og prægtigt dekorerede scene. Dens gulv er hævet om­­kring halvanden meter – de nærmeststående kan lige præcis lægge hoved og arme op til skuespillerne. Gulvet er et rektangulært plateau, der rager halvvejs ud i gården. På den måde kommer scenen meget langt frem mod tilskuerne; det stående publikum kan bevæge sig i den halvcirkel af gården, som scenen ikke optager.

Det er nok det allermest slående i dette fantastisk tætte rum: Den næsten sanselige oplevelse af en historisk tradition, hvor aktører og til­skuere var – og nu igen er – så nær på hinanden, at forestillingerne næsten har karakter af iscenesatte samtaler.

Vanessa Redgrave, der spillede Prospero i 2000-opførelsen af Stormen, fortalte mig ved den lejlighed, hvilken enorm udfordring det er for vor tids skuespillere at gå ind på en sådan scene. Iagttaget fra alle sider, forfra og bagfra, oppefra og nedefra, findes der intet sted at skjule sig – skuespilleren er uafbrudt.

Redgraves medspiller som Caliban – Prosperos vilde slave på de skibbrudnes ø – var det år Jasper Britton. Han krøb rundt på alle fire med en kurv fisk som han indimellem gnaskede af. På et tidspunkt kastede han en fisk ud i tilskuerhavet. Et overrasket brøl fra forsamlingen. Så kom fisken retur i hovedet på Britton, og det var tydeligvis ikke planlagt. Men han greb situationen og udbrød (sådan cirka): ”Who art thou that shows such contempt for natures gifts” (hvem er du der således foragter naturens gaver)? Vild latter.

*

All the World’s a Stage – Hele verden er en scene, siger melankolikeren Jaques i 2. akt af Som man behager. Her gælder det samme, i modsat orden: Scenen er hele verden. Eller i al fald et billede af universet, Elizabeth-tidens univers. Under gulvet er Helvede. Her huserer Hamlets afdøde fader – ”kælder­fyren”, som han kalder spøgelset. Og her, gennem en lem, sænkes Caliban ned, da han skal holdes fanget i en sten.

Ovenover ses Himlen, der hviler på to mægtige søjler med et udhæng. Og mens gulvet, søjlerne og bagvæggen er holdt i grønne, brune og rødlige jordfarver, er Himlen midnatsblå. Inddelt i kvadratiske paneler med forgyldte rammer, hvert panel dekoreret med et himmellegeme – solen, månen, alle dyrekredsens stjernebilleder. Helt i midten ses en guddommelig oplyst sky; den skjuler en lem, hvorfra himmelske væsener kan svæve ned over scenen.

Når Lorenzo i 5.Akt af Købmanden i Venedig siger til Jessica, Jøden Shylocks datter: Look how the floor of heaven / Is thick inlaid with patens of bright gold – ”Se hvor himlens gulv er indlagt tæt med blanke guldoblater” – ja, så er det meningen, at tilskueren skal se op og se, at sådan er det virkelig. Sådan var det for Shakespeares publikum, og sådan er det for publikum her.

Det er ikke svært at sætte sig ind i den betagelse, der lyser ud af mange samtidige beskrivelser af Elizabeth-tidens skuespilhuse. Udenfor var der kun enkle, hvidkalkede murværk. Indenfor en overdådighed af farver. De Witt, en rejsende der i 1596 besøgte The Swan (få hundrede meter længere oppe af Themsen), kunne næsten ikke tro, at de to store søjler på scenen var af træ – for som han skriver: ”de er malet i en så fremragende efterligning af marmor, at det kan bedrage selv den mest udspekulerede”.

*

Ordet er Gud (The Word is God) er temaet for 2011-sæsonen, som åbnede Palmesøndag med en maraton-oplæsning hen over hele påsken af Kong Jakobs Bibel, der netop udkom i 1611. Intet forfatterskab har flere referencer til den hellige skrift end Shakespeares, og omvendt er hans eget værk så guddommeligt, at Karen Blixen vistnok var af den opfattelse, at det kun kunne være skrevet af Vorherre selv.

Eve Best og Charles Edwards

Med en så prætentiøs overskrift har det næsten været givet, at én af årets produktioner skulle være Som man behager, måske det mest evangeliske af alle Shakespeares skuespil – og det, der indeholder flest ’berømte sentenser’. Jo Herbert og Beth Park er forrygende i rollerne som Rosalind og Celia, de to kusiner, der flygter fra den onde konges hof, ud til Rosalinds detroniserede far i Arden-skoven, hvor mange personer forelsker sig og de mest fortryllende forvandlinger finder sted.

Desværre opføres stykket kun 14 gange på Shakespeares Globe, for som noget nyt er teatret begyndt at satse på tur-produktioner – hele dets eksistens handler jo om at føre skuespillet tilbage til dets rødder for 400 år siden, og dengang var de fleste teatertrupper på permanent omrejse. Foruden As You Like It turnerer The Globe i år med Hamlet.

De to ’fastboende’ produktioner, som de besøgende i London kan forlyste sig med denne sommer, er Stor Ståhej for Ingenting og Når Enden er God er Alting Godt. Jeg havde selv fornøjelsen at overvære premieren 20.maj på Stor Ståhej, der er blevet en af teatrets største succes’er med femstjernede anmeldelser over hele pressen.

Eve Best og Charles Edwards spiller Beatrice og Benedick, der begge er så rapkæftede og har så stor fornøjelse ved at nedkæmpe hverandre i fægtning på skarpe replikker, at omverdenen må bedrage dem begge til at lade forsvarsværkerne falde og indse, hvor højt de i grunden elsker hinanden.

Eve Best, som her i Danmark er mest kendt fra film (Kongens Store Tale) og TV-film, overvandt på premiereaftenen sin indledende forsigtighed overfor scenens udfordringer og endte med i triumf at spille på hele publikumsregistret. Charles Edwards, der ligner en ung udgave af P2’s Helge Baun Sørensen, spankulerer selvglad rundt, som har han aldrig bestilt andet, og selv da omverdenens bedrageri gør ham komisk til grin, bevarer han selvglæden, på en yndefuld måde.

På toppen af det ses Paul Hunter, den bedste Shakespeare-komiker jeg nogensinde har oplevet, i en helt uforglemmelig rolle som vagtmesteren Stikkelsbær, der taler helt sort, mens hans bizarre personale forsøger at hitte rede på, hvad hans ordrer i grunden går ud på.

Det hele slutter i et kys.

Benedick: Godt, jeg tager dig, men ved himlens lys, jeg tager dig af medlidenhed.

Beatrice: Jeg lader være at give dig afslag, men ved den klare dag, det er efter lange overtalelser og til dels for at redde dit liv, for jeg har hørt, at du tæredes ganske hen.

Benedick: Ssh! Nu skal jeg stoppe munden på dig. (Kysser.)

Og vild jubel på teatret. Taget kan jo ikke løfte sig, men det var som om Londons nattehimmel blev spændt ud til en overjordisk tone.

Sådan kan man år efter år opleve magiske øjeblikke på Shakespeares Globe. Det er bestemt en rejse værd.