1.
Er det ”den omvendte verden” at anklage Israel for folkemord ved FN’s Internationale Domstol, som Sydafrika nu har gjort? I sit forsøg på at retfærdiggøre Israels fremfærd mod den palæstinensiske civilbefolkning tager Peter Wivel (i Politiken, 24.01.2024) Hannah Arendt til indtægt for en ny definition af ”folkemord”. Desværre er Wivels citat – hentet fra Arendts bog Eichmann i Jerusalem. En beretning om ondskabens banalitet (1963) – helt misforstået og netop ”den omvendte verden”. Historien er følgende:
I 1960 indfangede den israelske efterretningstjeneste Mossad den tidligere SS-officer Adolf Eichmann i Argentina og bragte ham til Jerusalem. Retssagen mod ham blev berammet til foråret 1961, og Hannah Arendt valgte at rejse fra New York til Jerusalem for at dække retssagen journalistisk. Hun havde ikke overværet Nürnbergprocesserne (1945-48), og så det nu som sin sidste chance for at komme ansigt til ansigt med sine ’evildoers’. Det er ”en forpligtelse, jeg skylder min fortid”, som hun sagde.
Hannah Arendt, en af det 20.århundredes største politiske tænkere – efter min opfattelse dén største – var to gange flygtet fra nazisternes jødeforfølgelser. Første gang fra Tyskland til Frankrig (1933), anden gang fra Frankrig til USA (1941).
I USA lykkedes det hende gradvist at etablere sig som freelance-journalist og foredragsholder, og i 1960 havde hun allerede udgivet ét af sine hovedværker (Totalitarismens Oprindelse I-III, 1951). Men nu bad hun sig fri fra alle planlagte arrangementer og fik i stedet en reportageaftale med ugemagasinet The New Yorker, hvor hun publicerede sin berømte artikelserie i februar-marts 1963. Artiklerne blev efterfølgende samlet i bogen om Eichmann i Jerusalem, en bog der 60 år senere stadig kan bringe gemytterne i kog (selv om det også stadig gælder, hvad Hannah Arendt dengang bemærkede, at de fleste af hendes kritikere ikke havde ulejliget sig med at læse den).
Efter offentliggørelsen indbød en gruppe jødiske forfattere til et debatmøde i New Yorks litterære selskab. Ifølge øjenvidner var mere end 300 mennesker mødt frem til noget, der mest af alt var iscenesat som en domstol over Arendt. Ordstyreren, Lionel Abel råbte, mens han hamrede i bordet for at få ørenlyd i den oprørte sal, at Arendt havde kaldt holocaust en banalitet og opfattede nazisterne som mere sympatiske end deres ofre. Selv var hun ude af byen, men en enkelt forfatterkollega, Alfred Kazin forsøgte at komme hende til undsætning med bemærkningen: ”Trods alt har Hannah ikke slået nogen jøder ihjel”. Han blev hylet ned fra talerstolen. Arendts meget nære veninde Mary McCarthy sagde senere, at begivenheden “mest af alt havde karakter af en pogrom.”
Når Arendt taler om ”ondskabens banalitet” og bringer begrebet helt op i titlen, har det mindst to begrundelser. For det første hendes skuffelse over det, der mødte hende i Jerusalem: Der var ikke tale om en retssag, men om en medie-iscenesat skueproces. Sagen blev ikke bygget op omkring den anklagedes grusomme gerninger, men nærmest som en statusopgørelse over det jødiske folks lidelser. Ligesom det ikke blev tilladt Eichmanns ”forsvarere” at nævne De Jødiske Råds rolle ved udryddelsestransporterne: kunne rådene rundt omkring i Øst- og Centraleuropa måske være medskyldige, eftersom de havde påtaget sig ansvaret for at udvælge de jøder, der skulle deporteres til KZ-lejrene?
Til sidst i reportagen afviser Arendt rettens dom. Men afsiger sin egen: Du har medvirket til at udføre en politik, der afviste at dele jorden med jøderne og med en række andre folkeslag. Derfor kan du heller ikke forvente, at noget medlem af menneskeracen kan ønske at dele jorden med dig. Det er grunden, den eneste grund, til at du skal hænges.[†]
Det er netop dette argument, Wivel omgør til Arendts definition på et folkemord. Hvilket det naturligvis ikke er.
Hendes anden begrundelse for at tale om ”banalitet” var oplevelsen af Eichmann som ”en klovn i et glasbur”. Han var ude af stand til at tænke. Ikke, at han var dum og ikke vidste, hvad han sagde. Men han var ude af stand til at tænke i den sokratiske tradition, som var den eneste, Arendt anerkendte: at føre en dialog, om ikke med et andet menneske, så i det mindste med sig selv; en dialog mellem forskellige standpunkter. Eichmann kunne ikke tænke, fordi han ikke kognitivt var i stand til at tage noget andet perspektiv end sin egen daglige rutine, sin hverdags ståsted. Altså netop den indskrænkning, der truer det offentlige liv i dag.
Den jødiske filosof Gershom Scholem skrev til Arendt, at hendes reportage gjorde ham rasende: ”Der er noget i det jødiske sprog, der er helt igennem udefinerbart, men alligevel fuldt ud konkret – hvad jøderne kalder ahavath Israel, eller kærlighed til det jødiske folk. Hos dig, min kære Hannah, som hos så mange intellektuelle der kommer fra den tyske venstrefløj, findes der intet spor af det”.
Og Arendt svarede: ”Hvor har du ret i, at jeg ikke nærer en sådan følelse, og det af to grunde: For det første har jeg aldrig i mit liv ’elsket’ nogen nation eller noget kollektiv – hverken den tyske nation, den franske eller den amerikanske, ej heller arbejderklassen eller hvad man ellers kunne pege på i en sådan parade af udvalgte loyaliteter. Jeg elsker kun mine venner, og jeg er helt ude af stand til at nære nogen anden form for kærlighed”.
Svaret rammer fuldstændig centralt ind i Arendts tænkning. Og jeg er bange for, at det også rammer Wivels forestilling om konflikten mellem Israel og Palæstina. Ahavath Israel, Wivel?
PS: Wivel hævder, at når Sydafrika har indbragt Israel for FN’s Internationale Domstol (ICJ) i Haag, er det udtryk for, at landet handler på vegne af terrororganisationen Hamas. Jeg frygter, at Wivel helt overser den geopolitiske betydning af denne retssag. Sydafrika handler snarere på vegne af hele det globale ”Syd”. I mange år anerkendte de gamle kolonilande Vestens økonomiske og moralske overlegenhed. Som eksempelvis Hans Magnus Enzensberger ironisk fastslog i 1987: ”De sande euro-centrister, det er de andre”. Men den epoke er nu endegyldigt slut. USA’s og Tysklands ubetingede støtte til Israels udryddelseskrig mod den palæstinensiske civilbefolkning har kortsluttet denne ”mentale alliance”. Mange i Syd troede måske endnu, at Vesten har forladt sin kolonialistiske arrogance overfor Syd og anerkender den universelle menneskerets principper. Men nej, lyder det bl.a. fra Sydafrika. Vi tog fejl. Vesten er gået moralsk bankeråt.
2.
“I dag ville Hannah Arendt ikke kunne modtage den tyske Hannah Arendt pris”, skrev Samantha Rose Hill den 18.december 2023 i det britiske dagblad The Guardian.[‡] Rose Hill ved, hvad hun taler om. Hun udgav i 2021 den hidtil nyeste biografi om Arendt, baseret på en del tidligere ukendt arkivmateriale.[§] Hendes drastiske påstand er overskriften på en artikel om det pinlige tilfælde Masha Gessen – en kendt russisk-amerikanske forfatter og journalist, der 3.august 2023 blev indstillet til netop Hannah Arendt prisen. Gessen er søn af ashkenazi-jødiske forældre, der migrerede til USA i 1981. Han har skrevet en række artikler og bøger om Rusland under Putin, ikke mindst om bøsser og lesbiskes forhold i Rusland. Han kaldes ofte Ruslands førende LGBT-aktivist – Gessen arbejdede i Moskva fra 1996-2013, hvor han både skrev kontroversielle artikler og deltog i en række demonstrationer.
Alt dette passer for så vidt strålende med Arendt-prisen. Den uddeles af Henrich Böll-fonden og skal ifølge fundatsen gives til “personer, der sætter fokus på kritiske og oversete aspekter af aktuelle politiske begivenheder og ikke frygter at træde frem i offentligheden og forsvare deres synspunkter i kontroversielle politiske debatter”.
Prisen i 2023 skulle overrækkes den 16.december på Bremens Rådhus, men den 9.december publicerede Gessen en artikel om Gaza-krigen i The New Yorker (som han er fast knyttet til).[**] I artiklen, betitlet “I skyggen af Holocaust”, skrev han blandt andet: “Men ligesom i de jødiske ghettoer i det besatte Europa, er der ingen fangevogtere – Gaza politiovervåges ikke af besættelsesmagten, men af lokale enheder. Sandsynligvis ville det mere rammende begreb ‘ghetto’ have skabt modstand ved at sammenligne de belejrede gazaneres trængsler med de ghettoiserede jøders. Men begrebet ville have givet os et sprog til at beskrive, hvad der sker i Gaza just nu. Ghettoen bliver udslettet.”
Böll-fonden, som er knyttet til partiet Die Grünen i Tyskland, reagerede ved at trække støtten til Gessen tilbage og hele prisoverrækkelsen blev i første afgang aflyst. Det blev dog for pinligt i offentligheden, og i sidste instans fandt prisoverrækkelsen sted, men for et langt mindre publikum og i mindre lokaler.
Helt i samme tråd blev den kendte amerikanske komponist og musiker Laurie Anderson i slutningen af januar tvunget til ante festum at nedlægge sit kommende gæsteprofessorat ved Folkwang Universitet, Campus Essen, efter at det kom frem, at hun i 2021 var medunderskriver – sammen med tusinder af andre kunstnere – på et åbent brev Imod Apartheid, der opfordrer til “et øjeblikkeligt og ubetinget stop for den israelske vold mod palæstinensere”.[††]
Siden 2019 har det i Tyskland været forbudt at støtte boykot og sanktioner mod staten Israel, idet Forbundsdagen har besluttet, at den slags er ensbetydende med “antisemitisme”. I Tyskland må holocaust ikke sammenlignes med nogen anden begivenhed. Holocaust er et singulært fænomen, det står uden for historien, hedder det. Derfor må Tyskland støtte staten Israel, uanset dens behandling af palæstinenserne.
Den tyske Vergangenheitsbewältigung – erindringsbearbejdning – har uden tvivl været vigtig og fortræffelig for tysk kultur og selvforståelse. Men i sin bog fra 1991 Gæld og Arv gør dr.phil. Per Øhrgaard opmærksom på, at det er en proces, der kun fandt sted i det tidligere Vesttyskland (Forbundsrepublikken), mens det kommunistiske marionetstyre i øst (DDR) ikke anså den for nødvendig; den forløjede fortælling var, at det kun var de vestlige delstater, der havde været inficerede af nazismen. Mon ikke netop denne manglende Vergangenheitsbewältigung i øst er en hovedforklaring på, at partiet AfD (Alternative für Deutschland) med dets ekstremt fremmedfjendske holdninger står stærkest netop dér? Jeg tror det.
Men zionismen er på ingen måde den nødvendige følge af tysk erindringsbearbejdning. Det viser Hannah Arendt. I sine år i det franske eksil, indtil hun selv blev interneret (dvs i årene 1933-40) hjalp hun mange yngre jøder med at komme ud af de nazistiske områder, til Palæstina. Men hun var kritisk overfor den zionistisk funderede nationalstat og tog med forfærdelse afstand fra Menachem Begins besøg i USA i 1948. Allerede dengang sidestillede hun Begins “Frihedsparti” med den form for “organisation, metoder, politiske filosofi og sociale appel, som kendetegnede de nazistiske og fascistiske partier”. Begin, som modtog Nobels fredspris i 1978, havde i sin ungdom været leder af terrorgruppen Irgun, der gennemførte en række attentater mod både briter og arabere. Senere, som Israels premierminister 1977-83, var han hovedansvarlig for massakren i Sabra og Chatila, hvor tusindvis af civile palæstinensere (flygtninge) blev dræbt af kristne falangister under israelsk skjold i Libanon.
Da Arendt var i Jerusalem for at dække retssagen mod Adolf Eichmann, skrev hun hjem til sin mand, Heinrich Blücher i New York: Her er “galut-og-ghetto mentaliteten[‡‡] i fuld blomstring. Og idiotien er lige foran øjnene for alle: I Jerusalem kan jeg næppe nok gå en spadseretur, for jeg kunne jo komme til at dreje om et forkert hjørne og opdage, at jeg var kommet ‘udenlands’, dvs i arabisk territorium. Grundlæggende er det det samme overalt. Oven i hatten behandler de araberne, dem der stadig er her, på en måde der i sig selv ville være nok vil at mobilisere hele verden imod Israel.”
Som Samantha Hill påpeger, ville Hannah Arendts kritik af Israel i dag være langt mindre usødet end Masha Gessens. Hun slutter sin artikel med at skrive: “Courage is the political virtue par excellence, Arendt wrote, because it demands one risk their reputation and life to express a political opinion. – Where is the courage today?”
“Mod er den politiske dyd par excellence, skrev Arendt. Fordi den kræver, at man risikerer sit omdømme og sit liv for at udtrykke et politisk synspunkt. – Hvor er modet henne i dag?”
[*] Tekst nr.1 er sendt til Politiken samme dag, som Peter Wivels kommentar udkom. Men desværre afvist af redaktionen. – Tekst nr.2 er tilføjet her for at understrege pointen: beundrere af Hannah Arendt kan overhovedet ikke tage hende til indtægt for Israels politik i de besatte områder.
[†] Hannah Arendt: Eichmann in Jerusalem. A Report on the Banality of Evil. London, 1963. Faber and Faber. pp. 254-56.
[‡] https://www.theguardian.com/commentisfree/2023/dec/18/hannah-arendt-prize-masha-gessen-israel-gaza-essay
[§] Samantha Rose Hill: Hannah Arendt. 2021, Reaktion Books, UK.
[**] https://www.newyorker.com/news/the-weekend-essay/in-the-shadow-of-the-holocaust
[††] https://www.theguardian.com/music/2024/feb/01/laurie-anderson-ends-german-professorship-pro-palestine-letter Se også: https://www.againstapartheid.com/
[‡‡] “Galut” er betegnelsen for jøden i eksil, den fordrevne. Det er offerrollen, der betones.