Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 2.marts 2015
Vi hævder, at den individuelle frihed er større end nogensinde. Men ser man efter i sømmene, er det slet ikke tilfældet
Har man en smartphone – og det har vel efterhånden de fleste – kan man downloade en enorm mængde Apps til stort set ethvert tænkeligt formål: Sundhedstips, medicinhusker, søvndyssende lyde til natbordet, dating her og nu, dagligvarer hos Kvickly, kostbare kunstauktioner, hjælp til knibeøvelser, interaktivt stjerneatlas, bryllupsplanlægning, aktiehandel, stemmegenkendelse – uanset, hvad man søger: en App er tidens løsen!
Selv har jeg valgt ikke at have nogen smartphone. Dels synes jeg, at telefonerne er for store og klodsede til at have i lommen. Dels ønsker jeg ikke at være online hele tiden. Når jeg går ud ad min dør, vil jeg gerne rette min opmærksomhed mod himlen, græsset, træerne, husene, ansigterne og lydene, jeg møder. På den måde er jeg mest mig selv og kan bedst tænke. Desuden kender jeg hjerneforskningen tilstrækkeligt til at vide, hvilke konsekvenser en permanent tilstedeværelse på internettet har for hukommelsen og koncentrationsevnen.
Det er her, de etiske perspektiver kommer ind: Hvis den omsiggribende Appificering tvinger os alle sammen til en bestemt adfærd uden valgmulighed; og hvis den griber ind i hjernens udvikling på måder, vi ikke billiger – er sagen vel en overvejelse værd? Hvor længe endnu er jeg fri til at træffe mine egne valg?
For nylig kørte jeg med offentlige transportmidler fra min bopæl i Værløse til en adresse i Ølby nær Køge. En del af turen gik med bus, og ved hvert eneste stoppested skreg en reklame mig imøde: “Download Appen! Så du kan se, hvornår den næste bus kommer.”
Jamen, jeg vil sådan set hellere læse bussens køreplan. Og S-togenes. Så kan jeg nemlig selv tilrettelægge min rute alt efter, hvad der passer mig. Men køreplaner er ikke længere så lette at få fat på. På dsb.dk og rejseplanen.dk skal man helst bare give tilladelse til, at en satellit sporer, hvor man befinder sig – så vil Appen vurdere, hvilken rute, der bedst kan betale sig.
– Jamen, jeg foretrækker at køre i S-tog hele vejen, og jeg har ikke noget imod at spadsere 15 minutter fra stationen til mit bestemmelsessted.
– Ikke noget problem, så skal du bare tagge “benyt kun tog”.
– Jamen, jeg vil gøre ophold på Hovedbanegården for at købe Frankfurter Allgemeine Zeitung.
– Så gå ind på GoogleMaps eller Krak, der kan du spørge: “Hvor er den nærmeste pølsevogn?”
– Jeg mener ikke en Frankfurterpølse, men en af Europas største og mest velredigerede aviser.
– Kan den da ikke læses online?
– Jo, men jeg foretrækker at have den i hånden og tygge drøv på alle sektionerne.[1]
– OK, hvis du absolut vil være afdød og melde dig ind i stenalderen, så help yourself!
På dette sted bør jeg bemærke, at det endnu kan lade sig gøre at finde en pdf-fil med S-togenes linjeføring og deres afgangstider på DSB’s hjemmeside. Men det er absolut ikke noget, der skiltes med. Man skal grave sig ned i DSB’s arkivstof, det kræver stædighed og en smule behændighed. Hvorfor denne hindring?
Svaret er, at stort set alle transport- og trafik-Apps nu bygger på den tilsyneladende uafvendelige sammensmeltning af GPS- og internetteknologi. “So ein Ding müssen wir auch haben”, siger de unge genier i firmaets it-afdeling eller de tilknyttede konsulenttjenester. Det kender vi fra mange områder.
Hvis jeg f.eks. skal holde foredrag i Løgumkloster og vælger at tage bilen, skal jeg følge motorvejen mod Flensborg, og efter Kolding kan jeg skrå tværs over Sønderjylland på forskellige måder. Jeg skal vælge, om jeg kører over Vamdrup, Vojens eller Agerskov. Men nyere rutevejledninger på nettet giver mig oplysninger som denne: “tag anden frakørsel ad Strandelhjørnvej i rundkørslen”. Det er nemlig ikke længere meningen, at min hjerne hjemmefra skal danne en overordnet, symbolsk repræsentation af den rute, jeg vil benytte. Det er meningen, at jeg skal benytte en App, der fortæller, hvad jeg ser på stedet.
Jeg skal ikke vide, hvor jeg er. Jeg skal bare give mig Appen i vold. I dag er det praktisk taget umuligt at købe en ny bil uden indbygget GPS. Konsekvensen vil i løbet af kort tid være en målbar skrumpning af den bageste del af hippocampus, der ellers er godt udviklet hos en gammel orienteringsløber som mig.[2]
Jeg er et menneske, der fascineres af intelligente teknologier. Mange år før end internettet blev opfundet, anvendte jeg modem for at indsamle informationer fra troværdige databaser world wide, og jeg var en af nettets allerførste brugere her i landet. Men jeg forbeholder mig ret til selv at vælge og vrage mellem de nye tilbud. Og det er åbenbart allerede for meget! Så snart jeg vælger det mindste fra, lyder ulvehylet fra Digitaliseringsstyrelsen, Moderniseringsstyrelsen og en mere og mere stupidiseret omverden: Teknologifjendsk! Han er teknologifjendsk!
Det er jo den rene Appimatias.
_________
Noter:
[1] Jvf. også: Anne Mangen, “Hypertext fiction reading: haptics and immersion” i Journal of Research in Reading, Vol. 31, Issue 4 (2008), side 404–419.
[2] E.A. Maguire, H.J. Spiers, C.D. Good et.al., “Navigation Expertise and the Human Hippocampus: A Structural Brain Analysis” i Hippocampus Vol. 13, no. 2 (2003), side 250-59. – Se også:
Nadel, S. Hoscheidt, L.R. Ryan, “Spatial cognition and the hippocampus: the anterior-posterior axis” i Journal of Cognitive Neuroscience 25:1 (2013), side 22-28.