KlavsBirkholm.dk

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad, 17.december 2012

PRESSENS ETIK var i fokus, da den engelske dommer Leveson for et par uger siden offentliggjorde sin 2000 sider lange rapport om misliebige forhold i britisk presse, og hvad der eventuelt kan gøres ved det. Forud var gået et langstrakt høringsforløb om skandaløs telefonhacking, kynisk indtrængen i borgeres privatliv, bestikkelse af højtstående politiofficerer, betænkelig social tæthed mellem presse og toppolitikere og meget, meget mere.

På den baggrund anbefaler Levesons kommission nu, at der nedsættes et pressenævn, som er uafhængigt af både pressen selv og af regeringen[1]. Nævnet skal udstyres med myndighed til at behandle klager, men også selv kunne iværksætte undersøgelser og blandt andet kunne idømme mediehuse ret betydelige bøder for uetisk adfærd.

Forslaget er blevet støttet af dagbladet The Guardian, men har mødt heftig modstand fra stort set hele den øvrige britiske presse, ligesom premierminister David Cameron højrøstet har advaret imod at indføre ”lovgivning, der ender med at indskrænke ytringsfriheden”.

Herhjemme har debatten – i det omfang, der overhovedet har været nogen – udspillet sig omkring omtrent samme skillelinje: ”etik contra ytringsfrihed”. Ikke noget nyt spørgsmål, men naturligvis altid væsentligt.

Imidlertid er der et helt andet spørgsmål, som er endnu væsentligere, og som synes aldeles forbigået af både Lord Leveson og den efterfølgende debat:

Det hedder sig, at magten i det moderne demokrati er delt mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt.[2] Senere (omkring år 1800) har pressen fået attributtet ”den fjerde statsmagt”, som den instans, der holder øje med balancen mellem de andre tre. Pressen afslører korruption, den optrævler lyssky studehandler, den afdækker betænkelige dobbeltroller og netværk, osv. Alt dette er velkendt.

Hvad er formålet? Jo, den såkaldt undersøgende journalistik skal tjene den offentlige samtale – den politiske debat – ved at afdække, hvordan beslutninger er blevet til, hvem der eventuelt har tjent penge på dem, hvad politikerne vinder det blinde øje til, hvilken indflydelse erhvervslivets mægtigste har og grundlæggende: om de tre statsmagter afbalancerer hinanden. Derved kan samtalen, som er grundlaget for enhver politisk beslutning, få de bedst mulige betingelser.

Men hvor foregår denne politiske samtale? Hele teorien om de tre-fire statsmagter er udviklet i en tid, hvor debatten foregik uafhængigt af magtens institutioner – på torvepladser og i forsamlingshuse. Javist, de første dagblade kom tilstede og refererede fra møderne, gerne lidenskabeligt og partisk. Men selve debatten, det offentlige rum, var helt fri af magtens institutioner.

Det er jo ganske anderledes i dag, hvor de elektroniske medier ikke bare skal kontrollere de andre statsmagter, men samtidig selv har overtaget kontrol med debatten. TV-stationerne definerer debattens temaer; de definerer de politiske ’blokke’; de fungerer som overordnet ’ordstyrer’ – kort sagt, de er offentligheden, i hvert fald i egen forståelse.

Denne rolle er pressen selv nærmest ubevidst om, eller den tages uden videre som en selvfølge. Hvis man kan få en politiker, f.eks. Uffe Elbæk eller Lene Espersen, til at svare vaklende, måske ligefrem svede på skærmen – ja, så har man opnået det højeste, den afslørende journalistik kan bedrive det til. Fra mine mere end 17 år i dansk presse kender jeg rigeligt til den eufori, der opstår på hele redaktionen, når noget er ved at blive afsløret. Så presser man citronen yderligere.

Men hvilken rolle indtager pressen i disse tilfælde? Kommer den udefra, som en slags ”fjerde statsmagt”? Kommer den fra et punkt udenfor den offentlige debat og fremlægger nye kendsgerninger? Nej, den optræder som debattens ordstyrer, men fastholder samtidig sin gamle rolle som ”afslører”.

Denne, aldeles oversete forvridning af magtens deling, har et utal af negative følger for nutidens demokrati. Én af dem er, at den politiske offentlighed helt kan lukkes ned. Slår man op på DRs hjemmeside, kan X-faktor være en højere prioriteret nyhed end borgerkrigen i Syrien. Dum underholdningstænkning har fået magten til at forvalte det mest dyrebare i demokratiet.

På den baggrund er det måske heller ikke svært at forklare opkomsten af de mange presseskandaler, både i England og andre steder. Mediefolk spadserer rundt med et virtuelt visitkort, påtegnet ”Repræsentant for den fjerde statsmagt. Med retten til at snage i alt.” Men samtidig vænner de samme mediefolks arbejdsgivere dem til at opfatte sig selv som ansatte i underholdningsindustrien – hvilket desværre også i stigende grad er tilfældet.