Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Dagbladet Politiken, 9.oktober 2016
En fertilitetslæge i New York har skaffet sig selv og sin klinik verdensberømmelse ved at lade det første barn med tre genetiske forældre komme til verden.[1] Dr. John Zhangs ‘bedrift’ består først og fremmest i, at han har sat sig ud over internationale etiske konventioner og al gældende lovgivning. Den grundlæggende teknologi har nemlig været kendt længe; han har bare “gjort det alligevel”.
I Storbritannien har forskere siden 2008 arbejdet med at tage kernen ud af et befrugtet æg og indsætte den i et donoræg, som er blevet tømt for sin cellekerne. På den måde fremstiller forskerne et fosteranlæg med to mødre og én far – men de har kun tilladelse til at lade det leve to-tre uger i laboratoriet, herefter skal det destrueres.[2]
I hele den vestlige verden er det forbudt at benytte metoden til at fremstille børn, og derfor tog Dr. Zhang og hans medarbejdere til Mexico, hvor der ikke findes nogen regulering på området. Barnet blev født i april i år, og om ikke andet har begivenheden skaffet gigantisk pr til den kinesisk-amerikanske læge, der grundlagde sit New Hope Fertility Center i 2004.
Når en overlæge ved Rigshospitalet [3] og en etikprofessor i Roskilde [4] nu vil have det internationale forbud ophævet her i landet – så Dr. Zhang næste gang kan tage til Danmark i stedet for til Mexico – tager jeg det som endnu et udtryk for den nyliberale lad-os-nu-ikke-tage-det-så-tungt-ideologi, der er i færd med at eliminere næsten enhver etisk eftertanke.
Men er der da slet ikke nogen gode grunde til at foretage det komplicerede celleindgreb? Begrundelsen er, at arvemassen fra det oprindelige “moderæg” kan leve videre i det nye donoræg, som dog også bidrager til fosteret med DNA fra de såkaldte mitokondrier (ægcellens “madpakke”). I meget sjældne tilfælde kan det mitokondrielle DNA nemlig være bærer af en alvorlig, arvelig sygdom (f.eks. Leighs Syndrom, Lou Gehrigs sygdom m.fl.). Det gælder for én ud af 40.000 kvinder i Danmark. Og den slags sygdomme vil man selvsagt gerne undgå at videreføre.
De ramte kvinder ville sagtens kunne føde sunde børn på anden vis. Man kan eksempelvis lade faderen befrugte et donoræg, der ikke manipuleres. Men tilsyneladende er det ikke nok. Af en eller anden grund kræver kvinderne børn, som bærer nogle af deres egne arveanlæg. Er den gevinst virkelig stor nok til at opveje de voldsomme risici ved at gennemføre et indgreb på celleniveau?
Rent teknisk lader manipulationen sig gøre på flere forskellige måder. Allerede sidst i 1990’erne arbejdede forskere i USA med forsøg på at ‘puste’ syge mitokondrier ud af det befrugtede æg og herefter ‘puste’ friske ind (såkaldt cytoplasmisk udveksling). Det førte dengang til mindst 17 børnefødsler – så Dr. Zhang er faktisk ikke den første. Men sundhedsstyrelsen i USA (FDA) blev bekymret for langtidseffekten af at producere genetiske hybrider og forbød metoden.
BBC Radio 4 lavede i 2014 en radiodokumentar med et af børnene fra dengang, Alana Saarinen (“The Girl with Three Biological Parents”[5]). Hun taler en del om forholdet mellem sine to mødre, men virker ellers sund og rask. FDA frygter dog ikke kun effekten i det enkelte individ, men også i et længere tidsperspektiv: hvis Alana også får børn etc.
Efter stoppet i USA begyndte forskere ved Universitetet i Newcastle at udvikle den ovenfor omtalte metode. Men i forhold til dem har Dr. Zhang bedrevet en ny variant. Forældrene til hans nu så verdensberømte barn er nemlig muslimer fra Jordan, og de kunne ikke acceptere “Newcastle-modellen”, hvor man lader mandens sæd befrugte både konens (syge) æg og donorens raske æg, inden kernetransplantationen gennemføres. “Som muslimer var de imod ødelæggelsen af to embryoer”, oplyser Zhang til New Scientist.[6] [Et “embryo” = et nybefrugtet æg, et fosteranlæg.]
Derfor foretog han i stedet kernetransplantationen på ubefrugtede æg. Det er, så vidt vides, ikke gjort tidligere. Og det er det, John Zhang vil fortælle om i sine 15 minutters spændt imødesete forelæggelse den 19.oktober kl 11:45, hvor det amerikanske selskab for reproduktiv medicin holder sin 72’de videnskabelige kongres og udstilling i Salt Lake City.[7]
Zhangs team brugte teknikken til at frembringe fem befrugtede æg, af hvilke man udvalgte det bedste til implantering i moderen. Hvordan brugen af fem donoræg (og fem af moderens egne æg) kan tilfredsstille det jordanske pars modstand mod ødelæggelse af ét embryo, forklarer historien ikke.
Ligesom i andre tilfælde, hvor de etiske dilemmaer er komplekse, er den kulørte presse ikke sen til at finde nogle af de ulykkeligt ramte mennesker og ad den vej sætte den mere seriøse refleksion under pres. Hvorfor ikke bare hjælpe stakkels fru Bernardi og endnu mere stakkels fru Smith?[8] Den hårde kerne i befrugtningsindustrien har en nem alliancepartner her.
Man glemmer, at der skal flere donoræg til, og at langt større risici skal løbes – udelukkende fordi de pågældende kvinder par tout skal have et barn med deres egne arveanlæg. Som om det ikke er godt nok bare at få et sundt barn.
Risiciene er på nuværende tidspunkt vanskelige at overskue. Genetikere påpeger, at vi endnu slet ikke ved, om der opstår uforudsete komplikationer af at blande de to kvindelige arveanlæg. Hvis der gør, er det temmelig uheldigt, for de nyskabte arveanlæg vil jo nedarves fra slægt til slægt.
Og endnu større etiske dilemmaer lurer i horisonten. Lesbiske grupper i England har allerede for flere år siden forlangt, at teknologien også stilles til rådighed for to kvinder, der gerne vil have børn med begges arveaftryk (om end det vil være i højst ulige fordeling). Skal vi virkelig bruge vores sundhedsvæsen til således at hjælpe mennesker med at designe deres afkom? Det er en farlig indbildskhed at tro, at bare fordi vi har fået redskaber til at trække kernen ud af et menneskeæg, er vi også modne til at overtage ansvaret for den evolution, som naturen har været årmillioner om at bringe så langt.
Rent bortset fra det triste i, at vi åbenbart er på vej til at adskille kærlighed og forplantning.
NOTER
———
[1] BBC.com, 27.September 2016: Michelle Roberts, “First ‘three person baby’ born using new method”.
NewScientist 27.september 2016: Jessica Hamelou, “Exclusive: World’s first baby born with new ‘3 Parent’ technique”.
[2] Se bl.a.:
– KlavsBirkholm.dk 1.december 2008: “En genetisk modificeret baby” og
– KlavsBirkholm.dk 22.august 2011: “Er børn med tre genetiske forældre på vej?”
[3] Elsebet Østergaard i Dagbladet Politiken, 9.oktober 2016 (Debatsektion, forside).
[4] Thomas Søbirk Petersen på DR2 Deadline 28.september 2016.
[5] BBC 1.september 2014: “The Girl with Three Biological Parents”.
[6] Som note 1.
[7] J.Zhang, H.Liu et.al., “First live birth using human oocytes reconstituted by spindle
nuclear transfer for mitochondrial DNA mutation causing Leigh syndrome”, Fertility and Sterility, september 2016, vol. 106, Issue 3.
[8] Se f.eks. Laura Donelly, “World’s first baby born of three-parent baby technique“, The Telegraph 27.september 2016. – Se også følgende rørende historie i samme avis 9.juni 2016: “Jessica Newell’s parents would dearly love for her to have a little brother or sister before she dies. At two-and-a-half, Jessica can’t walk, talk or crawl and is fed through a tube. There is no cure for the mitochondrial disease she has and the odds are stacked against her living another five years. Despite the pain she is in, she is happy, cheeky child, who loves the company of other youngsters. Her parents, Vicky Holliday, 39, and Keith Newell, 44, of High Wycombe, Buckinghamshire, also can’t imagine what it will be like to be alone when they lose Jessica and are urging the fertility watchdog to approve the technique. Miss Holliday, who gave up her job as a management consultant to care for her daughter, said: ‘I think it is every parent’s right to have the choice about whether to bring another child into the world and we don’t want to be different.‘Jessica is wonderful. She happy and relaxed and has a cheeky sense humour. ‘She loves having children around her and a sibling would be wonderful for everyone.’”