KlavsBirkholm.dk

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 21.oktober 2013

DEN 24.september i år udstedte USA’s patentmyndigheder (USPTO) Patent No. 8543339: ”Sæddonor selektor baseret på genetisk kalkulation”.[1] Patentholder er den internetbaserede gentestvirksomhed 23andMe, og ”opfindelsen” drejer sig grundlæggende om en computerbaseret algoritme, der kan hjælpe kommende forældre med at udvælge netop den sæddonor – eller ægdonor – der gør det mest sandsynligt, at et kommende barn får nogle bestemte, ønskede træk og egenskaber.

I mine øjne er patentet endnu et eksempel på, at patentsystemets oprindelige krav om opfindelseshøjde[2] ganske tilsidesættes, når biotek-industriens voldsomme, økonomiske interesser gør sig gældende. ”Opfindelsen” kræver en liste over de fænotypiske ønske-træk, som kunden har krydset af – som eksempler angiver patentansøgningen ”høj sandsynlighed for grønne øjne”, ”lav risiko for endetarmskræft”, ”lav risiko for ikke at kunne smage bitter” m.fl.[3] Desuden skal ”selektoren” fodres med en oversigt over kundens (æg- eller sædcellens) egen genotype, samt en liste over et større antal potentielle donorers genomer. På basis af disse tre sæt informationer foretager ”selektoren” en statistisk samkøring, der resulterer i udvælgelse af den bedst egnede donor.

I virkeligheden består opfindelsen selvsagt ikke i metoden for samkøring (algoritmen) – i så fald ville f.eks. tusindvis af forsikringsprogrammer også være patentberettigede. Opfindelsen ligger alene i patentansøgerens uforfærdethed, når det drejer sig om at trodse de etiske betænkeligheder, der knytter sig til idéen om såkaldte designerbabyer. Det er den uforfærdede spørgen efter det, andre viger tilbage for at spørge efter, der her belønnes med et patent.

Spørgeren er in casu Anne Wojcicki, medstifter af 23andMe og (endnu) gift med Googles grundlægger, Sergej Brin.[4] Mens hendes projekt er moralsk grænseoverskridende og algoritmen ikke noget usædvanligt, er Wojcicki’s forretningsmodel til gengæld nærmest genial. Hver gang en ny kunde leverer sit DNA til 23andMe, øges nemlig virksomhedens egentlige aktiv: dens biobank.

I maj 2012 meddelte selskabet således, at det var på vej til at opnå patent på indikatorer for Parkinsons Syge. Det udløste en kraftig reaktion fra kunder, hvis genotypiske data uden videre har været inddraget i undersøgelsen. Men uden effekt. Patentet står ved magt. Man kan forestille sig, hvilken gigantisk ”kapital”, selskabet vil råde over, når titusinder af potentielle donorers og modtageres genomer er registreret i den nye ”selektor”.

I forvejen har 23andMe indekseret mere end 400.000 kunder, ikke mindst baseret på firmaets ”arvelighedskalkulator”, der blandt andet tilbyder sandsynlighedstal for et eventuelt barns øjenfarve, brystmål, hukommelse, metabolisme, laktose-tolerance og atletiske evner.

Mange mikrobiologer ryster på hovedet, fordi de ved, at den genetiske videnskab er meget langt fra at kunne levere sådanne forudsigelser.[5] Men det er ikke afgørende her. Som K.E. Løgstrup bemærker, kan man sagtens være ”ekspertbegavet, men livsstupid”. Man kan med en slags ”mikroskopblik” være aldeles fokuseret på, hvad forskningsresultaterne fortæller og ikke fortæller – men helt overse, at patenter grundlæggende handler om penge og magt på et marked.

Andre forskere – bl.a. europæiske forskere med interesse i medicinsk etik[6] – har antydet, at der måske burde indføres en slags etisk kriterium i patentlovgivningen. I USA findes der et fortilfælde, da Stuart Newman og Jeremy Rifkin i 1997 indgav patentbegæring på frembringelse af kimæriske menneske/dyr-blandinger. Begæringen var ment provokatorisk, og det lykkedes faktisk ved den lejlighed at få USPTO til at meddele, at patentkontoret og -domstolen “fortolker lovgivningens krav om brugbarhed således, at det udelukker opfindelser, som er krænkende for velfærd, god politik eller samfundets almene moral.”[7]

I Danmark og mange andre europæiske lande er det ved lov forbudt at anvende præimplantationsdiagnostik (PGD) – en klinisk diagnosemetode, der anvendes i forbindelse med kunstig befrugtning – til andet end at screene et befrugtet æg for bestemte, alvorlige arvelige sygdomme fra forældrenes familiehistorie. PGD må ikke anvendes til at finde babyer med grønne øjne, bestemt køn eller høj metabolisme. Et forbud findes altså – det er bare helt udenfor patentverdenen.

Så forslaget om at introducere en etisk parameter i patentlovgivningen er alt i alt en glimrende idé. Bortset fra den vanskelighed, at fælles etiske normer kun kan forankres i fælles livserfaringer og debat, hvorimod stort set hele den politiske administration – herunder patentmyndigheden – efterhånden er delegeret til ”ekspertbegavede” specialistkulturer.