Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 20.juli 2015
Det er højsæson for postkort. Nu til dags er det ganske vist blevet populært at sende feriebilleder via internettet straks efter, at de er taget. Det har bestemt også sin charme, hvis bare det ikke foregår via Facebook-koncernen. Men det håndskrevne postkort med frimærke og langsom levering kan noget særligt, som jeg helst ikke vil undvære. Jeg både skriver og modtager postkort med fryd.
Da jeg i februar opholdt mig nogle dage i Lissabon, sendte jeg således en halv snes postkort til gode venner. Heriblandt et yngre par, fra hvem jeg få dage efter min hjemkomst modtog en opringning: “Tak for det fine postkort, men behøver du bruge ord, som kræver opslag i ordbogen?”
Jeg havde skrevet, at Lissabon er “pittoresk”, som det i øvrigt også fremgik af postkortets billedside. Men mine unge venner, begge med lange universitetsuddannelser, havde aldrig stiftet bekendtskab med dette ord.
Det gav mig en forskrækkelse, som jeg for få dage siden fik gentaget i næsten identisk form. Den 8.juli overværede jeg i Strasbourg Europaparlamentets ophedede debat om Grækenlands gældskrise, hvor både den græske premierminister Alexis Tsipras og kommissionsformand Jean-Claude Juncker var til stede. Samme aften skrev jeg på et postkort – med billede af byens eventyrlige domkirke på bagsiden – at ordføreren for den liberale parlamentsgruppe, Guy Verhofstadt, havde talt “med stentorrøst” og gebærder som i en 1600-tals tragedie.
– Tak, fordi du har lært mig det nye ord “stentorrøst”, sms’ede kortets modtager ironisk – en humaniora-studerende på sidste studieår. Jeg har på fornemmelsen, at når stentor-figuren er gledet ud af bevidstheden selv hos humanistisk uddannede unge, skyldes det ikke udelukkende, at vor tid er mere fredelig end tidligere epoker.
På dette sted ser jeg allerede for mig Sabine Kirchmeier fra Dansk Sprognævn trække opgivende på skuldrene og aflevere nævnets standardargument om, at sproget er levende og hele tiden fornyr sig – og det hverken kan eller bør man sætte sig op imod. Det er et synspunkt, jeg grundlæggende er enig i, men her drejer det sig om et større perspektiv, som jeg vover at kalde historisk: sammenhængen mellem teknologi og ordforråd.
Efter Gutenbergs opfindelse af bogtrykket voksede ordforrådet i det engelske dagligsprog fra et par tusinde ord til omkring en million.[1] Med ét begyndte skribenter af enhver art at kappes om at udtrykke sig originalt og sofistikeret, med helt nye udtryk for følelser og situationer. Denne vækst i udtryk og nuancer indebar selvsagt en kognitiv blomstring. Når vi i dag ser eller læser ordkunstens største mester, Shakespeare, burde vi et øjeblik tænke på, at flertallet af hans ord var ukendte eller slet ikke fandtes bare 150 år tidligere.
Som forskningen dokumenterer, er hjernen ekstremt plastisk. Sprogcentret kan vokse og skrumpe. Det indlærte kan aflæres, nyt kan indtage det gamles plads. Det gælder også ordforrådet, og risikoen for tab på det område er måske især til stede, hvis den trykte bog med tiden går ud af cirkulation. Psykolingvisten Maryanne Wolf har vist, hvilken betydning læsning i lange passager har for udviklingen af sprog og kognition.[2] Og videnskabsjournalisten Nicholas Carr kan berette, hvordan den udbredte brug af internettet ændrer hjernens måde at arbejde på, så vi får vanskeligere og vanskeligere ved omhyggelig og kontemplativ læsning. Vi bryder hele tiden af, slår op på internettet, springer i bevidstheden og har det svært med at koncentrere os længe om det samme. Noget, der antagelig vil revolutionere vores civilisation lige så meget som bogtrykket, men ikke nødvendigvis i positiv retning.[3]
Udviklingen af kommunikationsteknologierne påvirker ikke alene sproget, den påvirker også vores opfattelse af, hvad sprog overhovedet er. For nylig traf jeg en universitetskollega, som i et artikeludkast ville erstatte ordet “esoterisk” med “abstrakt” – det er mere forståeligt, hævdede hun. Så er det åbenbart mindre vigtigt, at de to ord betyder noget ganske forskelligt.
I akademisk sammenhæng spiller flere faktorer formodentlig ind på en sådan episode. Blandt andet den forskningspolitiske satsning på kvantitet frem for kvalitet (– ny indsigt bliver mindre vigtig end letfordøjelighed). Men der er mange indikationer for, at de digitale kommunikationsformer i disse år helt ændrer vores sprog.
Således ønskede redaktøren for et tidsskrift, som jeg havde indsendt en artikel til, at jeg erstattede en lang række mindre brugte ord med mere udbredte synonymer. Ordet “markskrigerisk” ville han dog have helt ud af min tekst, for der findes ikke noget synonym for det. Jamen, synonymer findes slet ikke! Der er ikke to ord, der betyder helt det samme. Ord kan være betydningsbeslægtede, men hvert eneste ord har sin egen tone. Det er netop sagen: Jo større ordforråd, jo større vidde og prægnans i sproget. Og jo videre horisont hos de mennesker, der bærer det.
Noter:
——–
[1] Se f.eks. Walter J. Ong, Orality and Literacy. The Technologizing of the Word. Routledge, 2002.
[2] Maryanne Wolf, Proust and the Squid. The Story and Science of the Reading Brain. 2008 (2007). London: Icon Books.
[3] Nicholas Carr, The Shallows. How the internet is changing the way we think, read and remember. 2010. London: Atlantic Books