KlavsBirkholm.dk

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 27.februar 2012

DET LYDER som en adventssalme, men det var forsidens store overskrift på Kristeligt Dagblad sidste mandag [1]: ”Ny teknologi kan sikre os sundhed indtil vi dør”.

Ved nærmere eftertanke er forjættelsen måske ikke så overraskende endda. Snarere et ekko af den forrykte utopi, som sundhedsindustrien gennem næsten et halvt århundrede har været storleverandør til – at vi alle har ret til et langt liv uden smerte og uden lidelse! Som bekendt er vi ikke længere borgere i et demokrati, vi er forbrugere i velfærdsstaten, og vi kan alle kræve vores ret af Danmark a/s.

”Sundhed indtil vi dør” loves i dette tilfælde af den udmærkede professor i human genetik Lars Bolund, og deri er der heller intet nyt, for genetikere har alle dage været fortræffelige til at hype deres egen forskning. De har altid hævdet at kunne løse helbredets mysterium og kurere alskens sygdomme – om ikke i morgen, så i hvert fald til næste år – hvis bare man fik bevillinger og midler til at overvinde de allersidste hindringer. Det fik man så.

Den egentlige nyhed i interviewet med Lars Bolund er en helt anden. Det er oplysningen om den enorme datakraft, som Bolunds institut i Århus gennem deres kinesiske samarbejdspartner BGI efterhånden har fået adgang til.

VI GÅR HVER især rundt med mere end tre milliarder basepar i vores arvemasse, og der er masser af forskelle og variationer fra individ til individ. Så informationen i en enkelt menneskelig  celle ville fylde mere end 500 tykke bind, hvis den blev udskrevet i form af tegnfølgen for de fire baser A, C, G og T.

For 25-30 år siden, da genetikerne også lovede os ”sundhed indtil vi dør”, forestillede man sig, at så snart det humane genom var kortlagt, ville man kende den direkte kilde til næsten enhver sygdom. Men det viste sig, at så simpelt er det langtfra. I dag ved vi, at de fleste sygdomme er betinget af en kombination af flere forskellige genvariationer og – frem for alt – en række påvirkninger i individets tilværelse, der bringer de eventuelle genetiske dispositioner til udtryk.

Ambitionen er nu at måle og vægte alle disse informationer – om gensekvenserne og om livsomstændighederne – og lade computeren regne på det hele. Det siger sig selv, at datakraften skal være ufattelig, og det er den åbenbart ved at blive i Beijing.

For at foregribe adventstiden foreslår Lars Bolund en sekventering af alle nyfødtes genom, så de vigtigste informationer allerede ligger klar. Heri er der heller intet nyt. For syv år siden skrev den britiske sundhedssociolog Nikolas Rose, at ”i dag er vi alle præpatienter”[2]. Med den indsigt, vi hver især har fået om vores sygdomsdispositioner på celleniveau, bliver hele livet én lang forebyggelse, påpeger Rose.

Forebyggelsesgak er én etisk bekymring. Databeskyttelse en anden. Men det mest alvorlige etiske dilemma ved humangenetikkens nye projekt er udsigten til en genetisering af mennesket. At vi i alle livets forhold holder op med at se hinanden i kød og blod og fortælling, men i stedet begynder at se hinanden som digitale gensekvenser.[3]

At mit livs fortælling – og dit livs fortælling – der tidligere var en historie fuld af episoder, forviklinger, skæbnens slag, små og store dramaer, nedskrives til én, meget lang bog i mere end 500 bind, men kun indeholdende uendelige gentagelser af de fire bogstaver A, C, G og T.

Det vil være sundhed, så vi dør af det.