KlavsBirkholm.dk

Tysklands Etiske Råd har taget et initiativ, som bør følges op i alle lande med farlig forskning på dagsordenen

Af KLAVS BIRKHOLM

TYSKLANDS Etiske Råd har i denne måned udsendt en skelsættende, ny redegørelse med titlen: Biosikkerhed. Videnskabelig Frihed og Ansvarlighed.[1] Den 300-sider lange rapport, som allerede har fremkaldt en del reaktioner, handler om et dilemma, der længe har trængt sig på indenfor en række forskningsfelter: dobbelte anvendelsesmuligheder for farlig videnskab. DURC (Dual Use Research of Concern) er den internationale betegnelse for forskning, som kan misbruges til fare for folkesundheden eller for den nationale sikkerhed.

Med titlen ”biosikkerhed” henviser det tyske Ethikrat både til det, englænderne kalder safety: foregår forskningen under betryggende betingelser? er eksempelvis forskning med farlige mikroorganismer forseglet i lufttæt isolation? – men især til det, de kalder security: vil en fjendtlig agent kunne misbruge forskningen som en slags våben til terrorhandlinger eller andre, ondsindede formål?

Anledningen er forskning i fugleinfluenza (H5N1). To forskningsgrupper i henholdsvis Holland og USA fremstillede i 2011-12 nogle muterede varianter, som smitter gennem luften.[2] Hidtil har H5N1 kun sjældent kunnet smitte mennesker og kun efter tæt, kropslig kontakt med inficeret fjerkræ eller kontaminerede omgivelser. Men bliver man først smittet, er udgangen ofte dødelig. De to forskerhold arbejdede med at identificere mutationer, som gør virus lettere overførbar mellem pattedyr, herunder også mennesker. Formålet var – og er – at være bedre forberedt på epidemier af den slags mutationer.

Imidlertid indstillede USA’s udvalg for forskningssikkerhed, National Science Advisory Board for Biosecurity (NSABB) overraskende, at forskningsresultaterne kun måtte offentliggøres med udeladelse af en række afgørende detaljer, da flere informationer ville kunne misbruges til terrorhandlinger og lignende.[3]

Dobbelt brugsmulighed (DURC) er naturligvis ikke noget nyt fænomen i naturvidenskaberne. Det klassiske eksempel er atomkernespaltning, som kan anvendes både til energiforsyning (kernekraft) og til krig (atombomber). Det var det spørgsmål, der delte atomfysikerne fra 1930’erne og fremefter – Niels Bohr og Joseph Rotblat er blot få blandt mange berømte eksempler på fysikere, der betonede forskernes etiske ansvar. Både den internationale Pugwash-konference, som modtog Nobels fredspris i 1995, og foreningen Union of Concerned Scientists udspringer af disse debatter.[4]

I løbet af 1960’erne og ikke mindst 70’erne blev det i tiltagende grad klart, at atomfysikken ikke er den eneste videnskab, der leger med kræfter med potentiale til at udslette menneskeheden eller store dele af den. Allerede i 1953 blev de første, spæde skridt til den genetiske molekylærbiologi taget, da Watson og Crick opdagede den dobbelte helix. Og i begyndelsen af 70’erne kom de første advarsler om den menneskeskabte klimaforandring.

Det var på den baggrund, den tysk-amerikanske filosof Hans Jonas i 1979 udsendte sit hovedværk, Ansvarets Princip[5], der forsøger at begrunde og udfolde forskernes sociale og økologiske ansvar i en tidsalder, hvor teknologiens globale power har gjort hele biosfæren sårbar og udsat. Værket har været en kanon for oprettelsen af det nye fag, tekno-antropologi her i Danmark.[6] Det er langtfra noget tilfælde, at sagen med den forskningsmuterede fugleinfluenza sidste år netop var et eksamensspørgsmål i tekno-antropologisk etik.

Nu anbefaler Tysklands Etiske Råd, at regeringen i Berlin skrider til en regulerende lovgivning vedrørende DURC, og at der i øvrigt gøres en indsats for at øge bevidstheden om forskernes sociale ansvar. Rådet foreslår, at der nedsættes en national komité, der skal tage stilling til alle forskningsprojekter med dobbelt brugsmulighed. I redegørelsen identificeres ti forskningsfelter, der især påkalder sig opmærksomhed, herunder ”studier der forstærker en mikroorganismes overførselsevne og dens smittepotentiale”, ”projekter der fremkalder eller forstærker en mikroorganismes resistens overfor forebyggende eller lægende midler”, m.v.[7]

Som forventeligt er Rådets forslag blevet kritiseret af en række virologer og universitetsinstitutter. Således siger vicepræsident ved Robert Koch Instituttet i Berlin, Lars Schaade, at alle tyske forskningsinstitutter allerede i dag er forpligtede på Det tyske Forskningsforbund, DFG’s kodeks for god, videnskabelig praksis, hvorfor der ikke er grund til at indføre flere reguleringer.[8]

Stephan Becker, som er virolog ved Philips Universitetet i Marburg og har deltaget i Etikrådets rådslagninger, anerkender at Rådet har analyseret et materiale af imponerende omfang, men tror ikke på, at problemet kan løses ved lovgivning. Man skal snarere, siger han, gøre mere ud af at uddanne forskerne i de etiske dilemmaer og eventuelt skærpe de gældende kodeks.[9]

Til gengæld siger en anden virolog, Simon Wain-Hobson fra Pasteur-instituttet i Paris: “Hvis virologerne ikke kan lide forslaget [fra Deutsche Ethikrat], er det fordi de ikke vil se den forandrede verden i øjnene. Vi har brug for DURC-komitéer.”[10] Og Peter Hale, grundlægger af Fonden for Vaccineforskning i Washington DC, tilføjer: “Det er en beundringsværdig rapport, både omfattende og udfordrende [… blandt andet fordi den indeholder] for første gang et sæt af væsentlige anbefalinger, som forhåbentligt vil informere og inspirere til både debat og handling i andre lande”.[11]

Det bliver spændende at se, om Tysklands regering og forbundsdag vil foretage sig noget, eller hellere vil benytte visse forskeres kritik til at forholde sig i ro. Sådan er det jo desværre blevet kutyme i Danmark, når Det Etiske Råd foreslår reguleringer.