Af KLAVS BIRKHOLM – essay
Hvorfor lader vi vores dagligdag kolonisere af en teknologi, bare fordi den er “smart”? Og hvem er det til gavn for?
For nylig deltog jeg i en radiodebat på P1 om kunstig intelligens og avancerede teknologier.[1] Her tillod jeg mig at rette en kritik mod Amazon’s Dash Button, som er en trådløs Ding, der kan indstilles til at bestille nye forsyninger af en bestemt vare, man er særlig glad for – kan du godt lide Urquell pilsner, behøver du bare at give et enkelt tryk, hver gang beholdningen er lav, så sørger Amazon straks for en ny leverance. Endnu mere avancerede gadgets kan selv holde øje med beholdningerne i vores køleskab, så slipper vi for at trykke på en knap.
– Men vi skal også være i stand til ind imellem at udskyde vores behov og at reflektere over dem, sagde jeg i al stilfærdighed. Straks reagerede én af de andre debatdeltagere – et medlem af den religiøse sekt, der smykker sig med betegnelsen ”Singularity University” – ved at beskylde mig for at være imod det vandskyllende toilet. Engang gik vi ud i skoven med en spade, men det problem har teknologien heldigvis løst for os, erklærede han. Underforstået: teknologisk nyudvikling betyder øget bekvemmelighed, og hvem kan være imod det?
Sammenligningen mellem Amazon Dash og middelalderens latriner er ikke bare ualmindelig dum, den er også karakteristisk for en bestemt, plagsom tendens i alle tidens debatter om teknologivurdering: Hvis man er kritisk over for én bestemt, specifik teknologi, så formodes man at være teknologifjendtlig i det hele taget. Der findes tilsyneladende kun pro og contra: enten er man imod alle nye teknologier over en kam, eller også accepterer man revl og krat. En mere nuanceret stillingtagen til hver enkelt teknologisk nyskabelse for sig er ikke tilladt og i hvert fald ikke efterspurgt.
PERSONLIGT har jeg altid været begejstret for snilde teknologier og altid værdsat teknisk sensibilitet (hermed mener jeg evnen til at ”aflæse” en teknologi; at få maskiner til at fungere; at have blik for forbedring og innovation). Men der er en teknologi, jeg fra starten har valgt fra: smartphonen. Jeg vil gerne forklare hvorfor og samtidig belyse de vanskeligheder, det i stigende grad giver mig at benytte mig af den personlige valgfrihed.
Grundlæggende har jeg fire indvendinger mod smartphonen. For det første er den alt for stor og klodset. En mobiltelefon hedder på tysk en Handy, og det er for mig netop ideen: en trådløs telefon, som er handy – som man kan bære i skjorten eller inderlommen, stort set uden at mærke den eller på nogen måde være generet. Så man ubesværet kan ringe og fortælle, hvis man er forsinket, eller så mine børn altid kan få fat på mig. Smartphonen er derimod alt andet end en handy telefon. Den er en klods – brugerne tvinges til at gå rundt med den i hånden eller væltende ud af en lomme. Ubekvemt og uæstetisk.
For det andet fortæller smartphonen en historie om komplet uetiske produktionskæder, som den rige verdens forbrugere tilsyneladende ikke vil vide af. Til berøringsskærmene anvendes sjældne mineraler som Tantalum (Ta) og Wolfram (W), og i elektronikken anvendes tin, der udvindes af Cassiterit (SnO2). Disse mineraler findes kun meget få steder i verden. Et af dem er det østlige Congo, hvor krigsherrer kan finansiere en stor del af deres voldelige overgreb på civilbefolkningen (gruppevoldtægter, rå lemlæstelser, bortførelse af børn som soldater) ved at kontrollere mineraludvindingen og derved blive mellemmænd i en handel, som er yderst lukrativ i kraft af efterspørgslen fra Apple, Samsung, LG, Sony, Nokia, Motorola m.fl. Et andet tilsvarende sted er Bangka-Belitung øerne ud for Sumatra, hvor tinudvindingen præges af børnearbejde under sundhedsskadelige og livsfarlige forhold og tillige af en hensynsløs ødelæggelse af naturområderne og deres dyreliv; både vand og land gøres ubeboelige.[2] Apple vil end ikke i samtale med de NGO’er, der arbejder for at ændre vilkårene.
I dag kan man ganske vist erhverve sig en Fairphone, der har håndteret nogle af de etiske udfordringer – men ikke dem alle – og tilmed er den nye Fairphone 2 ikke så klodset som første udgave.[3] Ja, med tiden vil det sikkert lykkes at gøre de fleste smartphones handy, og måske endda at gøre dem mindre uetiske. Men her kommer så min tredje indvending: Jeg ønsker ikke at være permanent online, jeg vil faktisk gerne havde mig det frabedt!
Ligesom rytme og struktur kendetegner forskellen på støj og musik, sådan gælder det også i min krop og mit sind. Jeg kan ikke være mig selv, jeg kan ikke tænke selvstændigt og originalt, hvis jeg hele tiden skal afbrydes af elektronisk kommunikation – mails som skal besvares, opslag på internettet, alskens distraktioner. Den slags må vente til rette tid, når jeg sidder ved mit skrivebord og åbner min pc. Ellers bliver det bare til støj.
Jeg ved godt, at hjerneforskningen i dag giver mig ret. Jeg ved også godt, at børn og unges forvandling til Smombier i de senere år har fået adskillige psykologer, pædagoger og forældre til at rejse advarende røster om, hvordan smartphonen ødelægger evnen til nærvær og opmærksomhed (”Smombie” = smartphonezombie). Men har det nogen konsekvens?
Tilsyneladende ikke. Tværtimod vokser presset på os, der insisterer på vores valgfrihed: ”Slap dog af!” Vi skal fremad, fremad! F.eks. samler visionen om de ”intelligente byer” (smart cities) i øjeblikket milliardbeløb til forskningsgrupper verden over – men jeg har ikke set ét eneste projekt, der ikke bygger på smartphonen som en central komponent. Går man rundt i Århus, er det selvfølgelig også vigtigt, at man øjeblikkelig kan få en oversigt over alle offentlige toiletter, og hvilke der lige nu er optaget!
Den del af befolkningen – 10 procent i Danmark, 30 procent i Tyskland, 75 procent i Indien – der ikke går rundt med en smartphone må bare se at ”komme med på toget”. Går det for langsomt, skal institutioner som Digitaliseringsstyrelsen her i Danmark nok sørge for at skubbe på. Og ligesom de sovjetiske revolutionskomitéer i sin tid rådede over deres ”nyttige idioter”, skal vores dages digitaliseringskomitéer nok finde frem til en eller flere ekspert-dumrianer, der er villige til at erklære, at ”enhver teknologi er neutral, det handler kun om, hvad mennesker bruger den til”. Det er akkurat som det Amerikanske Riffelforbund NRA, der betjener sig af mottoet om, at skydevåben ikke slår ihjel, det gør mennesker (”Guns don’t kill people. People kill people.”)
Som om. Og her følger så mit fjerde argument: Teknologien ændrer, hvem vi er. I nær fremtid vil næste generations smartphones blive betragtet som en del af kroppen. Venner og bekendte undrer sig over, at jeg kan finde rundt i byer og på landet uden GPS. Forklaringen er såmænd bare, at jeg ikke har ødelagt min egen orienteringsevne med teknologi. Men i dag kan man næppe anskaffe sig en ny bil uden indbygget GPS, og hvis jeg hjemme ved mit skrivebord spørger Google Maps eller DSB’s Rejseplan om, hvad der er den nemmeste vej, insisterer de begge på, at jeg skal spørge on location: de vil guide mig rundt i realtid ud fra, hvad jeg ser i terrænet. Både bilfabrikanterne og Google – og smartphone-selskaberne – vil nemlig tagge mig; de vil kunne følge hver eneste bevægelse og gemme den til senere analyse og salgsfremstød. Det er faktisk mit femte argument: Jeg vægrer mig mod at få mit liv totalprotokolleret. Jeg vil ikke have Google og de øvrige Silicon Valley-giganter til at journalisere hele mit liv, bare for at gøre mig og mine behov til en salgsvare. Jeg vil ind imellem gerne have lov til at være borger og ikke bare forbruger.
PARADOKSALT har man indtryk af, at mange opfatter deres smartphone som en slags tegn på frihed, måske ligefrem et frihedstotem. Det er i så fald udtryk for en genial perfektionering af systemmagten: idet man mener at dyrke friheden, underkaster man sig tvangen.
”En smartphone fungerer som et digitalt spejl til genoplivning af det postinfantile spejlstadium”, skriver den veltænkende tyske filosof Byung-Chul Han.[4] Er dét forklaringen? I smartphonen kan vi lukke os ude fra den kropslige erfaring, sammenstødet med en virkelighed. Den giver os mulighed for at træde tilbage til den tidlige barndoms narcissistiske rum, hvor vi ikke møder den anden og det anderledes. Smartphonen åbner en verden, der hele tiden kun tilbyder os det der ligner – likes! – og hvor der ikke længere findes distance. Den svækker vores ”evne til at omgås med negativiteten”, som Han observerer. Smartphonen er en slags masseudryddelsesvåben mod al kritisk tænkning.
Den totale digitalisering afskaffer i øjeblikket klassiske goder som hemmeligheden, stilheden, fritiden – og hvad det sidste angår, er smartphonen et afgørende instrument. Selv om det udløser mere og mere stress, skal vi være på arbejde hele tiden. På skærmen.
Presset er kolossalt. Ved Folkemødet på Bornholm hørte jeg et af disse tanketomme konsulenthoveder, som arbejdsmarkedet p.t. er overfyldt med, brokke sig over, at butikshandlen stadig skal ligge inde med besværlige kontanter. ”Vi har jo alle sammen Mobile Pay”, råbte han triumferende og holdt sin egen smartphone i vejret. Nej, det har vi ikke – og hvad nu, hvis vi heller ikke ønsker det? Konsulenten ville endda muligvis selv blive lidt klogere, hvis han prøvede at slukke sin smartphone en uges tid – så kunne han få tid og rum til at reflektere over, hvad der er mere, og hvad der er mindre vigtigt i samfundets udvikling.
Selv skorstensfejeren og forsyningsselskabet i Ringkøbing kommune insisterer på at kommunikere med mig på smartphone! Ikke alene brevpost, men også email er tilsyneladende forældet nu. Meddelelser kommer på mms, og når jeg forklarer, at min dumbphone ikke kan modtage mms-beskeder, er svaret uforstående, nærmest måbende. ”Har du ikke mobil?”, lyder det. For de fleste er mobil nemlig blevet ensbetydende med en smartphone.
Så spørgsmålet er: Kan jeg selv vælge? Har jeg personlig valgfrihed – ikke bare som forbruger (mellem de forskellige varemærker), men også som borger? Eller bevæger vi os, umærkeligt men uafvendeligt, mod et digitalt diktatur?
NOTER:
———-
[1] http://www.dr.dk/radio/p1/supertanker/supertanker-19
[2] https://www.foe.co.uk/sites/default/files/downloads/tin_mining.pdf
[3] https://shop.fairphone.com/en/
[4] Han, Byung-Chul (2017 [2013]). I sværmen. Tanker om det digitale. Oversat fra tysk af Tom Bøgeskov. København: Forlaget Mindspace.