Propaganda, blid og skinger

– 16. juli 2012

Af KLAVS BIRKHOLM  – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 16.juli 2012

 

Jeg er grundigt træt af den propagandatone – undertiden blid, undertiden skinger – der har indfundet sig i debatten om de intelligente velfærdsteknologier i fremtidens ældre- og sygepleje. ”Velfærdsteknologi” er, når alt kommer til alt, en forskønnende omskrivning af, hvad Claus Hjorth Frederiksen (V) i sin finansministertid introducerede som ”arbejdskraftbesparende teknologi” (ABT) i den offentlige sektor. Altså: hvordan kan nye teknologiske løsninger som digitalisering og robotisering bidrage til at reducere antallet af offentligt ansatte?

Netop når det gælder pleje og pasning af mennesker, der ikke kan klare alting selv, må det være en æressag i et demokratisk velfærdssamfund at drøfte og tage stilling til, hvad vi opfatter som det gode liv, også når man er ældre eller handicappet. Vi må informeret og fordrageligt kunne bedømme hver enkelt ny teknologi for sig, så for eksempel operationsrobotten og spiserobotten ikke uden videre skæres over én kam, blot fordi de begge kan være arbejdskraftbesparende.

Men sådan foregår det ikke i øjeblikket. Snarere italesættes hele den teknologiske udvikling som en tvingende nødvendighed, der ikke levner mennesket nogen valgmulighed. Enhver skepsis overfor bare et enkelt af de mange tilbud søges elimineret med pep talk.

For nylig deltog jeg i en konference, arrangeret af Ældre Sagen, under overskriften ”Robotterne kommer – er borgerne med?”[1] Her fortalte finansminister Margrethe Vestager (R) smukt og indtrængende om, hvordan robotteknologi har gjort danske mejerier globalt konkurrencedygtige. Det er imponerende at se, sagde Vestager, der jo selv er vokset op i lyset fra verdens første andelsmejeri i Hjedding. Men ved at bruge sin taletid på den måde, foretog Vestager ubestrideligt (omend indirekte) en sidestilling af mejerier og plejehjem – hvorfor?

I et andet indlæg ved konferencen advarede en af Vestagers topembedsmænd mod den megen snak om brugerinddragelse i udviklingen af nye velfærdsteknologier. Direktør i Digitaliseringsstyrelsen, Lars Frelle-Petersen ville for eksempel gerne satse på løftekraner til ældre og handicappede – ”men”, understregede han, ”hvis der stadig skal to hjælpere fra kommunen med ud for at betjene kranen, så er forretningsmodellen jo gået tabt”. Siden hvornår er velfærdsstaten blevet en forretning?

Fra salen reagerede sundheds- og omsorgsborgmester i København, Ninna Thomsen (SF) med ærgrelse imod mit forsøg på at opstille etiske kriterier for den kommende velfærdsteknologireform. ”Grundlæggende handler det bare om at få uddannet de ældre, så de bliver fortrolige med de digitale teknologier og alle sammen kan komme med på fremtidstoget”, erklærede hun. Jeg ved godt, at man som venstreorienteret er bundet til at tro på fremskridtets lyksaligheder, men er ”hensynet til de svageste” ikke også et programpunkt? Borgmesteren taler jo nærmest om ”fremtidstoget” som en kreaturtransport, hvor det gælder om at få gennet de ældre ombord.

Spiserobotten MySpoon er et glimrende eksempel på, hvor tiltrængt debatten er. Denne robot kan hjælpe mennesker med lammelse i armene, når maden skal puttes i munden; man kan styre den enten med hagen, med fødderne eller med fingrene på et joystick. De professionelle velfærdsteknologi-konsulenter siger, at den kan gøre brugeren ”mere selvhjulpen” og øge oplevelsen af ”autonomi”. Man kan for eksempel spise, når det passer én selv og ikke bare, når det passer plejeassistenten. Det hævdes også at være en gevinst for den enkeltes ”værdighed”.

Er det så ikke paradoksalt, at kommunerne for tiden hverver frivillige, der kan besøge ældre og ensomme, ikke mindst når de skal spise? Nogle steder eksperimenterer man ligefrem med at hjælpe ældre til at mødes ved spisetid, fordi de gerne vil have maden sammen. Mon ikke det skyldes, at vi lever i en kultur med dybt forankret tradition for måltidsfællesskab? Hvorfor skal en kommunalt ansat så flyttes fra opgaven ”assisteret spisning” til opgaven ”robotevaluering”, så den handicappede kan sidde og spise alene med hagen? Det skulle vel aldrig være fordi vi kan lave en teknologi, der gør det muligt?

Forestillingen om den handicappede og den ældres ”autonomi” er en gang teoretisk humbug. Vi lever i et arbejdsdelt samfund, hvor vi hverken kan komme til verden, blive uddannet, få føden eller blive begravet uden en masse andre hænders hjælp. Hvorfor skal mennesker, der ikke (længere) kan klare sig selv, så gøres til genstand for højteknologiske ”autonomi”-eksperimenter? Det kan vi ikke være bekendt.

Andre intelligente hjælpemidler bidrager markant til at øge brugernes muligheder og livskvalitet. Det gælder for eksempel visse telemedicin-apparater og vel også robotsælen Paro. Derfor er det vigtigt at skelne mellem de enkelte tiltag og tage stilling hver for sig.

Danmark er et af verdens rigeste lande. Vi bliver hele tiden ældre, før end vi bliver pasnings- og plejekrævende. Og vi får flere og flere ledige hænder, ikke mindst blandt SOSU-assistenter. Hvorfor så den skabagtige tone? Vi har overskud til at tænke velfærd som andet og mere end produktivitet og forretning.