KlavsBirkholm.dk

Snart kan vi få omformuleret den gamle salmelinje: “Guds engle sang med fryd derom” til det mere moderne: “Alverdens tv-stationer rapporterede eksalteret derfra”

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 5. januar 2015

EPIFANI kommer af græsk og betyder Guds tilsynekomst eller åbenbaring. En begivenhed, der fejres i aften og i morgen i det østlige Europa og som bekendt blev fejret for tolv døgn siden i Vesten.

Meget passende derfor, at britiske og israelske forskere netop for tolv døgn siden kunne åbenbare, at de havde haft held til at omprogrammere celler fra menneskelig hud til diverse stamcellekulturer med evnen til at udvikle sig til henholdsvis kvindelige og mandlige kønsceller (æg og spermatozoer).[1]

Endnu er der ganske vist kun tale om de tidlige, rudimentære kønsceller, der kaldes gonocyter eller PGC (premordial germ cells), og som i mandens testikler forvandles til én type og i kvindens ovarier til en anden type kønsceller. Alligevel er der tale om et afgørende skridt mod indfrielse af den videnskabelige forjættelse om at frembringe børn helt uden brug af hverken mandlige eller kvindelige kønsorganer.[2]

Efter godt 2000 år kan historien om Østens Vise Mænd, der kom rejsende for at tilbede den menneskefødte baby i en stald ved Bethlehem, således vendes om til en historie om alverdens medier, der vil tilbede Vestens Vise Mænd, som har “skabt” en helt igennem kunstig baby i et laboratorium. En omvending, der i øvrigt er meget i overensstemmelse med det teologiske forhold mellem de østlige og de vestlige kirkesamfund.

Det nye forskerhold, som ledes af Jacob Hanna ved Weizman Instituttet i Rehovot (55 km vest for Bethlehem) og Azim Surani ved Cambridge Universitetet i England, bygger videre på en række eksperimenter med mus, som Mitinori Saitou og hans team i Kyoto rapporterede i oktober 2012.[3] Japanerne omprogrammerede hudceller fra mus til PGC-celler i et reagensglas. Herefter blev disse celler indsat i muse-testikler og muse-ovarier, hvorved de udviklede sig til musesæd og museæg. Dem befrugtede Saitou og hans kollegaer så med hverandre og – halleluja! – fødtes et helt kuld mus med evnen til at formere sig naturligt.[4]

Som Hanna formulerer det, har hans og Suranis team nu udført “første halvdel” af Saitous eksperiment, blot med mennesker. Til det videnskabelige magasin Nature siger han, at man herefter vil afvente forskerverdenens reaktion, inden man går i gang med “anden halvdel”.[5] Her planlægger man som første trin at injicere de humane PGC-celler i musetestikler og museovarier – og måske efterfølgende i aber – for at teste deres evne til at udvikle sig til fuldt færdige kønsceller. Grunden til denne omvej er, at muse-PGC’er er “naive” og “nemme at snyde”, hvorimod de menneskelige gonocyter arbejder mere komplekst; derfor er det “vanskeligere at narre dem” til at blive til æg eller sæd.[6]

Det betragtes imidlertid kun som et spørgsmål om tid. Så vil man i princippet kunne udvikle ægceller fra mandens hud, befrugte dem med sæd i et reagensglas og derved gøre det muligt for et bøssepar at få børn med hinanden. Noget vanskeligere bliver det at udvikle sædceller fra kvindens hud, for mens de mandlige kønsceller indeholder både Y- og X-kromosomer – som kan adskilles i laboratoriet – består de kvindelige kønsceller kun af XX (de er såkaldt homogametiske). Paradoksalt nok har udsigten til kønsidentisk formering eller ukønnet jomfrufødsel derfor en længere tidshorisont i kvindekulturer end i mandekulturer.

Som altid er forskernes formål nobelt: at afhjælpe infertilitet og at hjælpe homoseksuelle par til at få børn med deres eget arvemateriale. Dog er der lige nogle juridiske problemer i form af forskellige forbud, som begrænser deres bestræbelser, medgiver forskerne. I USA er det eksempelvis forbudt at frembringe menneskelige fosteranlæg i forskningsøjemed. Derfor søger de nu at opmuntre deres kollegaer til debat om de etiske spørgsmål i håb om at få fælles, internationale regler for denne forskning. Helst regler, der er mindst muligt påvirket af lægmand og af den folkelige opfattelse af dilemmaerne ved kunstig befrugtning.

Men som den allerførste på Nature‘s blog skrev bidragyderen Peter D: “Jeg går helt ind for grundforskning og for at gøre tingene enkelt, hvis bare man kan, men når den allerstørste trussel mod livet på denne planet og mod menneskeheden selv er befolkningens enorme omfang og dens ressourceforbrugende vaner, har jeg svært ved at forstå, hvordan en løsning på infertilitet overhovedet kan være etisk forsvarlig. Jeg vil ønske, at folk tænker alvorligt over de etiske dilemmaer i “løsning af infertiliteten”, og vejer mængen af negative effekter på alle – fra børn, der afventer adoption, til ethvert pattedyr, der må imødese udryddelse som følge af manglen på habitater etc. – overfor de positive virkninger af den fuldkommen selviske følelsesmæssige tilfredsstillelse ved at kunne tænke på sit afkom som værende en tættere genetisk kopi af dig selv end en eller anden fjern fætter.”

Det er sat på spidsen. Par, der er ramt af infertilitet, er selvsagt ulykkelige derover. Men dem formår vi allerede at hjælpe med den eksisterende teknologi. Og i en verden, hvor vi hele tiden skal prioritere (og hvor rædslerne hærger på den lille strækning mellem Bethlehem og Rehovot), kan man godt undre sig over den menneskelige fornuft og dens grænser.