Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Berlingske Tidende 3.november 2011
Hvorfor har sundhedsminister Astrid Krag (SF) nu valgt at genindføre gratisprincippet for kunstig befrugtning? Antallet af børn frembragt ved kunstig befrugtning er steget foruroligende de seneste 15 år. Når andelen når op omkring en tiendedel af alle nyfødte – og fortsat stiger – er der al mulig grund til at overveje de etiske dilemmaer, en sådan udvikling afstedkommer.
Lad os et øjeblik tænke 25 år frem i tiden og forestille os, at mindst halvdelen af alle nyfødte børn på det tidspunkt er kunstigt frembragte. Med den nuværende tendens er det i høj grad sandsynligt.
Hvad vil det betyde for vores opfattelse af mand og kvinde, hvis børn ikke længere er frugten af en kærlighedsakt, men derimod noget man bestiller til levering fra et laboratorium? Og hvad vil det betyde for vores syn på menneskets værd, hvis vi som den eneste art ikke længere er i stand til at formere os selv?
Plus endnu et spørgsmål: Befrugtede æg uden for kvindens livmoder er særlig let tilgængelige for genetisk undersøgelse (PGD). For nogle unge par er det ligefrem blevet en grund til at foretrække kunstig befrugtning frem for naturmetoden – det ”føles tryggere”, når lægerne ser med. Ganske vist er PGD i dag kun tilladt for et begrænset antal sygdomsdispositioner. Men vil vi, efterhånden som testteknologierne raffineres, kunne modstå fristelsen til at scanne for rigtig mange egenskaber hos det befrugtede æg? Vejen fra kunstig befrugtning til arvehygiejne er meget kort.
På trods disse, meget betydelige betænkeligheder fortsatte den voldsomme stigning i IVF-graviditeterne indtil sidste årsskifte[1] (IVF= reagensglasbefrugtning). Det er der flere årsager til. En af dem er, at flere og flere unge kvinder og par ønsker at udskyde beslutningen om at stifte familie. Hverken de videregående uddannelser eller de uddannelseskrævende virksomheder er særlig børne- og familievenlige. Og desuden er det blevet tidsåndens tale, at man skal forlænge sin ungdom mere og mere, efterhånden nærmest til overgangsalderen.
Der er bare den hage ved det, at kvindens fertilitet begynder at dale, allerede når hun fylder 25, og efter midten af 30’erne daler den voldsomt. Så det er ikke mindst karrierefamilier, der har måttet gøre brug af de generøse tilbud om kunstig befrugtning.
En anden årsag er den dalende sædkvalitet hos mænd. En europæisk undersøgelse blandt værnepligtige peger på, at hele 40 procent af danske mænd lider af nedsat sædkvalitet. I stedet for at gøre en samfundsindsats for at vende denne forfærdelige udvikling, tilbyder vi mikroinsemination, hvor en dårlig sædcelle skydes ind i kvindens æg. Med uheldige følgevirkninger for hannerne i arvemassen. Blandt den samlede mængde IVF-behandlinger er andelen af mikroinseminationer desværre støt stigende.
En tredje årsag er den kunstige befrugtningsindustris særdeles effektive lobbyisme. Når Dansk Fertilitetsselskab, Foreningen af Ufrivilligt Barnløse og hele koret af fertilitetslæger slår kampagnetrommerne an, er det tydeligvis svært at få ørenlyd og tænke klart på de fleste avis- og TV-redaktioner. Og historierne om de ulykkeligt barnløse er jo taknemmeligt stof.
Det var derfor en stor, positiv overraskelse, da tidligere sundhedsminister Bertel Haarder i december sidste år valgte at fjerne kunstig befrugtning som et gratis behandlingstilbud til alle danskere. Der er jo masser af andre påtrængende sundhedsopgaver, og desuden åbnede den nye lov mulighed for, at værdigt trængende stadig kan opnå økonomisk støtte til IVF.
Siden har befrugtningsindustrien uden blusel skamredet de økonomiske argumenter: ”Når folk skal betale for at få børn, vil de alligevel ikke have dem.” ”For samfundet er det en dårlig forretning, hvis fødselstallet ikke stiger maksimalt.” Osv. Borgerne italesættes som forbrugere, der – ganske urimeligt – skal kæmpe for deres naturlige ret til at få børn. Det er nemlig en vare, staten har pligt til at levere.
Forståelsen af, hvad demokrati går ud på – nemlig valget af, hvad der er til fælles bedste – synes efterladt tilbage i en tid, da børn blev lavet på halmmadrasser. Og det er måske ikke så overraskende, at den nye sundhedsminister har bøjet sig for befrugtningsindustrien og meddelt, at den tidligere regerings lovændring af 16.december 2010 igen vil blive ophævet.
Endnu en sejr for middelklassens karrieresamfund. Hvis Astrid Krag virkelig ville gøre noget for de svage i samfundet, skulle hun eksempelvis hellere gøre halvårlige tandeftersyn gratis. Men det ville selvfølgelig ikke lukke munden på befrugtningsindustrien.
[1] IVF: in vitro fertilisation, reagensglasbefrugtning.