Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 20.august 2012
I LONDON er klimaforandringerne og truslen om en klimakatastrofe nu kommet på museum! Det er byens store udstillingsbygning for naturvidenskab og teknik, Science Museum, der har afsat et lokale til klimavidenskaben og desuden lagt et tværgående spor om klimaforandringer ind i de mange, allerede eksisterende rum, der viser forskellige faser i teknologihistorien.
Englænderne må være verdensmestre i museer og udstillinger. Hvad enten det drejer sig om kunst, kulturer, naturhistorie eller naturvidenskab, bliver man altid taget ved hånden og får instruktiv vejledning om, hvordan en udstilling er bygget op. Der er også altid mange besøgende. De engelske politikere har nemlig gjort museumsbesøg gratis, fordi de opfatter det som en gevinst for nationen, at unge og gamle får viden om den verden, de lever i.
På Science Museum rummer salen om klimaforandringer en del muligheder for, at gæsterne kan være aktive. Man kan f.eks. lave sine egne, simple klimamodeller og -beregninger. Og man kan illustrere modellernes konsekvenser forskellige steder på kloden – alt sammen overrumplende realistisk, når man tager i betragtning, hvor mange tusinde børn og unge, der dagligt går udstillingen igennem.
Det mest skræmmende er dog sidste del af udstillingen, der bærer overskriften ”Har vi en plan B?” [1] Hvis det ikke lykkes verden at halvere den samlede udledning af drivhusgasser i 2050, som er det absolut minimale, har vi så en nødplan?
Ja, lyder svaret. Nogle videnskabsmænd mener, at vi kan standse klodens opvarmning ved at blokere for en del af solens lys. Det kaldes ”solar geo-engineering” (altså ingeniørkunst på kloden), og udstillingen viser flere eksempler.
Den ene model kaldes ”solbriller i verdensrummet”: Omkring 16 billioner glaslinser anbringes i det ydre rum omkring jorden; de vil lede solens stråler bort fra kloden og således bidrage til en nedkøling. En anden model kaldes ”at hvidte jorden”. Atmosfærens lag af skyer sprøjtes med saltholdigt havvand; herved bliver skyerne mere hvide og reflekterer mere sollys tilbage, hvor det kommer fra. En tredje model kaldes ”at efterligne vulkaner”. Her lader man flyvemaskiner eller kæmpeslanger spøjte aerosoler ud i stratosfæren; det vil, som vi ved fra vulkanudbrud, føre til en vis nedkøling.
Jeg gad vide, hvad de mange børn og unge tænker, når skoleklasser på alle trin går udstillingen igennem. De kender sikkert ikke K.E. Løgstrups bemærkning om, at det ofte er de helt uforudsete bivirkninger, der forandrer verden. Men mon ikke mange indser det intuitivt? Salt i skyerne, hvad betyder det for nedbøren? Aerosoler i stratosfæren, hvad betyder det for ozonlaget? Og hvad med motivationen til at spare på energi og udledninger: skal vi nu igen ubekymret bruge olie og benzin og plastre landskaberne til med motorveje?
I samfundsvidenskaben taler man om social ingeniørkunst, når en intellektuel elite vil ombygge et helt samfund efter principper og planer, de har udtænkt ved et skrivebord. Mao Zedongs kulturrevolution og Verdensbankens liberaliseringsdiktatur er eksempler på, hvor galt den slags altid går.
Nu kan man altså også tale om geo-solar ingeniørkunst! Her manipuleres der ikke bare med et samfund, men med jorden og alt levende. Spørgsmålet er, hvem der nogensinde vil kunne skrive historien om, hvor galt den slags går?
—