.
En pennefejde – lige så væsentlig som drabelig – om økonomi og økologi udspillede sig i februar i Dagbladet Information. Centrum i striden var en kritik, som økonomiprofessor Jesper Jespersen rettede mod Informations mangeårige redaktør og miljøjournalist Jørgen Steen Nielsen. Sidstnævnte havde i en længere artikel hævdet, at den meget omtalte ’afkobling’, som gør det muligt at øge den økonomiske vækst uden yderligere ressourceforbrug og miljøbelastning, i realiteten er en illusion. ”Jo mere vi låser os til at skulle lade økonomien vokse, desto mere undergraver vi det planetære grundlag for vores eksistens som civilisation”, skrev Jørgen Steen Nielsen og konkluderede, at uanset den økonomiske videnskabs påstande om det modsatte er den globale økonomi en husholdningsøkonomi. Under COVID-19-pandemien er alle økonomer med ét blevet keynesianere og vil med gældsætning investere sig ud af lockdown-krisen, men det kan kloden ikke holde til. Vi kan ikke bare låne mere planet. [1]
Jo, indvendte Jesper Jespersen. Det er muligt at afkoble en vækst i økonomien fra jordens begrænsede ressourcer, ”men det kræver massive bæredygtige investeringer og den politiske vilje til at foretage dem uanset underskuddet i statskassen.” … ”Jeg har igennem 25 år argumenteret for en såkaldt absolut afkobling af samfundsøkonomien fra brug af naturens ressourcer, hvorved produktionen ville kunne ophøre med at belaste miljø og klima – simpelthen, fuldt stop. Og her er mit opmuntrende budskab: Det er teknologisk muligt.”[2] Planeten er nemlig ifølge Jesper Jespersen ikke et lukket system; der tilstrømmer os hele tiden ny energi fra solen. Drivhusskjoldet kan vi desværre ikke umiddelbart fjerne, men med de rette prioriteringer kan vi godt investere os ud af den økologiske krise.
Problemstillingen kunne ikke være mere vedkommende – den er afgørende for hele den menneskelige civilisations fremtid. Jeg tager derfor anledning af fejden til at publicere hele to tekster. Den første, ”Jo – den globale økonomi er en lukket husholdning” er nyskrevet; her forsøger jeg at vise, at Jesper Jespersen kun kan nå frem til sin ’vækstoptimisme’ ved at udelade afgørende dele af krisens problem. Den anden, ”Kritik af den økonomiske videnskab” er skrevet for nøjagtig 30 år siden, men kunne dengang ikke blive trykt noget sted; det er et forsøg på at indkredse, hvad det er for en ’genetisk fejl’, der gør økonomien som disciplin bundet til den forrykte forestilling om vækstens nødvendighed.
KB
I.
Jo – den globale økonomi er en lukket husholdning!
Af KLAVS BIRKHOLM
Da Gregory Bateson – den systemiske teoris grundlægger, som har inspireret adskillige af vor generations største tænkere – i 1970 fremlagde resultatet af en forskergruppes undersøgelse af miljøødelæggelser på Hawaii for statens senatsudvalg, tog han det afsæt, at alle (sic) tidens mange trusler mod menneskets overlevelse kan spores tilbage til det systemiske samspil mellem tre grundlæggende årsager:
(a) det teknologiske fremskridt; (b) befolkningstilvæksten; (c) visse fejltagelser i den vestlige kulturs tænkning og holdninger. Vores værdier er forkerte. (Bateson karakteriser denne kulturelle patologi som hybris.)
Indlysende ved nærmere eftertanke. Bateson påviser, hvordan disse tre faktorer hele tiden forstærker hinanden i, hvad han kalder “den økologiske krises dynamik”. [3]
Hvad nu end årsagen kan være, har den langt overvejende del af al forskning i stort set alle discipliner lige siden været tilbøjelig til at udelukke befolkningstilvæksten fra Batesons model. Nogle vil måske retfærdiggøre dette med henvisning til, at vækstprognoserne siden er blevet nedjusteret, så forventningerne til den globale befolkningsmængde i dag er “nede” på kun 10-11 milliarder mennesker i år 2100 – hvorefter tilvæksten skulle ophøre, ifølge de samme prognoser. [4] Her overses det, at Batesons model alene tager afsæt i befolkningstilvæksten på Hawaii. Men udelukkelsen har som (behagelig) konsekvens, at modellen ikke længere er systemisk; blikket på den selvforstærkende dynamik bortfalder, og i stedet kan man koncentrere sig om at foreslå “korrektiver” til (a) og (c). [5]
Hvornår har vi nok?
En af dem, der ikke forfalder til denne illusion, er energihistorikeren John McNeill. I sit tyve år gamle, men stadig yderst læseværdige oversigtsværk, Something New under the Sun skriver han, at “en global gennemsnitsborger (en abstraktion af begrænset nytteværdi) i 1990’erne anvendte omkring 20 ‘energislaver’ svarende til omfanget af 20 mennesker, der arbejder 24 timer i døgnet, 365 dage om året”. [6] Endnu ved begyndelsen af den industrielle revolution omkring år 1800 hidrørte mere end 70 procent af al mekanisk energi fra menneskelig muskelkraft, men det ændrede sig hastigt i samme øjeblik, de industrielle teknologier gav os mulighed for at supplere vores somatiske energi med energien fra olie, kul og biomasse. Jeg har ikke regnet på det, men mon ikke tallet i mellemtiden er fordoblet, så vi nu “i gennemsnit” anvender mindst 40 ‘energislaver’?
Her er mit første spørgsmål: Vil det være værdifuldt for menneskeheden at nå op på 100 eller 400 ‘energislaver’? De digitale teknologier (IoT, laptops, smartphones etc.) vil allerede i 2030 tegne sig for et større energiforbrug end vej-, tog- og flytransport tilsammen! I Danmark vil både politikere og økonomer som bekendt gerne bygge flere broer og omfartsveje. Så kan vi sidde i hver sin førerløse el-bil og farte mellem Aalborg, Sønderborg, Odense og København, alt imens vi hælder al vores personlige hjerneenergi ned i et stigende antal digitale dingenoter og derved sørger for, at Googles og Facebooks og Apples datacentre i Danmark for alvor har noget at arbejde med. De lokale borgmestre i Viborg, Odense, Esbjerg og Fredericia har som bekendt lovet de storforbrugende techgiganter energi til favørpris.
Et sådant teknologispring vil forstærke den økologiske krise, og dét i flere henseender. Enhver ved, at nye CO2-udslip vil forværre drivhuseffekten, som får gennemsnitstemperaturen i verdenshavene til at stige, truer med at sætte Golfstrømmen i stå, fremkalder ildstorme i Australien og Nordvestamerika, stormfloder en masse andre steder på kloden og meget mere til. Enhver ved også, at det åbenbart bekymrer politikere og økonomer mindre end den verserende coronavirus-epidemi og at chancen for at bremse drivhuseffekten, inden vi når the tipping point, derfor er minimal.
Lad os for klarhedens skyld gøre det tankeeksperiment, at menneskeheden (“kloden”) faktisk er i stand til at gøre en mirakuløs opbremsning, så al den forøgede mængde energi nu udelukkende kommer fra vindmøller, solceller, jordvarmeanlæg, husisolering etc. – alt det, Jesper kalder grønne teknologier. Lad os ligeledes som en del af tankeeksperimentet se bort fra, at det Jesper kalder “et massivt forøget investeringsniveau i grønne teknologier” – og andre steder taler Jesper jo også om massivt forøgede investeringer i infrastruktur – næppe vil kunne gennemføres uden en voldsom belastning på klodens ressourcer: metaller til vindmøller, til varmerør, til broer; kemiske destillater til isoleringsmasse og til “nulvækst”-vinduer” etc. De økologiske fodaftryk følger naturligvis ikke investeringsniveauerne 1:1, men sidstnævnte påvirker bestemt førstnævnte. Lad os som nævnt også se bort fra det, hvor akavet det end forekommer. Lad os kort sagt forestille os, at hele det mere og mere intensive energiforbrug fra digitale teknologier, Internet of Things, togrejser, pakkeforsendelser, og vores ubekymrede farten-omkring ikke forøger drivhuseffekten en tøddel – vil det så være økologisk i balance?
Selvfølgelig ikke. Selv uden drivhuseffekt kan vi ikke ustraffet lade menneskeheden opsuge mere og mere energi, underordne flere og flere ‘energislaver’ uden frygtindgydende konsekvenser for resten af kloden – hvis der overhovedet er nogen rest af klode tilbage. [7] Det er en tåbelig tanke, at vi skulle kunne vokse uendeligt i et endeligt rum.
Hvad befolkningstilvæksten angår, kan man jo fornøje sig med John McNeill’s argument: “Skønt det 20.århundrede kun tegner sig for 0,00025 af menneskehedens historie (100 ud af 4 millioner år), har det rummet omkring en femtedel af alle menneske-år”. Så: “Hvis det 20.århundredes rater for befolkningstilvækst havde været gældende siden landbrugets opfindelse, ville jorden i dag være indesluttet i en bølgende masse af menneskekød – tusinder af lysår i diameter og ekspanderende i rummet med en fart mange gange lysets hastighed.” [8]
Uadskillelige krisedimensioner
Problemet med en overbefolket klode melder sig imidlertid langt før end det kommer så vidt som i McNeill’s fremtidsmareridt. I en nylig udgave af ALtinget, der bringer en større feature om den elendige danske naturbeskyttelse, gentager seniorforsker Rasmus Ejrnæs fra AU resultatet af et studie fra 2017, han flere gange tidligere har henvist til. “Her kom forskerne frem til, at hvis man vejede alle verdens pattedyr, så ville de vilde dyr blot udgøre 3-4 procent af den samlede vægt. Mennesket ville stå for en tredjedel, mens vores tamme husdyr ville stå for resten.” [9]
Det er, som Ejrnæs bemærker, “et meget, meget markant eksempel på den globale biodiversitetskrise. Mennesket har taget al pladsen på jorden.” En FN-rapport fra 2019 konkluderede, at minimum en million dyre- og plantearter er udryddelsestruede. Artsudryddelsen foregår nu med en sådan hast, at forskerne taler om “den sjette massedød i klodens historie”. Den forrige fandt sted for 65 millioner år siden, da jorden blev ramt af en asteroide, hvorved temperaturen sænkedes 20 grader.
Biodiversitetskrisen er mindst lige så truende for menneskehedens fremtid som klimakrisen – og de hænger uadskilleligt sammen, uanset hvor inderligt, politikere og økonomer (herunder altså også Jesper Jespersen) ønsker at skille dem ad. Begge sider af den økologiske krise er en konsekvens af, at vi har valgt at se bort fra krisens systemiske dynamik i Gregory Batesons model. Det har vi blandt andet gjort i kraft af, at nyliberalismens utilitaristiske forskningspolitik af al magt har fremmet en snæver faglig specialisering. I stedet for at undersøge helheden, og det vil sige resultatet af de mange faktorers samspil, skal én gruppe forskere par tout være økonomer og kun økonomer, en anden gruppe skal være meteorologer og kun meteorologer, en tredje gruppe befolkningsstatistikere og kun det, mens en fjerde gruppe skal være epidemiologer, etc., etc. Hver enkelt af disse utallige, indbyrdes isolerede forskningsfællesskaber formodes at lukke alt andet ude og indenfor deres meget begrænsede rum producere en smule ekstra epistemisk viden – endelig ikke noget phronetisk. [10]
Dette sammenbrud for almen dannelse og helhedstænkning har gjort sit til, at både økonomer, politikere og den debatterende offentlighed fortsat er i vækstens vold. [11] Det har vi været gennem hele det 20. århundrede, med kun få undtagelser. En af undtagelserne var Karl Polanyi, hvis hovedværk The Great Transformation udkom i 1944 med en kontroversiel historisk fremstilling af den kapitalistiske markedsøkonomi som en liberalistisk utopi med katastrofer på samvittigheden. Generelt kan man vel fastslå, at jo længere frem i århundredet, vi kommer, jo mindre ‘uskyldig’ bliver denne utopi og bekendelsen til en fortsat og ubrudt vækst i BNP som en ubønhørlig nødvendighed. I århundredets første tredjedel var for eksempel John M. Keynes i vækstens vold. Derfra var socialdemokratiske politikere – fra Franklin D. Roosevelt over Jens Otto Krag til Tony Blair – i vækstens vold. Akkurat som moderate borgerlige politikere fra Ludwig Erhard over Helmut Kohl til Emmanuel Macron har været det. Og selv den dag i dag tør ingen tilsyneladende anfægte den misopfattelse, at det klassisk beregnede BNP må og skal stige, ellers er vi fortabte. [12]
Er det ikke samme budskab, Jesper Jespersen forkynder, når han skriver: “alene den globale befolkningstilvækst tilsiger [- tilsiger?! -], at produktion og dermed også energiforbrug vil stige igennem dette århundrede”? Det er snart tredive år siden, at John McNeill’s danske fagfælle, Thorkild Kjærgaard beregnede, at Danmark råder over et natur- og landbrugsareal, der kan skabe fotosyntese til en befolkning på maksimum 2,1 millioner mennesker – al energi derudover må importeres, enten fra andre lande eller fra fortiden (i form af fossile brændstoffer). På baggrund af sådanne overskridelser, der finder sted i alle ’udviklede’ lande, har institutioner som bl.a. Wuppertal Institut für Klima, Umwelt und Energie beregnet, at menneskeheden allerede i dag forbruger mere end to jordkloder om året – altså konsumerer mere solenergi på ét år, end kloden får tilført på to. Og når demografer vil berolige os med, at tilvæksten “kun” fortsætter frem til de 10-11 milliarder mennesker i år 2100, er det lige præcis et udslag af den ovenfor omtalte ’forskningsisolation’. Allerede i dag er vi alt, alt for mange mennesker, og hvis tilvæksten tænkes at fortsætte de næste 75 år, vil den blive brutalt afbrudt, inden vi når så langt.
Den oversete sammenhæng mellem pandemi og økologi
Vækstfilosofien kan derfor angribes fra flere forskellige vinkler. Man kan vælge at angribe den moralsk og æstetisk, som Ole Jensen ofte gør, eksempelvis i et interview med Kristeligt Dagblad fra 2008. “Med hvilken ret udrydder vi mennesker på et klodehistorisk splitsekund titusindvis af arter, som har været millioner af år om at blive til? Med hvilken ret fattiggør vi, et par enkelte overmodige generationer, kloden i dens mageløse mangfoldighed for al overskuelig fremtid?” spørger han, og kalder igen og igen vores handlemåde for “skændig” og “skamløs”. Ligesom han igen og igen efterlyser den klassiske dyd “agtelse”. Når jeg underviser i etisk teknologivurdering præsenterer jeg meget gerne mine studerende for de samme argumenter og kalder agtelse for “en etisk norm”, vi nu nærmest er tvunget til at genopdage. Ellers ender vi med i elementær stupiditet at begå kollektivt artsselvmord.
Man kan nemlig også angribe det samme synspunkt fra en helt anden vinkel: på den måde naturen selv gør, ganske uden moralske bagtanker. I grunden burde det være nok til besindelse for enhver at se Rasmus Ejrnæs’ tal i øjnene: Når mennesket med dets husdyr udgør 96 procent af vægten af verdens samlede pattedyrsbestand, så skal det gå galt. Den dansk-amerikanske oceanograf og klimaforsker Kathrine Richardson, der har været medforfatter på flere internationale rapporter om bæredygtighed og klimaforandringer, erklærer nu ligefrem, at biodiversitetskrisen er endnu mere påtrængende end drivhuskrisen. [13]
Derfor har FN også nedsat et ekspertpanel på området, et panel der skal arbejde på samme måde som IPCC. Det nye panel, IPBES, der blev oprettet i 2012, har forlængst konstateret, at “de verserende pandemier er en direkte konsekvens af menneskelig aktivitet, i særdeleshed vores globale finansielle og økonomiske system, der prioriterer økonomisk vækst for enhver pris.” […] Uforfærdet afskovning, ukontrolleret landbrugsekspansion, intensiv fødevareproduktion, minedrift og udvikling af infrastruktur, så vel som udnyttelsen af vilde arter, har skabt den “perfekte storm” for, at sygdommene kan springe” fra dyr til mennesker. Covid-19 er måske blot begyndelsen, skrev fire af de ledende forskere i IPBES så tidligt som i april 2020 efter at have gennemført det omfattende globale “sundhedstjek”, der ligger til grund for organisationens seneste rapport. [14]
Denne rapport, der blev færdigforhandlet på et virtuelt møde i organisationen i slutningen af Juli 2020 og publiceret kort tid efter, fastslår blandt andet:
“De aktuelle strategier for bekæmpelse af pandemier bygger på, at man reagerer på sygdommene efter at de er brudt frem – med tiltag i sundhedsvæsenet og med teknologiske løsninger, især hurtig konstruktion og distribution af nye vacciner og nye behandlingstilbud. Men COVID-19 har demonstreret, at det er en langsom og usikker vej, og mens befolkningen over hele verden venter på vacciner, vokser de menneskelige omkostninger i form af dødsfald, sygdomsforløb, økonomisk sammenbrud og tab af levebrød.
”Pandemierne stammer fra forskellige mikrober, der holder til i dyr, men udbruddene er helt og holdent fremkaldt af menneskelig aktivitet. De egentlige årsager til pandemierne er de selvsamme globale miljøforandringer, som driver tabet af biodiversitet og klimakrisen. Det drejer sig ikke mindst om ændret brug af jorden (landskabet), fortsat udvidet og intensiveret landbrugsdrift, samt handel med og konsumtion af vilde dyr. Drivkræfterne for disse forandringer bringer vilde dyr, husdyr og mennesker i tættere kontakt, hvilket tillader mikrober fra dyr at springe over på mennesker og derved føre til infektioner, undertiden udbrud, og ind imellem til virkelige pandemier, der udbredes gennem vejnettene, bycentrene og de globale rejse- og handelsveje. Den nuværende eksponentielle stigning i forbrug og samhandel, som drives af efterspørgslen i de udviklede lande og de nye økonomier, såvel som af et demografisk pres, har ligeledes ført til en serie nye sygdomme, der fortrinsvis opstår i de mere biodiverse udviklingslande, men i realiteten drives af de globale forbrugsmønstre.” [15]
70 procent af de nye sygdomme (som f.eks. ebola, zika og nipah encephalitis) og stort set alle kendte pandemier er zoonoser – dvs. de er fremkaldt af mikrober af dyrisk oprindelse. Og disse mikrober springer over på mennesker på grund af kontakten mellem vilde dyr, tamme dyr og mennesker. Rapporten estimerer, at cirka 1,7 millioner endnu ikke opdagede vira i øjeblikket lever i pattedyr og flyvende dyr. Af disse menes et sted mellem 631.000 og 827.000 at være i stand til at smitte mennesker. De vigtigste opholdssteder for patogener med pandemisk potentiale er flagermus, gnavere, aber, visse fugle (især dem som lever i det våde element), såvel som husdyr (svin, kameler og fjerkræ).
IPBES-rapporten står på ingen måde alene. FN udsender løbende en lind strøm af advarsler imod den fortsatte vækst. ”Hvis vi ønsker at undgå fremtidige pandemier, er biodiversiteten nu vigtigere end nogensinde”, siger f.eks. UNDP (FN’s udviklingsprogram). [16] Og så sent som den 18. februar 2021 erklærede FN’s generalsekretær António Guterres: Menneskeheden ”fører en vanvittig og selvmorderisk krig mod naturen” – en krig, der forårsager enorme menneskelige lidelser og økonomiske tab, alt imens den accelererer destruktionen af liv på jorden. [17] Det skete i forbindelse med offentliggørelsen samme dag af en rapport fra FN’s Miljøagentur (UNEP). Denne rapport bærer titlen At Slutte Fred med Naturen og sætter fokus på sammenhængen mellem de tre krisesituationer (emergencies), der ”truer vores fremtid som art”: klimakrisen, biodiversitetskrisen og forureningen. [18]
Det er nærmest ubegribeligt, at alle disse FN-opråb ikke gør indtryk på økonomer, hverken neoklassiske eller keynesianske, men det vidner om BNP-vækst-dogmets nedgroede urokkelighed. Der kommer til udtryk i vrangforestillingen om ”grøn vækst”. Derfor: Hvis vi ikke vil begå kollektivt artsselvmord, men vore økonomer alligevel insisterer på at forblive i vækstens vold, tror jeg den eneste løsning må være, at sende vækstnaivisterne med NASA og Elon Musk til Mars. Og vel at mærke forblive selvforsynende deroppe.
II.
Kritik af den økonomiske videnskab [19]
Af KLAVS BIRKHOLM
Hele den økonomiske videnskab, som den er etableret over en lang historisk tradition – fra Steuart [20], Fergusson [21] og Smith [22] over Ricardo [23], Marx, Hilferding [24], Schumpeter [25], Keynes [26] og von Hayek [27] til vore dages Galbraith [28], Šik [29] og Friedmann [30] – bygger på én og samme principielle grundopfattelse af samfundenes rigdom og frembringelsen heraf:
Man tager et stykke ubearbejdet natur; et råstof, som det umiddelbart forefindes (lad os kalde det R). Dette materiale tilføjer man en arbejdsindsats (lad os kalde den A). Heraf kommer som resultat et produkt (lad os kalde det P), som menneskene enten kan konsumere eller anvende ved fremstillingen af videre forædlede produkter – efter samme skema. Altså, på algebraisk formel
R + A ⇒ P
Pointen er her, at P ikke bare kan betragtes som summen af de oprindelige bestanddele. P kan ikke bare genopløses i R + A. For P har opnået en ny “kvalitet”, og netop denne nye kvalitet er essensen i den økonomiske videnskabs værdibegreb:
R + A ⇒ P
R + A ⇍ P
– med en symbolsk tydeliggørelse.
Indbyrdes strides den økonomiske videnskabs forskellige retninger ikke mindst om, hvordan produktets markedsmæssige ’værdi’ (ombytningsækvivalent i forhold til andre produkter) frembringes, og hvordan den fastsættes. Disse stridigheder er af allerstørste betydning, såvel for vores forståelse af den økonomiske udvikling, som for regeringernes økonomiske politik. I nærværende betragtning er de imidlertid uden betydning. Her er det afgørende: at værdi i den økonomiske videnskabs betragtningsmåde frembringes gennem en kumulativ proces, som er irreversibel. Ikke således at forstå, at de fremstillede produkter ikke kan destrueres. Det kan de godt. Men i så fald er der netop tale om en ny produktionsproces – altså
1) R1 + A1 ⇒ P1
2) P1 + A2 ⇒ “R”2 (= P2)
– hvorved resultatet netop ikke er bragt tilbage til status quo ante.
Således er hele den økonomiske videnskabs enkle formel for civilisationsprocessen:
R1 + A1 ⇒ P1
P1 + A2 ⇒ P2
P2 + A3 ⇒ P3 …… etc
i det uendelige. Dette fra ’brugsværdiens’ standpunkt. Fra markedets eller ’bytteværdiens’ standpunkt er formlen….
R1 + VA1 ⇒ VM1
VM1 + VA2 ⇒ VM2
VM2 + VA3 ⇒ VM3 …… etc,
hvor VA er ’værdien’ af den tilførte arbejdsindsats, VM er ’værdien’ af det frembragte produkt (eventuelt som den fastsættes på markedet), etc.
Det, som alle økonomiens skoler er fælles om, er at betragte hele den økonomiske proces som en seriel kæde i énvejs-bevægelse. Hvilket betyder, at hvert eneste nyt led (VMX) “glemmer” – eller: er blevet afskåret fra forbindelse med – de tidligere. (Det er i øvrigt netop denne proces, som Karl Marx kalder das Kapital og lader kendetegne ved sin iboende akkumulatoriske tendens.)
De fremstillede produkter kan altså i økonomisk henseende aldrig føres tilbage til de oprindelige komponenter. Men også i fysisk henseende lader det sig kun gøre i ganske særlige tilfælde og under ganske særlige betingelser. Kaffen kan ikke føres tilbage til kaffeplanten, som stod på bjergsiden i den brasilianske delstat Minas Gerais. Skrivebordet kan ikke føres tilbage til det prægtige birketræ, der bredte sine grene og blade ud et sted i midt-Sverige. Bilen kan opløses i alskens delkomponenter, men kølerslangen kan ikke bringes tilbage til gummiplanten, manganet kan ikke bringes tilbage til klumperne i en underjordisk klippe i en sydafrikanske mine, og det vand, der blev forurenet ved støbning af karrosseriet, løber nu sine egne veje – det kan måske nok renses, men det er en anden historie.
Tilsvarende økonomisk: Når først kaffebønnen er høstet, birketræet er fældet, gummislangen er fremstillet og karosseriet støbt, er der frembragt en ny værdi VMX, som nok kan destrueres hvad brugsværdiaspektet angår – birketømmeret kan brændes af, gummislangen kan hakkes i småstykker o.s.v. – men ikke står til at nedbryde, hvad værdiskabelsen angår. VMX bidrager umisteligt og uigenkaldeligt til den økonomiske vækst, som i det moderne sprog altså blot er et andet navn for civilisationsprocessen.
For en økologisk betragtning er det selvfølgelig interessant, at nogle produkter forholdsvis ukompliceret kan omsættes til det oprindelige råstof. Når hveden er høstet, kan kernerne anvendes som udsæd, hvilket betyder, at – set fra brugsværdiens standpunkt – det er enkelt og ikke særlig kostbart at fremstille en replika af udgangspunktet. Det er til gengæld kostbart og i praksis uladesiggørligt, når det drejer sig om f.eks. karosseriet på en bil; tilmed ville det ikke give mening, hvis vi forsøgte at ’afraffinere’ mangan og andre råstoffer.
Produkter af førstnævnte art kalder vi i nutiden ’økologiske’, mens bilkarosseriet er ’uøkologisk’. Men set fra den økonomiske videnskabs standpunkt er denne forskel helt ubetydelig, for den handler bare om ’genopretningsprisen’ (’genopretningsværdien’), eller rettere: hvor stor en arbejdsindsats, der er påkrævet, for at betale naturen alt det tilbage, som vi berøvede den ved fremstillingen af det bestemte produkt.
Vi kan også formulere dette på en anden måde: For den økonomiske videnskab er det et uomtvisteligt aksiom, at så snart et råstof er fjernet fra dets naturgroede tilhørsforhold, ophører det med at være natur. For naturvidenskaberne – fysik og biologi osv – turde det være indlysende, at gummihjulet for så vidt stadig er natur, nu blot et stykke bearbejdet eller manipuleret natur. Den moderne jetmotor præsenterer ikke blot en intelligent udnyttelse af naturens lovmæssigheder, den er også selv natur, og dét endda i to henseender: (a) for det første er de fysiske materialer hentet fra den oprindelige natur (aluminium f.eks. udvundet fra bauxitforekomster); (b) for det andet forandrer jetmotoren, når den én gang er introduceret, den forefindende natur (atmosfærisk forurening f.eks.) og menneskets begreb om naturen (det bliver ”naturligt” at flyve). Enhver økonom kan naturligvis med sin sunde fornuft forstå dette forhold, men han kan ikke inddrage det i sin videnskab – det er axiomatisk udelukket.
Ejendommeligt er det, at vi små 50 år efter at Wiener [31], von Neumann og McCulloch introducerede den kybernetiske erkendelsesteori stadig ikke har lært at anskue samfundets stofskifte med naturen – den samlede proces af produktion og konsumtion – som et kommunikativt system. Det gælder i særdeleshed i lyset af, at Gregory Bateson for mere end tyve år siden gjorde opmærksom på Anden-Ordens Kybernetikken (som bl.a. efterviser, at enhver analytisk iagttager eller konstruerende ingeniør med det samme også gør sig selv til en del af det kybernetiske kredsløb, han iagttager eller konstruerer).
Resumerende: Den økonomiske videnskabs grundlæggende misvisning er dens værdibegreb, som bygger på den indledningsvis nævnte algebraiske ligning – altså plusser, multiplikationer, potentialer, eksponentialer. I stedet for feedback, kommunikation. D.v.s.
A + B + C + ….
[eller f.eks. A x B x C x ….]
i stedet for
Det algebraiske mønster, som den økonomiske videnskab par tout udelukker er
altså, hvad kybernetikken betegner feedback. Antagelsen er, at R og A (og +) sender produktet en meddelelse (om hvad/hvordan, det skal være) – men at P omvendt ikke sender nogen meddelelse til R og A. P er ”stum” tilbage i tiden, hvilket vil sige, at P ikke efterlader sig noget som helst spor. R og A er jo så at sige forbrugt (ikke længere eksisterende) i den tidsligt fremadskridende, irreversible proces, som økonomien kalder vækst. (Denne vækst rummer i øvrigt ikke bare en antagelse om en uendelighed indenfor den sociale immanens. Den er ovenikøbet nødvendigvis eksponentiel, da mere uophørligt fordobles; ’væksten’ stiger altså grafisk afbildet mod det lodrette. For en simpel logisk betragtning er dette jo umiddelbart selvmodsigende: uendelighed kan ikke lægges ind i det endelige.)
Naturligvis har økonomien de sidste 20 år frembragt forsøg på at sætte sig op mod disciplinens egen grundlæggende udelukkelse af økologien. Eksempelvis idéerne om “et økologisk nationalregnskab”, der ønsker kvantificerede opgørelser over “meddelelsen fra P til R og A”. Men de har foreløbig alle været holdt indenfor rammerne af økonomiens værdibegreb. Kan man eventuelt forestille sig en økonomisk videnskab, der fastsætter værdien af en bil som meget mindre end værdien af et bord, fordi bilen har frataget naturen langt mere værdi end bordet – værdi forstået fysisk og biologisk? Måske – men det kræver, at man gør vold på en indgroet struktur i sin tænkning.
Et centralt problem synes at være, at kybernetikken ikke umiddelbart kan tilfredsstille den nedgroede tradition for at måle rigdomsudviklingen (civilisationsprocessen) i statistika og kurver. Der må udvikles helt nye grundbegreber, en helt ny disciplin. [32] Et af grundbegrebs-sættene kan eksempelvis være “sundt” og “sygt”, idet den systemiske anskuelse opfatter samfundet som en kommunikerende organisme. Her kan ét af sygdomsfænomenerne være afhængighed, som Bateson beskriver det: “man kan ikke tage en variabel i et sammenhængende system og ændre den vedvarende i én retning” [33]. Og videre: “… med udtrykket afhængighed henviser vi sædvanligvis ikke kun til en optrappende proces, men også til én i hvilket det afhængighedsskabende skridt formodes at være tilpasset eller terapeutisk eller forstærkende, men i virkeligheden ikke imødekommer er behov” [34].
Som eksempler nævner Bateson alkoholisme hos det enkelte individ og bruttonationalprodukter hos nationer…….
.
NOTER:
[1] Jørgen Steen Nielsen, ”Vi kan ikke bare låne mere planet. Derfor er samfundsøkonomien faktisk en husholdningsøkonomi” i: Dagbladet Information, 27. januar 2021.
[2] Jesper Jespersen, ”Nej, heller ikke en bæredygtig samfundsøkonomi er som en husholdningsøkonomi” i: Dagbladet Information, 6. februar 2021
[3] “The Roots of Ecological Crises”, p. 496 i: Gregory Bateson, Steps to an Ecology of Mind, Chicago 1970.
[4] Se f.eks. FN’s populært tilgængelige Globalis.dk – under verdensmål nr. 1.
[5] Se bl.a. Luis E. Bruni, “Sustainability, cognitive technologies and the digital semiosphere” i: International Journal of Cultural Studies, 2014 ( DOI: 10.1177/1367877914528121 )
[6] John McNeill, Something New Under the Sun. An Environmental History of the Twentieth Century. London: The Penguin Press, 2000. P. 15.
[7] Forresten er det også æstetisk en hæslig tanke – og det er nok ikke tilfældigt. At transportere sig hurtigere og hurtigere? At lade sin hjerne smelte ned til internettet og ende som mere robot end human? Nej tak.
[8] Ibid. p. 8.
[9] Hjalte T.H. Kragesteen, “Myten om vores grønne førertrøje skjuler, at vi har ødelagt vores natur” i: ALtinget, 7. februar 2021.
[10] Aristoteles skelner mellem en række forskelle intellektuelle dyder (vi ville i moderne sprog måske sige forskellige ’intelligenser’). Episteme er evnen til at ræsonnere logisk og ikke mindst med matematikken som redskab formulere universelle love (naturlove) og forudberegne f.eks. Mars’ positioner. Techne er håndværkerens og kunstnerens evne (og ingeniørens) til at lytte til materien og designe f.eks. en skibskøl, et musikinstrument, en termostat optimalt. Phronesis er evnen til selve det at være menneske i et menneskeligt fællesskab; at kunne anvende sine indhøstede erfaringer optimalt i en fælles samtale om, hvad der vil være den bedste vej til det gode liv for samfundet.
[11] Titlen på dr.theol. Ole Jensens skelsættende bog fra 1976.
[12] Jeg skrev selv i 1991 en opsats, “Kritik af den økonomiske videnskab”, som jeg forgæves forsøgte at få optaget i først tidsskriftet Samfundsøkonomen, derefter Informations kronikspalter. Jeg mener den dag i dag, at jeg pegede på det helt centrale punkt i det misopfattede BNP, men teksten var nok for teoretisk, i hvert fald til Information.
[13] F.eks. keynote ved konferencen “The lost Decade? Planning the Future” på Aalborg Universitet København 28.februar-1.marts 2019.
[14] Læs på IPBES.net “COVID-19 Stimulus Measures Must Save Lives, Protect Livelihoods, and Safeguard Nature to Reduce the Risk of Future Pandemics”, 27. April 2020.
[15] https://ipbes.net/pandemics
[16] “If we want to stop future pandemics, biodiversity matters now more than ever”. UNDP 20. Maj 2020. (Onno van den Heuvel, Global Manager, UNDP’s Biodiversity Finance Initiative). https://www.eurasia.undp.org/content/rbec/en/home/blog/2020/biodiversity-matters-to-stop-future-pandemics.html
[17] ”Human destruction of nature is ‘senseless and suicidal’, warns UN-chief” i The Guardian, 18. Februar 2021.
[18] https://www.unep.org/resources/making-peace-nature
[19] Denne korte tekst er affattet i januar 1991. Jeg forsøgte på det tidspunkt – uden held – at få den publiceret i tidsskriftet Samfundsøkonomen og derefter som kronik i Information. Efter tredive år er det desværre min opfattelse, at analysen er mere relevant end nogensinde. Derfor tillader jeg mig at benytte muligheden for at gøre den tilgængelig her i håb om, at en enkelt læser eller to vil fatte interesse for tankegangen. Noterne er nytilføjede, men tidsangivelserne er uændrede. Så når der f.eks. står “her tyve år efter” … refererer det altså til begivenheder i 1971.
[20] James D Steuart (1713-1780), skotsk jurist. Hans Inquiry into the Principles of Political Economy anses for den økonomiske videnskabs første værk.
[21] Adam Fergusson (1723-1815), skotsk filosof og økonom. Hovedværk: Essay on Civil Society (1767).
[22] Adam Smith (1723-1790), skotsk moralfilosof og økonom. Skrev hovedværket An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations, 1776.
[23] David Ricardo (1772-1823), britisk økonom, hovedskikkelsen i den ’klassiske’ politiske økonomi. Voldsomt kritiseret af Karl Marx, som han imidlertid er en afgørende forudsætning for. Hovedværk: On the Principles of Political Economy and Taxation , 1817.
[24] Rudolf Hilferding (1877-1941), østrigsk økonom, socialdemokrat, inspireret af Karl Marx. Hans hovedværk, Das Finanzkapital (1910) øvede afgørende indflydelse på Lenin og dermed på den sovjetrussiske kommunisme.
[25] Joseph Schumpeter (1883-1950), østrigsk økonom.
[26] John Maynard Keynes (1883-1946), britisk økonom og samfundskritiker, formodentlig den mest indflydelsesrige økonomiske tænker i det 20.århundrede.
[27] Friedrich A von Hayek (1889-1992), østrigsk økonom og samfundsdebattør, som ikke mindst har inspireret det ny-liberale opgør med keynesianismen.
[28] John Kenneth Galbraith (1908-2006), amerikansk økonom og samfundskritiker, mest kendt for sin kritik af overflodssamfundet med manglende velfærdsydelser.
[29] Ota Šik (1919-2004), tjekkisk økonom, fortaler for introducering af markedsøkonomiske elementer i den kommunistiske planøkonomi.
[30] Milton Friedmann (1912-2006), amerikansk økonom, tilhænger af laissez-faire, rådgiver for præsident Ronald Reagan og betydelig inspirationskilde for neoliberalismen.
[31] Norbert Wiener (1894-1964), amerikansk matematiker. Hans hovedværk Cybernetics or Control and Communication in the Animal and the Machine (1948) daterer grundlæggelsen af kybernetik som disciplin.
[32] Hjælp kan muligvis hentes hos A.N. Whitehead, Kurt Gödel, Philipp Frank, Norbert Wiener og Gregory Bateson.
[33] Gregory Bateson & Mary Catherine Bateson, Hvor Engle ej Tør Træde. På vej mod en erkendelsesteori om det hellige. 1990 (1987), København: Tidernes Skifter. Side 137.
[34] Samme, side 139.