Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad, 14.marts 2016
ER TRAGEDIEN og det tragiske ude af øje og ude af sind i det moderne Europa? Hvis ja, kan vi så overhovedet tale om Europa længere?
Det var Jørgen Schleimann, den navnkundige presse- og stridsmand, der i sin tid rejste det spørgsmål for mig. Vi sad i en radiodebat forud for afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992, og jeg var optaget af min egen idé om den fælles valuta som en uholdbar konstruktion i det specifikke historiske øjeblik efter Jerntæppets fald. Men Schleimann ville tale om den europæiske tradition for en “tragisk livsfølelse”.
Tanken var ikke ny. Både Goethe, Nietzsche og den ungarske litteraturhistoriker Georg Lukács (1885-1971) beskæftigede sig med tragedien som noget essentielt europæisk (omend med vidt forskellige perspektiver). Og den store “jyske” litteraturhistoriker Jens Kruuse påkaldte sig både den græske og den hebraiske tragedie, da han i 1948 i sin bog Den ny Virkelighed satte disse oprindelige kunstformer overfor humanismens og de gode viljers endeligt i det 20. århundredes verdenskrige. Det var ikke mindst her, Schleimann hentede sin inspiration.
Episoden i radiostudiet dukkede frem i min erindring, da jeg for nylig læste Kristeligt Dagblads interview med en række europæiske migrationsforskere under overskriften “Pigtråd truer stabiliteten i middelhavslande”.[1] – Jo mere, vi mobiliserer det europæiske grænsebevogtningsagentur Frontex, og jo flere kilometer pigtrådshegn, vi opfører, jo mere skaber vi et overtryk, som er eksplosivt og til sidst kan bringe både det ene og det andet land i borgerkrig, lyder budskabet fra Philippe Fargues og flere andre interviewede forskere. Stemningen mellem Rusland og Tyrkiet er allerede højspændt, krigen lurer på Europa, men vi ser på madlavning i morgennyhederne og quizprogrammer om aftenen. Og politikerne tweeter.
På en måde har både Schleimann og jeg fået ret på én gang. Euroen har udløst centrifugale kræfter, der truer hele EU-samarbejdet. Og sansen for det tragiske er blevet godt og grundigt elimineret af den sekulære fremskridtstro.
Det sidste viser sig derved, at et forfærdeligt udfald er blevet utænkeligt i alle sammenhænge – det er kun noget, der “dyrkes” af alarmister og pessimister. Vores moderne videnskab, teknologi og civilisation skal nemlig nok fikse det hele. Vi, der er i stand til at klone både får og mennesker og at sende raketter til Pluto, kan vel også klare en smule flygtningekrise, en smule valutakrise, en smule finanskrise og en smule opvarmning af atmosfæren!
Og det er ikke kun noget, vi håber på. Håbet er jo en kristen kategori, der ikke udelukker tragedien som mulighed. Så det er noget, vi optimistisk forventer. I takt med optimismens udbredelse og efterhånden totale dominans, har Schleimann fået ret: Med tragedien dør også sansen for det europæiske.
Det Kongelige Teater opfører for tiden ét af verdenshistoriens sorteste skuespil, Shakespeares Kong Lear, som i kosmisk tragik vel kun kan sammenlignes med Jobs Bog og Sofokles’ Kong Ødipus (altså: den hebraiske og den græske tragedie). Men sammenligningen holder slet ikke i denne “nutidige” opsætning. Det er en bizar oplevelse at overvære, hvordan publikum ler sig igennem hele stykket, selv de forfærdeligste scener.
Nu findes der næppe nogen forfatter, der overgår Shakespeare, når det drejer sig om at få tilværelsens kontraster til at mødes. Selv i de sorteste tragedier dukker der altid en nar eller en drukkenbolt op, når det hele er allermest blodigt. Shakespeares humor er guddommelig. Omvendt er der også i de muntreste komedier altid en skygge, noget tragisk. Shakespeare reducerer aldrig tilværelsen til idyl. Det gør ham så vedkommende i dag som for 400 år siden. Det tragiske og det komiske veksler ustandselig. Skyggen “fremhæver” lyset og omvendt.
Men dén hårfine balance formår Det Kongelige Teaters instruktør Peter Langdal og hans chefskuespiller Tommy Kentner slet ikke at holde. Vi skal jo underholdes. I en fantastisk scene i Femte Akt – efter at den magtberusede Lear har været knækket af afmagt, slået af vanvid, forbandet sine døtre og som et nøgent menneske på heden raset mod elementerne – velsignes han ved uventet at blive genforenet med sin elskede datter Cordelia, som han ellers i sin magtbrynde har øvet så megen uret imod. Nu skal de to kastes i fængsel, men hvad betyder det, ubryder Lear, i fængslet kan vi synge som fugle i et bur, og “hvis du beder: velsign mig, vil jeg knæle os sige: tilgiv mig!” Publikum ler hele vejen!
Vi to vil synge i vort fuglebur;
og beder du: Velsign mig, vil jeg knæle
og sige: Tilgiv mig. Så vil vi leve
og bede, synge og fortælle sagn,
le ad guldsværmerne og høre skælmer
berette hofnyt, sladre med dem selv
om hvem der steg og faldt, om gunst og ugunst
og lade kloge på alverdens gåder,
som var vi Himlens spejdere. Vi består
bag fængselsmur, mens sæt og slæng af storfolk
forgår som flod og ebbe. [2]
I det tragiske skuespil har vi endnu ikke set det værste, men hvad gør det? Publikum ler, og næste scene bliver vel også morsom.
Det er akkurat ligesom journalister, politikere og tv-seere ler, hvis nogen hævder, at flygtningestrømmen slet ikke kan standses, eller at klimakatastrofen kan ende med menneskehedens udslettelse.
Sådan spejler tidsåndens æstetik og etik hinanden.
NOTER:
[1] Kristeligt Dagblad 3.marts 2016.
[2] Her citeret efter William Shakespeare, Dramatiske værker. Oversat af Valdemar Østerberg. København 1958. J.H. Schultz Forlag.