Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 10.februar 2014
DE FLESTE kender oplevelsen:
– Solso? /STAV
– Solsorten
– Solsorten slutuds? /STAV
– Solsorten skutter sig.
Det skrev jeg forleden til en ven, mens jeg så ud på snedækket, hvor netop denne vidunderlige fugl havde sat sig under mit grantræ og ventede på, om jeg måske ville smide et æble ud.
Det er ikke nemt at skrive solsort på sms. Heller ikke fiskehejre, rådyr eller snebær. Værre endnu er det med ord som beleven, (afleve?), miskundhed (mislumeg?), syndsforladelse (synesem?), og livord (livm?).
Måske vil sms-beskeder på mobile platforme ende som en parentes i teknologihistorien – det ved vi endnu ikke. Men teknologien ordfuldførelse er helt sikkert kommet for at blive. Millioner af mennesker vil fremdeles komme ud for, at når de skriver rad-kultur, raffineri, rivsel eller andre ”usædvanlige ord”, vil deres tekstbehandlingsprogram sætte røde bølgelinjer og foreslå, at de skriver noget andet.
I denne situation vil enkelte, stædige personer insistere på deres foretrukne ord, indtil skriveapparaterne engang er blevet kraftige nok til at anvende hele Ordbog over det Danske Sprog og hele the Oxford English Dictionary. Mens andre mennesker, måske de fleste, vil resignere og gradvist opgive ord som miskundhed og rad-kultur. Altså en forarmelse.
Eksemplet peger på en ofte overset side af digitaliseringen: den ledsages altid af en standardisering. Digitaliseringens grundlæggende princip er jo et valg mellem to og kun to muligheder: 0 eller 1. Valget kan ganske vist mangedobles i svimlende antal, men der skal hver gang træffes valg mellem kun to muligheder. Og disse valg skal være definerede på forhånd. ”Ah, du mener mislumeg?”
Det er den samme historie med sociale robotter. Det er jo fantastisk, at beboerne på et robotiseret plejehjem i Japan kun behøver at sige ”vindue”, og straks åbner vinduet sig. Men hvis beboeren begynder at synge, går robotten amok og giver sig til at åbne og lukke vinduet i ét væk. Lysten til umotiveret at bryde ud i sang er nemlig ikke én af robottens digitale standard-optioner.
Forskere vil indvende, at jeg her blot peger på begyndervanskeligheder; at man i øjeblikket gør store fremskridt i bestræbelserne på at få teknologier til at fungere mere intuitivt.
Men det er netop forskellen på et menneske og en maskine: maskinen kan aldrig blive intuitiv; den vil aldrig kunne fornemme sig frem; den vil aldrig kunne opdage eller opfinde noget helt nyt. Maskinen vil altid kun kunne vælge mellem de standarder, den på forhånd er blevet informeret om.
Hvad kan man lære af det? Ikke så lidt. Forsknings- og digitaliseringsstyrelser synes for eksempel ofte at hefte sig ved ældre menneskers konservatisme som en hæmsko for den teknologiske udvikling. ”Vi skal hurtigst muligt have dem med på vognen.” Men ældre mennesker – der jo har lært mere af livet end de ganske unge – er ofte også langt mere individuelle og sofistikerede i deres præferencer. Det burde man betragte som en spore for innovativ mangfoldighed – noget man som ung og kreativ ”innovatør” kan lade sig inspirere af.
Det forudsætter ganske vist et træk, som vores hyperdigitale kultur vil have mere end vanskeligt ved at genfinde: en dyb respekt for den analoge orden.
Mener du ”mislumeg”?