Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 31.oktober 2011
EN BOSÆTTELSE hedder på engelsk a settlement; de nordamerikanske nybyggere, som i 17- og 1800-tallet rykkede USA’s grænser mod vest, var settlers.
Men i det engelske industrisamfund fik ordet en ny betydning. Et ”settlement” blev betegnelsen for et sted i storbyens fattigkvarterer, hvor en gruppe højtuddannede, i reglen unge kristne, slog sig ned for at bedrive socialt arbejde og tillige forsøge en uddannelsesindsats blandt de dårligst stillede i samfundet. En aktiv ”bosættelse i proletariatet”.
Det allerførste af den slags settlementer, Toynbee Hall i Londons nordøstlige Whitechapel, åbnede i 1884 og var blandt andre inspireret af kunst- og samfundskritikeren John Ruskin. Bevægelsen bredte sig hurtigt over hele verden, og den dag i dag fungerer mange settlementer i bedste velgående. Det gælder også det første danske eksemplar – Kristeligt Studenter Settlement, der åbnede i Saxogade 1.november 1911 og derfor nu kan fejre 100-årsdag[1].
SETTLEMENT-bevægelsen refererer til nogle af de fineste sider af den tidlige industrialismes sociale ideer – i høj grad værd at fremdrage i dagens anledning.
Således var John Ruskin en central figur i den prærafaelitiske strømning, der så industrialiseringen som et forfald, både fordi fabriksbyerne ødelagde menneskets sans for naturens skønhed, og fordi masseproduktionen varslede enden på det gode håndværk[2]. Som social reformator var Ruskin nærmest syndikalist; det gjaldt om at give håndens arbejdere magten over deres egen fremstillingsproces, ikke staten og dens eliter.
Det var kort sagt mens socialismen endnu var etisk sund og grundlæggende i familie med konservatismen i deres fælles opposition mod den fremstormende, kapitalistiske liberalismes fremskridtsdyrkelse (en side af konservatismen som Brian Mikkelsen er helt uvidende om).
En naturlig og betydningsfuld del af den samme reformstrømning var de socialt engagerede kristne bevægelser, i Danmark ikke mindst Indre Mission. Det var, før end Tidehverv gjorde kristendommen for fin til at engagere sig i medmennesket. I København var den drivende kraft bag det første settlement pastor Richard Thomsen, der kom fra Indre Mission og var overbevist Socialdemokrat, samt den legendariske dr. theol. Alfred Th. Jørgensen, formand for de samvirkende menighedsplejer og senere initiativtager til Folkekirkens Nødhjælp[3].
De og deres medhjælpende studenter organiserede undervisning i både boglige og praktiske fag, læseklubber, foredragsaftener, skakklubber, søndagsskoler, læsestuer, biblioteker, koncerter, gymnastik og boldspil – og feriekolonier, ikke at forglemme. Alt sammen med det formål at nedbryde de sociale skel og på sigt afskaffe den samfundsbetingede nød i befolkningen[4].
Filantropi betyder ”ven af mennesket”. Og disse første settlers var ægte filantroper i den forstand, at de opfattede det menneskelige fællesskab som selve livets mening og derfor enhver udelukkelse fra fællesskabet – det være sig af sociale eller uddannelsesmæssige grunde – som udtryk for en krænkelse af tilværelsens grundlæggende orden. Modsætningen til de børsmæglere og finansspekulanter, der lige nu er ved at rive hele Europa i stumper og stykker, kan næppe være mere absolut.
Desværre taler tidsånden i dag børsmæglernes sprog. Filantroper kan man da ikke tage alvorligt. Så det er det måske dér, i tidsåndens hjerteland, man nu til dags skal bygge settlementer? På Wall Street, for eksempel.
[1] Eksemplar nummer 2 blev oprettet i 1943, da der blandt de mange studerende, som hjalp til på Kristeligt Studenter Settlement, var en større gruppe med rødder på Askov Højskole. Gruppen, der blandt andre talte Mira og Niels Henrik Arnfred, besluttede at oprette en aflægger på Nørrebro. Det blev til Askovgaarden, der fungerede som settlement indtil midten af 1970’erne, men i dag er en mere traditionel institution for udsatte børn og unge. Ifølge Askovgaardens egne oplysninger skyldes stedets institutionalisering, at kommuner og fagforeninger krævede arbejdet udført af professionelle, overenstkomstansatte medarbejdere.
[2] Ruskin blev, sammen med sin 15 år yngre forbundsfælle William Morris, også foregangsmand for den engelske Arts and Crafts Movement. Dens danske søsterstil kaldes Skønvirke og repræsenteres af bl.a. malerne P.C. Skovgaard og hans sønner, Th. Bindesbøll og arkitekten Martin Nyrop.
[3] Alfred Th Jørgensen skriver i 1926 om Settlement-bevægelsen, at den er ”en af vor Tids betydningsfuldeste kulturelle Strømninger, et Sidestykke til den danske Højskolebevægelse, et socialt Storværk, som fører to forskellige Klasser af Befolkningen sammen” (Salmonsens Konversationsleksikon, vol 21, side 291). Alfred Th Jørgensen er desuden kendt for bøgerne Filantropiens Førere og Former i det nittende Aarhundrede, 1921; Filantropi, 1939; samt Apostelen Paulus som Filantrop. Den kristne Diakonis Oprindelse og Rettesnor, 1950.
[4] Jeg tror, at når Danmark kun fik ét (to) settlementer skyldes det netop højskolebevægelsens styrke her i landet (jvf foregående note). Højskolerne passede måske bedre til et landbrugssamfund som det danske, mens settlementerne typisk er hjemmehørende i de meget store industribyer, der voksede grumt i 1800-tallet (Manchester, Glasgow, Chicago, Detroit etc.)