Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 8. december 2014
Hvordan er det gået til, at både journalister, embedsmænd og politikerne selv har mistet den helt fundamentale indsigt i demokratiets spilleregler?
MANGE danskere, der definerer sig selv som værende “til venstre for midten” (hvad det så end skal betyde), er skuffede over Helle Thorning-Schmidts regeringer. De havde åbenbart ventet sig noget mere. Selv forventede jeg ikke noget særligt ved regeringsskiftet i 2011, undtagen på et enkelt punkt: Jeg håbede, at den moralske erosion, der de foregående ti år var begyndt at vise sig omkring en række ministerskandaler, nu ville blive bragt til ophør.
Ministerskandaler har der som bekendt altid været. Det nye under regeringerne Fogh Rasmussen og Løkke Rasmussen var ikke skandalerne, men at de forblev uden konsekvenser for de involverede. Ansvaret forsvandt. Det klassiske krav om, at politikere i almindelighed og ministre i særdeleshed skal være absolut pletfrie, gik tilsyneladende i glemmebogen.
Alligevel gik min beskedne forhåbning ved regeringsskiftet i opfyldelse, måske til manges overraskelse. I 2012 gik Uffe Elbæk af som kulturminister, fordi hans ministerium havde afholdt fem officielle middage på en cirkusskole, hvor hans samlever var ansat. Ganske vist var kuvertprisen kun mellem 1100-1800 kr, og Rigsrevisionen frikendte efterfølgende Elbæk for at have foretaget sig noget ulovligt. Men en ministers omdømme må altid være pletfrit.
Året efter trådte Christian Friis Bach af som udviklingsminister, da det viste sig, at han havde fejlinformeret et Folketingsudvalg angående ministeriets kendskab til Lars Løkke Rasmussens luksuriøse GGGI-rejser. Ganske vist skyldtes fadæsen, at Friis Bach selv var blevet fejlorienteret af sine embedsmænd. Men en ministers omdømme må altid være pletfrit.
Det eneste foruroligende ved Friis Bach-sagen var, at store dele af både pressen og det politiske landskab stillede sig uforstående over, at en minister stod ved sit ansvar og ikke bare tørrede det af på de embedsmænd, der var ophav til fejlen.
Denne attitude skulle vise sig at være udtryk for noget mere dybtliggende. For hvor finder man ellers forklaringen på det triste forløb omkring den endelige rapport fra den såkaldte Skattesagskommission i sidste måned? Rapporten fastslår, at tidligere departementschef Peter Loft i flere omgange overtrådte forvaltningsloven og tillige misinformerede Folketingets ombudsmand. Hvad betyder det for Lofts politisk ansvarlige minister, Troels Lund Poulsen? Er departementschefens dispositioner ikke ansvarspådragende for hans minister? Tilsyneladende ikke længere! Både før og efter rapportens offentliggørelse har Lund Poulsen erklæret sig “pure frifundet”!
Det er udtryk for en dramatisk kulturændring i det politiske demokrati. Endnu tydeligere kom den samme ændring til udtryk efter Venstres ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde i Odense den 3. juni i år, hvor de fleste – både i og udenfor partiet – havde forventet, at Lars Løkke Rasmussens seneste bilagsskandale ville føre til et formandsskifte. Da det besynderlige forløb endte anderledes, gik der næppe to dage, før end de første medier begyndte at spørge, om vælgerne mon foretrak Løkke Rasmussen eller Thorning-Schmidt som statsminister!
Hvad er det for et værdisystem, journalisterne, de politiske rådgivere og hele den parlamentariske debatkultur her retter sig ind efter? Tilsyneladende det, der sammenfattes i princippet “går den, så går den”.
Hvad enten man støtter Venstre, Dansk Folkeparti eller Socialdemokratiet måtte det første spørgsmål da være, om en så moralsk anløben person overhovedet kan være kandidat til at blive landets statsminister? Tilsyneladende er Britta Schall-Holberg den eneste, der har stillet dette spørgsmål. Men hun er jo også ophavskvinde til Det Etiske Råd.
I dansk folkestyre vælges man til en parlamentarisk forsamling for at varetage en idé om, hvor samfundet skal bevæge sig hen. Ikke for at rage til sig, hverken af penge eller af karriere. At være politiker er et ombud for det fælles bedste. Når denne grundsten i ethvert demokrati nu pludselig synes glemt af både journalister og af politikerne selv, skyldes det måske en tilsvarende forvitring i den underlæggende kultur, hvor netop det at rage til sig efterhånden synes at være den eneste anerkendte bestræbelse. Ansvaret må Fanden tage!