KlavsBirkholm.dk

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad, 6.maj 2013

DANSKE læger ”er ikke ansat til at være moralens vogtere”, udtalte formanden for Danske Patienter, Lars Engberg i sidste uge. Anledningen var en historie i Jyllands-Posten om, at ledende overlæger ved Horsens Sygehus og Odense Universitetshospital nu undgår – eller ligefrem afviser – at oplyse fosterets køn i forbindelse med den almindelige nakkefoldsskanning, der finder sted omkring 12. graviditetsuge. Årsagen er angiveligt en frygt for, at nogle forældre vælger barnet fra, hvis kønnet viser sig at være ’forkert’.

Men det er altså ikke lægernes opgave at bekymre sig om konsekvenserne, mener Lars Engberg. Og han suppleres af en jurist fra Københavns Universitet, der karakteriserer den nye praksis som værende ”på kant med loven”.

Umiddelbart forekommer begge udtalelser ganske selvfølgelige. Men ser man nærmere efter, er sagen bristefærdig med hele to af tidens allertungeste sundhedsetiske dilemmaer.

For det første: Sundhedsjuristen kunne uden videre skærpe sit argument. Det er ulovligt, hvis sundhedspersonale tilbageholder information fra mennesker, der er blevet undersøgt eller behandlet. Det er vel nærmest selvindlysende i et moderne demokrati, at enhver har krav på at få udleveret den slags informationer om sig selv.

Netop derfor er det så fortvivlende, at samfundet ikke vil regulere jagten på stadig flere informationer. Mange forskningskroner anvendes for tiden på at udvikle en teknologi, der gør det muligt at opfange cellefrit DNA fra et foster i moderens blod så tidligt som i 8.graviditetsuge. Det vil gøre det muligt at få oplysninger om ikke bare køn og eventuelle kromosomfejl, men om hundredevis af arveanlæg i det kommende barn. Har han risiko for overvægt eller diabetes? Bliver hun måske klejn af vækst eller har anlæg for blødersyge?

Alle disse informationer vil kunne indhentes 3-4 uger før grænsen for fri abort, og dermed stilles fremtidens gravide i et arvehygiejnisk dilemma af hidtil usete proportioner. Af samme grund udgav Det Etiske Råd i 2009 en redegørelse, hvori Folketinget opfordres til at tage sagen op og hindre en sådan udvikling[1]. F.eks. ved at hindre sundhedsmyndighederne i at gøre det, de altid gerne vil: indføre screeningsprogrammer, når nye teknologier gør det muligt.

Velviljen hos de sundhedspolitiske ordførere var stor, både i oppositions- og regeringspartierne, men siden er intet sket. Skyldes det afmagt? Eller skyldes det en opfattelse af, at heller ikke Folketingets medlemmer er valgt til at være moralens vogtere?

For det andet: Hvis hverken læger eller politikere har et moralsk ansvar, hvem har så? Hvem er ifølge patientformanden og sundhedsjuristen berettiget til at rejse spørgsmål om de etiske grænser? Kun universitetsfilosoffer måske? I få fald kan det hele være lige meget.

Lars Engberg medvirkede selv, da Hovedstadens Sygehusselskab i marts 2003 besluttede at indføre nakkefoldsskanning til alle gravide[2]. Begrundelsen var rent økonomisk: den akkumulerede årlige besparelse, hvis/når 83 pct af alle fødsler med Downs Syndrom undgås. Men beslutningen rykkede moralske hegnspæle i Danmark (og var i øvrigt i strid med en næsten samtidig Folketingsvedtagelse[3]). Ingen vogtede åbenbart Sygehusselskabets moral.

Så hvem er, når alt kommer til alt, moralens vogtere? Det er vi alle! Ingen kan holdes ude, heller ikke læger, jurister og økonomer. Ansvaret må vi bære i fællesskab.