Af KLAVS BIRKHOLM
Hvordan kan man beskytte privatsfæren mod den omsiggribende digitaliseringskultur, hvis jura er det eneste mulige redskab? Anmeldelse i Social Kritik 155
”I virkeligheden er privatlivet en relativt ny opfindelse”, skrev dagbladet Politiken i en præsentation af denne bog. Intet kunne være mere forkert. De antikke bystater, som udgør den mest afgørende inspiration for vores moderne demokratier, bygger helt fundamentalt på en skelnen mellem den offentlige verden og det private rum. Privatlivet var allerede “opfundet” på Demosthenes’ tid omkring 350 f.Kr. – og antagelig længe forinden.
Det er snarere samfundet, der er ”en relativt ny opfindelse”. Den stammer fra 1700-tallet, da de første nationaløkonomer – som James Steuart, Adam Smith og senere Karl Marx – nedbrød muren omkring familien og privatejendommen og fremdrog, hvad der hidtil havde været afsondret, til offentlighedens beskuelse. Alle fulgte de den hollandsk-engelske filosof Bernard de Mandevilles mantra: private vices, public virtues. Dét er økonomismens virkelige feltråb. Forbrug, omsætning, forbrug, omsætning. Private laster er dyder (= til gavn) for offentligheden. Mange fra 68-generationen tror stadig, at det var dem, der først opfandt den dybt ulyksalige parole om at ”offentliggøre det private”, men de repræsenterede kun Den Anden Bølge; nationaløkonomerne var de første.
Som belæg for den overraskende – og meget urigtige – påstand om, at privatlivet er ”en relativt ny opfindelse”, citerer Politiken professor Mette Birkedal Bruun fra ”Centre for Privacy Studies” på Københavns Universitet. Hun udtaler, at historisk set har vi tidligere været ”meget mindre alene”, end vi er i dag. For få hundrede år siden sov hele familien i samme rum eller endda i samme seng, og i antikkens Rom forrettede mennesker deres nødtørft side om side på offentlige storrumstoiletter.
Men det er jo noget helt andet. Hvad professoren og Politiken sigter til her, er ikke privatsfæren. Det er intimsfæren. Og den er en ”relativt ny opfindelse”, som de gamle romere og grækere ville stille sig ganske uforstående overfor. Hvor eksistensen af en privatsfære i henved 2500 år har været den afgørende forudsætning for politisk frihed – friheden i det offentlige rum, som er nødlidende i dag – er intimsfæren det borgerlige individs helle for den nye, normative mastodont: samfundet, der fra og med 1700-tallets fiksering på økonomi vælter ud over det hele. Intimsfæren er det sted, hvor individet har ret til at være anderledes, at afvige fra samfundets “normalitet”, uden at nogen kigger en over skulderen.
Titlen på nærværende antologi demonstrerer tydeligt, at det netop er intimsfæren, der fokuseres på. Intimiteten er ”eksponeret”, mens privatsfæren er meget mere end det. Privatsfæren er i disse år truet af helt at blive elimineret, hvilket vil være ensbetydende med, at vi mister den politiske frihed, som er en uomgængelig forudsætning for enhver demokratisk styreform.
Desværre er begrebsforvirringen temmelig omfattende. Til Politiken siger Mette Birkedal Bruun, at privatlivet traditionelt er ”det sted, hvor man virkelig har tid til at filosofere over livet, fordi man har lagt alle sine pligter til side”. Nej! Nej! Nej! ”Når vi er private, går vi rundt i joggingbukser og tænker over livet, og når vi er professionelle, har vi en skjorte eller lignende på og passer vores arbejde. Det er to forskellige verdener, hvor vi kan tillade os forskellige ting”, siger Birkedal Bruun. Således at forveksle offentlighed og arbejdsliv er udtryk for et enormt dannelsestab. I klassisk demokratiforståelse er vi netop private, når vi ”passer vores arbejde”, og offentlige, når vi filosoferer. Fordi vi selvfølgelig formodes at filosofere højt. I fællesskabet.
PANOPTIKON INVERTERET
Jeg har refereret så udførligt fra Politikens præsentation, dels fordi den er typisk for verserende misopfattelser af, hvad privatsfæren i grunden er, dels fordi den har temmelig god dækning i bogen selv. Desværre har antologiens redaktører ikke fra begyndelsen afklaret, hvad de mener med ”grænser for privatliv i en digital tid”, som undertitlen lyder. Taler vi om retslige grænser? Taler vi om politiske grænser? Eller taler vi om etiske grænser? Og er problemerne på disse tre – meget forskellige – områder lige væsentlige?
Den manglende afklaring er ærgerlig, for der er i dén grad brug for litteratur, der både oplyser om og debatterer de enorme udfordringer, som den igangværende tekno-kulturelle udvikling betyder for både privatliv og intimitet. For få år siden abonnerede store dele af socialforskningen på Michel Foucaults beskrivelse af moderniteten som en struktur af “panoptisk disciplinering”. (I sit banebrydende værk fra 1975 Overvågning og straf fremdrog Foucault Jeremy Benthams idealfængsel – Panoptikon – som en slags metaforisk model for den disciplinering, der kendetegner ikke mindst velfærdsstatens institutioner: skoler, hospitaler, behandling af psykisk syge, socialvæsen etc.) Men på ganske få år har Big Data og digitaliseringens dataisme ført til, at det panoptiske blik er blevet inverteret. Nu er det ikke længere repræsentanten for en central magt, der står i midten, i Panoptikons fangetårn, og betragter tusindvis af borgere. Nu er det omvendt: den enkelte borger står i midten, eksponeret – og iagttages af tusindvis af magtfulde firmaer, der lever af at handle vores persondata: Facebook, Google, Axciom, Amazon, osv.
Og trods den manglende præcision om antologiens tema, rummer den heldigvis flere værdifulde bidrag, der er værd at læse i sig selv for deres behandling af aspekter af hele denne udvikling
Særlig vil jeg fremhæve Birgitte Arendt Eirikssons kapitel “Social digital kontrol er på kant med borgernes ret til privatliv”. Synsvinklen er rent juridisk, men Eiriksson prætenderer heller ikke andet. Med “Udbetaling Danmark” som eksempel påviser hun, hvordan myndighederne helt uden smålig skelen til lovgivningens rammer – og gentagne påtaler fra Datatilsynet! – har tiltaget sig adgang til flere og flere persondataoplysninger om os alle sammen. Konklusionen er dyster: “Den meget omfattende indsamling, opbevaring, samkøring og videregivelse af oplysninger uden borgernes samtykke må anses for at være et indgreb i borgerens ret til privatliv og beskyttelse af personoplysninger, som [ellers] er beskyttet i både Menneskerettighedskonventionen og EU’s charter” (39).
Som om det ikke var rigeligt, påpeger Eiriksson tillige, hvordan den nye databeskyttelseslov, der blev vedtaget af folketinget 17.maj 2018, lemper den hidtidige nationale beskyttelse af særlige personoplysninger og gør det muligt for de enkelte ministre at iværksætte samkøring af persondata uden videre lovhjemmel. Ikke særlig betryggende.
I en i en tid, hvor folketinget mangler juridiske vagthunde som Preben Wilhjelm eller Bernhard Baunsgaard til at insistere på magtens tredeling og lovgivernes pligt til at respektere domstolenes uafhængighed, er det i det mindste betryggende, at vi uden for tinget har en skarp, kritisk iagttager som Eiriksson.
ETISK VILDREDE
I den modsatte ende af skalaen er Gry Hasselbalchs kapitel “Kunstig intelligens efterlader dataetiske spørgsmål” – præget af ikke bare begrebslig, men også sproglig forvirring, som en mere afklaret redaktion burde have renset ud i. Hasselbalch vil gerne skrive om “dataetik”, men hvad er det i grunden?
“Dateetikken ser fremad og spørger ind til, hvordan vi kan sikre, at loven følger med udviklingen og tolkes til fordel for den enkelte”, skriver hun (121). Er det en definition? Handler etik om at sørge for, at “loven følger med udviklingen”. Selvfølgelig ikke! Det er notorisk vrøvl.
Et andet sted i teksten læser vi, at “en af de mest tidskarakteristiske dataetiske problemstillinger er de proprietære aspekter af innovation inden for kunstig intelligens, hvilket har afgørende indflydelse på systemernes gennemsigtighed” (123). Et etisk problem refererer altid og ubetinget til en eller flere etiske normer, men hvilke(n) norm(er) er der tale om her? Man fornemmer, at hvis Hasselbalch havde formuleret sig mere præcist, ville hun måske henvise til en normkonflikt i algoritmernes uigennemsigtighed (og ikke i “de proprietære aspekter”). Men hvad betyder det? Ønsker hun at argumentere for transparens i de digitale systemer som en etisk fordring? Den fremragende tyske filosof Byung-Chul Han mener tværtimod, at det omsiggribende krav om transparens idag fungerer psyko-terroristisk. Man havde gerne set en diskussion af den slags spørgsmål, men desværre er Hasselbalch ikke sig selv klar om, hvad hun mener med “dataetik”.
Dataetik, gentager hun, “handler om mere end at overholde databeskyttelseslovgivningen. Det handler også om at følge ånden og visionerne i loven.” (125) I så fald er vi ilde stedt. Hvis den etiske fordring ikke undertiden kan være at trodse loven – og i øvrigt at trodse magten – er vi havnet i et samfund af autoritær efterrettelighed. Det er desværre lige præcis også en af de tydeligste trends i den igangværende digitaliseringskultur.
Ni (eller ti) af bogens i alt 15 bidragydere er jurister. Så det er måske ikke overraskende, at antologien har sin tyngde og sit værd i de juridiske overvejelser. Mens forsøgene på at brede sig til politik og især til etik eksponerer forfatternes svagheder på disse områder mere end godt er.
EN NY SLAGS “BLACK BOX”
Men læs bogen for dens juridiske overvejelser. Eksempelvis skriver Hanne Marie Motzfeldt indsigtsfuldt og med kritisk linse om de retssikkerhedsmæssige udfordringer, der følger med en mere og mere automatiseret forvaltning. “Spørgsmålet er”, konstaterer hun nøgternt, “i hvilket omfang vi ønsker at lade teknologiens (effektiviserings)muligheder styre den retlige udvikling – og omvendt: Hvilken pris er vi villige til at betale for at bevare borgernes tillid til forvaltningen?” (227) Netop!
Motzfeldts mantra er “systemtransparens”, men ligesom Eiriksson holder hun sig til en rent juridisk argumentation. Med “systemtransparens” sigter Motzfeldt til muligheden for, at både borgere og myndigheder kan få indsigt i de specifikke algoritmer, der er indlagt i de forskellige sagsbehandlingssystemer. En sådan indsigt er jo forudsætningen for, at afgørelser kan kontrolleres.
Men der er en bug i hendes ræsonnement. Hun skelner mellem “bløde” og “hårde” algoritmer, hvormed hun sigter til forskellen mellem på den ene side de selvlærende systemer, der bygger på neurale netværk og såkaldt machine learning, på den anden side mere basalt programmel.
Hvad de førstnævnte, mere avancerede algoritmer angår, argumenterer Motzfeldt for, at hensynet til retssikkerheden nødvendiggør, at man venter med at implementere dem, indtil man teknologisk er i stand til at supplere med en ligebyrdig teknologi, “der så at sige kan aflure, hvilke ræsonnementer softwaren anvender” (241). Bravo! Det må være noget i samme retning, Europa-parlamentet henviser til, når de i en resolution om kunstig intelligens fra 2017 har krævet, at avancerede robotter udstyres med en black box, der registrerer data om alle transaktioner, som udføres af maskinen, herunder logikken bag dens beslutninger”. Det ville være et ægte fremskridt.
Hvad derimod de mere elementære digitale systemer angår, mener Motzfeldt, at de i princippet godt kan kontrolleres i dag. Det handler blot om at sikre, at algoritmerne svarer nøjagtigt til forvaltningens lovbestemmelser. Så enkelt er det desværre ikke. Drejer det sig udelukkende om tal – for eksempel skatteligning – er det måske simpelt nok. Men så snart det drejer sig om forvaltning, der ikke kun angår tal, men også en række forskellige menneskelige faktorer, kan en algoritme ikke oversætte fra analog til digital i en slags 1:1 logik. Alle menneskelige forhold skal, for at kunne håndteres i et algoritmisk system, oversættes til en talværdi. Drejer det sig for eksempel om ledighed, findes der jo mange forskellige måder at være jobløs på. Programmøren skal tillægge alle disse forskellige måder en talværdi, og når han gør det, vil han uomgængeligt være farvet af sine personlige (for)domme eller af arbejdsgiverens (for)domme. En neutral algoritme findes ikke. Og ligegyldigt, hvor mange kontrolinstanser, man sætter på, kan den aldrig gøres “neutral”. På det punkt er Motzfeldt desværre alt for håbefuld.
Også Mette Hartlev skriver med fokus på jura, men ikke med samme kritiske brod som Eiriksson og Motzfeldt. Hartlevs tema er sundhedsdata, og hun er helt på det rene med, at den enorme interesse for vores allesammens sundhedsdata “sætter patienters privatliv under pres”, som det hedder i titlen på hendes kapitel. Men Hartlev opgiver på forhånd ethvert forsøg på at standse dette pres.
Sundhedsdata er blevet en vigtig ressource for samfundet, fastslår hun – “for forskning, kvalitetssikring, uddannelse og i stigende grad også for behandling af andre patienter” [end lige netop dem, der har været leverandører af individuelle data] (14). Dette samfundshensyn bør ifølge Hartlev veje tungt over for hensynet til den enkelte, specielt eftersom hverken sundhedsloven eller eksisterende persondatalovgivning synes at kunne hjælpe hende eller ham ret meget.
Skal individet beskyttes, bør hele det juridiske element udtænkes forfra, fastslår hun. Og det er åbenbart for meget forlangt. Siden 1981 har alle nyfødte fået taget en blodprøve, som undersøges for række arvelige sygdomme og herefter opbevares i en biobank på Seruminstituttet. Derfor bliver det i princippet umuligt at fastholde anonymitet omkring sundhedsdata – “personidentificerbare data om borgernes helbredsforhold (fx forbrugsvaner, livsstil, miljøpåvirkninger m.v.) vil være tilgængelige for både behandling og forskning.” (26)
Hvad er der at gøre ved det? Forsøge at dæmme op for usaglig forskelsbehandling og diskrimination, mener Hartlev!
Jura er i sandhed ikke det eneste, der er på spil i vores digitaliserede fremtid.
Rikke Frank Jørgensen og Birgitte Kofod Olsen (red.), Eksponeret: Grænser for privatliv i en digital tid. 280 sider. Gads Forlag, 2018.