Af KLAVS BIRKHOLM – kronik i Kristeligt Dagblad 14.januar 2016
En af de gode nyheder fra 2015 er, at forskere fra hele verden har iværksat en debat om betimeligheden af en ny teknologi – kaldet CRISPR – der gør det lettere at redigere i menneskets DNA, så vi både kan fjerne og indsætte nye træk i arvemassen. Er det ikke uhørt risikabelt? Det mener i hvert fald en række forskere, der har sat debatten i gang.[1] Til gengæld er en af den forgangne års dårlige nyheder, at offentligheden stort set ikke har fundet anledning til at tage den magtfulde, nye teknologi under eftertænksom overvejelse.
Det opfatter jeg som udtryk for en kulturel forandring.
Både bioteknologierne og alskens andre teknologier udvikles i disse år med rivende hast, blandt andet med den konsekvens, at de etiske dilemmaer bliver flere og flere – og tilmed mere og mere komplekse. Alligevel diskuterer vi dem ikke længere, sådan som vi gjorde tilbage i 1980’erne, da genetikken og den kunstige befrugtning første gang kom på dagsordenen og optog spalterne alle vegne.
CRIPSR er blot et eksempel. Et andet er, at forskere på Cornell Universitetet i USA har haft held til at fremstille en kunstig livmoder, der kan befri kvinder fra svangerskabets byrde. Et tredje eksempel er indsættelsen af et digitalt hukommelseskort i demente menneskers hjerner. Sammenlignet med den ophedede debat, der udspandt sig efter fødslen af det klonede får Dolly i 1996, er vore dages stilhed påfaldende.
Hvad er der sket? Er vi blevet så velstandsmagelige, at vi ikke længere orker at involvere os i debatter, der kræver engagement? Er det måske mediernes voksende krav om letfordøjelig underholdningsværdi, der holder de vigtigste spørgsmål borte fra den offentlige samtale? Eller er der blevet etableret nogle nye (muligvis ikke særlig tydelige) magtstrukturer, som styrer debatten om de etiske valg uden om den offentlige samtale?
I slutkapitlet af min nye bog Efter mennesket forsøger jeg at opklare baggrunden for nutidens udtynding af etik-debatten. Her vil jeg nævne tre vigtige faktorer:
1) Den første har at gøre med dannelsen af den såkaldte konkurrencestat. At menneskers sociale anerkendelse nu beror på deres bidrag til den økonomiske vækst, dvs. på deres ydeevne og ikke længere (som i velfærdsstatens epoke) på deres personlighed, på deres menneskelige væren slet og ret – dét er et forhold, der lægger et tungt og stressende pres på enhver.
Vi har ikke længere overskud til menneskelige fejl og skavanker. Og netop det træk ved konkurrencestaten passer som hånd i handske til en række nye teknologiske frembringelser, som den avancerede medicin, robotteknologierne og genetikken præsenterer os for. Jeg taler ikke mindst om teknologier, der går ud på at forbedre vores fysiske, intellektuelle og følelsesmæssige præstationer. I vores pressede tilstand griber vi grådigt efter disse nye optimeringsteknologier, og bliver nærmest irriterede, hvis nogen tillader sig at stille etiske spørgsmål.
Et godt eksempel er den internationale handel med menneskeæg, organer og livmødre (rugemoderskaber). For et par år siden anbefalede den amerikanske talkshow-star Oprah Winfrey, at amerikanske middelklassekvinder, der er blevet for gamle eller har for travlt til at føde børn selv, rejser til Indien, hvor en rugemor er langt billigere end i USA. Her i Danmark forsvares samme tankegang nu også af flere debattører, blandt andre teaterinstruktøren Ditte Maria Bjerg, der har lavet en forestilling om indiske rugemoderskaber. “Det er en win-win“, erklærer hun.
Win-win! Når jeg hører denne ny-liberalistiske frase spænder jeg hanen på min pistol. Den indiske kvinde stigmatiseres i sin landsby, fordi hun har solgt noget, der ikke burde kunne sælges. Det er ikke en win, der er en lose, endda en eksistentiel lose! Men Ditte Maria Bjerg mener, at kvinden hellere burde se på den pose penge, hun har modtaget. Det er en win, for “hun kan købe sig til en del”. Ja – i konkurrencestaten. Indien har måske aldrig været en velfærdsstat, men Vesten er godt igang med at omforme landet i vores (nutidige) billede, hvis de goder, inderne erhverver sig, nu kan betragtes som mål, der helliger midlet. [2]
2) Den anden faktor, som i mine øjne har bidraget til etik-debattens udtynding, er forsøget på at forvandle etik til en slags universitetsspeciale. Som led i den igangværende overproduktion af akademikere har universitetsledelserne søgt at sluse en del af deres mange filosoffer ind på nyoprettede centre for “anvendt filosofi”, “anvendt etik” og “etik i praksis”. Det er bestemt en god idé at lære alle studerende mere om etik og etisk teknologivurdering. Men man skal ikke glemme, at etik frem for alt er en “livsdisciplin”. Som analytisk filosof er man ikke nødvendigvis bedre rustet til at tackle etiske dilemmaer end for eksempel en folkeskolelærer. Og netop den misforståelse synes at brede sig for tiden.
Den amerikanske filosof Francis Fukuyama, der sad i USA’s pendant til Det Etiske Råd, observerer et sted: “I enhver debat om kloning, stamcelleforskning, genetisk manipulation og lignende, viser de professionelle bioetikere sig i reglen at være de allermest eftergivende.”[3] Det er en erfaring, som jeg kan bekræfte også gælder i Europa. Det er næsten, som om akademisk “etik” er blevet en efterspurgt bortforklaringsbranche. Fukuyama forklarer det ved den karriereklemme, som denne faggruppe befinder sig i: De skal indhente deres forskningsbevillinger fra den selvsamme industri, som de har fået til opgave at kritisere.
Det leder mig over til en tredje faktor bag etik-debattens udtynding i Danmark: en ændring af Det Etiske Råds status og funktionsmåde.
3) Dengang daværende indenrigsminister Britta Schall Holberg tog initiativ til nedsættelsen af Det Etiske Råd, var hun fuldt ud opmærksom på, at den etiske refleksion ikke kan professionaliseres. Til forskel fra, hvad der var tilfældet i Storbritannien og flere andre lande, blev vores etiske råd i 1987 født med et stærkt lægmandselement. Dels blev støtten til den folkelige debat gjort til halvdelen af Rådets opgave. Dels blev udpegningen af Rådets medlemmer holdt helt fri af akademiske meriter.
Der sad måske et par læger med særlige specialer, men som Ole Hartling engang bemærkede: “Vi er alle amatører på stort set alle Rådets sagsområder”. Det træk gjorde med rette Danmarks etiske råd berømmet over store dele af Europa. Men i den neo-såkaldt-liberale managementkultur er dét virkelig en akavet forhindring: en forsamling amatører, der ikke er underlagt evalueringskontrol og strategisk målstyring!
En måde at håndtere denne akavethed på har været at parti-politisere udpegningen af rådsmedlemmer, noget der tidligere var et konsensusanliggende i Folketinget. Et nyligt eksempel er Christopher Arzrouni, der var aktiv i Venstres inderkreds, da han blev udpeget, og efter halvandet år gik direkte tilbage til et job som spindoktor for udenrigsminister Kristian Jensen. Utænkeligt for bare ti år siden. Men partierne kan forvaltningskulturen jo så nogenlunde styre!
Dertil kommer, at man de senere år har kunnet registrere en del bestræbelser på at strømline og omstrukturere Rådet. Det begyndte, da sekretariatet under en ny ledelse nærmest forsøgte at overtage magten fra de valgte medlemmer: – Hvilke arbejdsopgaver, Rådet kunne tage op, blev underlagt diverse “processtyringsredskaber”; – Rådet skulle pludselig som en anden virksomhed have et “værdigrundlag” (!); – konsulenter blev indforskrevet; – sekretariatets pr-budget blev massivt forøget; – og støtten til folkelige foreningers debatmøder rundt omkring i Danmark blev sat i bero.
Heldigvis lykkedes det medlemmerne at få trukket i håndbremsen, og sekretariatet fungerer nu igen vist nok i servicebetonet samhørighed med rådsmedlemmerne. Men magtkampen fortsætter. Det er eksempelvis ganske uhørt, at Rådet har fået fælles sekretaritatsledelse med den nationale videnskabsetiske komité, som Rådet netop skal være helt uafhængigt af. Denne centrale komité, der skal regulere forsøgspraksis i Danmark, har i øvrigt karakter af en “ekspertforsamling” – i modsætning til Det Etiske Råd. Den består næsten udelukkende af professorer og overlæger, og derfor må der også være tale om en anden kultur – hvordan mon den fælles sekretariatsledelse håndterer det?
Ligeledes er det uhørt, at Rådet nu bor under tag hos Sundhedsstyrelsen, som man principielt er sat til at passe på. En opgave, der tilsyneladende bliver mere og mere presserende med Sundhedsstyrelsens voldsomt stigende indflydelse i disse år.
Hele denne udvikling er – det må man nok desværre konstatere – noget, politikerne lader ske. De har tydeligvis travlt med helt andre gøremål. Men der er mere end nogensinde brug for den etiske debat og refleksion i den bredest tænkelige offentlighed. For debatten drejer sig om, hvilke værdivalg, der kan føre os til det gode liv i hele samfundsfællesskabet.
NOTER:
———-
[1] Se bl.a. “Biologer vil lægge bånd på sig selv”, KlavsBirkholm.dk 27.april 2015
[2] Jeg vil meget stærkt anbefale Michael Sandels bog What Money Can’t Buy. The Moral Limits of Markets (New Tork 2012: Allan Lane). Bogen er spækket med utrolige eksempler på, hvad der efterhånden kan sælges og købes på markedet.
[3] Francis Fukuyama, Our Posthuman Future. Consequences of the Biotechnology Revolution (London 2004 (2002): Profile Books), p. 204.