Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort 30.november 2015 i Kristeligt Dagblad [1]
Sammenhængen mellem bomber i Mellemøsten og bomber i europæiske storbyer får amerikanske dronepiloter til at tage bladet fra munden
1.
Fire tidligere officerer i USA’s flyvevåben har sendt et åbent brev til præsident Barack Obama, forsvarsminister Ashton Carter og CIA-chef John Brennan, hvori de heftigt kritiserer brugen af droner i den amerikanske krigsførelse i Mellemøsten og Centralasien. Droneangrebene er, skriver de fire, “en af de mest katastrofale drivkræfter for rekrutteringen af terrorister og for global destabilisering i det hele taget”.[2]
De fire er, hvad man kalder whistleblowers – ligesom Edward Snowden, der i 2013 afslørede ulovlige aflytninger i NSA, og Jeffrey Wigand, der i 1996 lækkede informationer om hemmeligholdte tilsætningsstoffer i den amerikanske tobaksindustri. Whistlebloweren er en person, der “fløjter” om forhold, som er etisk uacceptable, men holdes skjult af hans organisation eller arbejdsgiver.[3]
Whistlebloweren er stedt i et dilemma mellem samvittighedens indre stemme og hensynet til sin hidtil trygge tilværelse (fast løn, familiens tarv, osv.). Prisen er høj, uanset om han vælger det ene eller det andet. Wigand modtog dødstrusler mod hele sin familie, Snowden har måttet flygte til et fremmed eksil, og to af de fire brevskrivende flyofficerer er nu gået under jorden. Andre, der har valgt at tie, må leve med vedholdende samvittighedskvaler.
2.
Den mest kendte af de fire flyofficerer, Brandon Bryant, trådte allerede frem for tre år siden, da han blev diagnosticeret med Post Traumatisk Stress (PTSD). Bryant arbejdede fra 2005-11 i en aflukket container et sted i Nevada-ørkenen – som pilot (operatør) i en drone 10.000 km borte!
De ubemandede fly af typerne Predator og Reaper sendes op fra flybaser nær de uroplagede områder, og herefter overtager “piloter” som Bryant styringen fra deres containere hjemme i USA. Flyene kan holde sig i luften i et helt døgn, og de anvendes til at spore formodet fjendtlige bevægelser og fra tid til anden affyre luft-til-jord missiler, når et militært mål menes identificeret. Problemet er bare, at målet i mange tilfælde er forkert identificeret, som det berømte bryllupsoptog i Yemen, der blev udslettet ved et droneangreb i december 2013.[4] Ifølge lækkede, hemmelige dokumenter fra Pentagon, er omkring 90% af dronernes ofre tilfældige civile.[5]
De fire flyofficerer har ladet sig interviewe til det britiske dagblad The Guardian og kan fortælle om natlige mareridt. De drømmer om brændende mødre og skrigende børn, for trods den store afstand, kan de med dronens sensorer hele tiden se, hvad der sker på stedet. Og ligesom den berømte bombepilot Claude Eatherly, der deltog i atombombningen af Hiroshima den 6.august 1945[6], er de uhelbredeligt ramt på samvittigheden. I årevis har de på deres computerskærme iagttaget afghanere, pakistanere, syrere og irakere, der arbejder i markerne, sover på deres hustage, elsker med hinanden og leger med deres børn – og piloterne kan ikke forsone sig med, at disse mennesker skal henrettes uden en forudgående retssag.
Netop sådan formulerer de det selv. Deres overordnede insisterer på udtryk som “fjendtlige mål”, “tilintetgørelse af lovligt bytte” og lignende. Michael Haas, en anden af de fire flyofficerer, er meget optaget af disse sproglige nuancer. Hvorfor omtales dronernes indsats med så forblommede metaforer, spørger han. Der tales eksempelvis om “at rive ukrudtet op, før end det tager magten over græsplænen”. Og når en ny pilot har udført sin første dræbende bombning, hyldes han af kollegaerne for at have “plukket sine første kirsebær”.
Da Bryant trådte frem for tre år siden, fortalte han blandt andet om oplevelsen af at dræbe et barn.[7] En dag, da hans fly patruljerede i det nordlige Afghanistan, modtog han en ordre om at bombe et bestemt hus med fladt lertag og et skur til geder. Ifølge proceduren skal han nu trykke på en knap med venstre hånd og markere hustaget, mens hans medpilot benytter et joystick til at udløse et Hellfire-missil. Dronen befinder sig i flere kilometers højde, og samtidig betyder transmissionsafstanden en billedforsinkelse på op til fem sekunder, så i alt forløber der 16 sekunder fra affyrings- til detonationsøjeblikket.
Disse 16 sekunder “føles som slow motion”, fortalte Bryant. Og i dette tilfælde dukkede et barn pludselig op omkring hushjørnet, da der kun var tre sekunder tilbage og intet kunne ændres. Piloterne så et glimt på deres skærm, dele af bygningen kollapsede, og barnet forsvandt. “Har vi lige dræbt et barn?”, spurgte piloterne hinanden.
“Var det et barn”, spurgte de overkommandoen i et vindue på deres computerskærm. Efter et øjeblik kom svaret: “Nej, det var en hund”. De to piloter genspillede videofilmen: En hund på to ben?
3.
At omskrive børn til “hunde” og “lege-terrorister” (fun-terrorists) og voksne til “kirsebær” og “ukrudt”, kan næsten kun tolkes som udtryk for mentale forsøg på at fortrænge krigens realiteter. Hvilket selvsagt er lettere, når det drejer sig om en dronekrig, som “hjemme” i USA forekommer meget fjern og uvirkelig.
Siden 2009, da Barack Obama overtog præsidentembedet, har hans regering konstant optrappet anvendelsen af dronefly. Kampen mod Islamisk Stat føres udelukkende på den måde, og i løbet af det seneste år har USA udført ikke færre end 8000 luftbombardementer med droner og konventionelle bombefly. I sommer meddelte Pentagon, at man forøger den amerikanske drone-flåde med yderligere 50% “for at kunne imødekomme det stadigt voksende behov”.[8]
Ved G20-mødet i Antalya den 15-16. november afviste Obama med vrede forslaget om at sætte landstyrker ind, men plæderede i stedet for flere luftbombardementer. Et af præsidentens argumenter for den voksende brug af luftstyrker er de oplevelser, han har haft ved at besøge hospitaler og plejecentre for krigsveteraner, der har mistet arme og ben i kamphandlinger i Irak eller Afghanistan. Det er et traumatisk syn, siger han.
Ifølge de fire flyofficerer er dette argument ikke rationelt. For luftbombardementernes meningsløse drab på civile fremkalder efter deres opfattelse et had til USA over hele resten af verden. Og netop det er begrundelsen for, at de har valgt at offentliggøre deres brev til præsidenten. “Vi kan ikke stiltiende være vidner til tragedier som bombeattentaterne i Paris, samtidig med at vi kender de ødelæggende effekter af droneprogrammet”, skriver de.[9]
Det er nemlig i en spiral af meningsløs vold, at terroristgrupper opstår, hævder de fire. Hermed peger de på den helt indlysende, men alt for skjulte, sammenhæng mellem de amerikanske dronebombardementer og den aktuelle undtagelsestilstand i flere europæiske storbyer.
4.
Teknoantropologisk set tydeliggør flyofficererne også en anden vigtig pointe: at computerskærmen, ligesom så mange andre teknologier, rummer en indbygget tvetydighed. Mens den på ældre- og plejeområdet kan skabe en fatal afstand mellem det omsorgskrævende menneske og den professionelle behandler, kan den tydeligvis gøre krigen pinagtigt nærværende for dronepiloter.
Efter et af sine besøg blandt amerikanske krigsveteraner burde præsident Obama måske gæste en pilotcontainer i Nevada og sætte sig otte timer sammen med én af operatørerne. Være med til at se, hvad operatøren oplever på sin skærm.
Krig æder sjæle op. Det ved vi fra alt for mange slag i alt for mange konventionelle krige i historiens køb. Den, der har skudt en fjendtlig soldat, bliver aldrig mere det samme menneske. Og den, der har skudt snesevis, bliver sandsynligvis aldrig et helt menneske igen. Alligevel kan det være nødvendigt at gribe til våben for at forsvare familie og fædreland; i sådanne tilfælde er mange mennesker beredte til at “dø, om så det gælder”. Men hvad er det, dronepiloterne forsvarer? Hvad skal motivere dem til at stirre på fjenden, inden de affyrer en dødelig salve?
En hestevogn ledsaget af fire mennesker skrumler hen ad en hullet landevej 30 km nordøst for Kunduz. Dronepiloten får besked om, at der er tale om et ammunitionstog, men for ham ligner det mest af alt en familie med flyttelæs. Her kan vi anvende K.E. Løgstrups meget brugte håndmetafor i en helt ny betydning. Piloten har fået med et andet menneske at gøre, og dermed holder han noget af dets liv i sine hænder. Ja, mere radikalt: han holder hele det andet menneskes liv i sine hænder – det andet menneske ved det blot ikke, da piloten er skjult mange km oppe i himlen.
Men, som de fire officerers bekendelser tydeligt røber: nogle piloter oplever i dén grad den etiske fordring. Hvis der er tale om en uskyldig civilist, pådrager man sig et ubærligt ansvar ved at myrde ham. Alligevel kommer ordren: bomb! Piloterne adlyder, og kan efterfølgende konstatere, at hestevognen og de fire mennesker blev udslettet, men der kom ingen ekstra eksplosioner.
Myten om “den kliniske luftkrig”, der kun rammer plet, er køn. Men bagom alle omsvøb er den i realiteten et forsøg på at lægge hele samvittighedsbyrden over på en gruppe purunge luftofficerer og i øvrigt lukke øjnene for en stribe grusomheder mod civilbefolkningen, der ikke står tilbage for attentaterne i Paris.
NOTER:
———-
[1] (i forkortet version)
[2] “Obama’s drone war a ‘recruitment tool’ for Isis, say US air force whistleblowers”, Ed Pilkington & Ewen MacAskill. The Guardian 18.november 2015. – http://www.theguardian.com/world/2015/nov/18/obama-drone-war-isis-recruitment-tool-air-force-whistleblowers
[3] En dansk hjemmeside for whistleblowers er www.whistleblowers.dk – Se også www.veron.dk
[4] “Air strike in Yemen kills 15 wedding guests mistaken for al-Qaida–officials”. The Guardian 12.december 2013.
[5] The Drone Papers, publiceret på TheIntercept.com
[6] Efter en længere korrespondance med den østrigske teknologifilosof Günther Anders, udgav de to sammen i 1961 bogen Revolutionær Samvittighed, der fortæller Eatherlys historie og plæderer for afskaffelse af atomvåben.
[7] Det følgende referat er fra Bryants beretning, som trykt i tre dele i det tyske ugemagasin DER SPIEGEL, november-december 2012. – http://www.spiegel.de/international/world/pain-continues-after-war-for-american-drone-pilot-a-872726.html
[8] “Drones may predate Obama, but his resolute use of them is unmatched”, Alice Ross. The Guardian 18. november 2015.
[9] “Brief an Obama: Ex-Piloten geben US-Drohnenkrieg Mitschuld an Terror”. DER SPIEGEL, 19.november 2015.